Liberalismens store opfindelse ud over den, der har givet den navn, er fremskridtet. Liberalisten er først og fremmest optimist.

Alting bliver mere værd, aldrig mindre – det er jo derfor, vi skal skynde os at købe det! Det er den udviklingens lov, der ikke kender til entropi.

Vi køber aktier i den i form af personlig udvikling. Det er derfor, uddannelse er så vigtig.

Måske kan samfundet ikke klare sig uden dem, der udfører det grove arbejde, men behøver det lige at være os? Vi føler os allerede solidariske med den klasse, vi ikke tilhører!

Lige meget, hvor dårligt vi har det, ved vi, at det nok skal blive bedre. Dette er den første dag af resten af vores liv!

Det er i dag, vi lægger vores livstil om, så vi kan blive hundrede år gamle. Eller måske i morgen.

Og det er der en god grund til. Vi er nemlig vores fortid.

Vores personlighed er en konstruktion ud fra, hvad vi og andre husker om os. Den er ikke et aftenkursus, vi overvejer at tage.

Hvis vi ingenting har udrettet, er vi ingenting, og mennesker, der ingenting er, er lette at manipulere ind i en passende frelsersekt. Sådanne har ikke overraskende altid noget at gøre med, at fortiden er noget, vi må se at komme over, så vi kan gå sammen ind i fremtiden.

crow-in-silhouette-2862522_1920.jpg

Derfor handler den progressive historieundervisning heller ikke om at forstå fortiden, men at tage afstand fra den. Det er således vigtigt at forstå, at alle tidligere erfaringer er fordomme.

Uden en historie er vi nemlig ikke noget. Det betyder ikke så meget, for det er jo fremtiden, det gælder!

Fremtiden er nemlig heller ikke noget. Det er langt om længe gået op for os, og det gør os en smule urolige.

Der er jo det med rumalderen, at vi alligevel ikke landede på Mars i 1965. Atomalderen taler vi ikke om.

Fremtiden er simpelt ikke, hvad den har været, mindre et forjættet land end en afgrund, vi forskrækket træder tilbage fra. Fra nu af går udviklingen den anden vej.

Fra biler til cykler, fra atomkraft til vindmøller og, som vi tålmodigt indtaster vores besked, fra telefoni til telegrafi. Fra demokrati og ytringsfrihed til politisk korrekthed og censur.

Kun på et punkt går den teknologiske udvikling frem, den elektroniske, som en forudsætning for en kollektiv eskapisme, hvor den mest populære tv-serie handler om riddere og drager. Ingen opdagelsesrejsende hugger sig igennem den stakkels regnskov undtagen på konsolspillet hjemme i sofaen – de hvide heteroseksuelle mænd, der erobrede verden, er ikke længere helt så populære.

"’Hvad foregår her?’

Ted lagde en finger på siden af næsen.

’Noget meget specielt. Noget helt nyt!

Og meget gammelt. Du overvejer formodentlig, om vi udgør en trussel imod menneskeheden?

Men ser du – vi er menneskeheden. De døde er alt.

De er den verden, de levende lever i. Kopernikus, Darwin, Einstein.

Uden dem ville der ikke være nogen verden. De er fysiske, hvor de levende kun er skygger.

Så som du ser, er det ikke os, der er spøgelserne. Det er jer.

Nuvel, man kan vel tilkende de levende en vis eksistensberettigelse, når de nu rent faktisk eksisterer. Det kræver imidlertid en vis balance, hvis Jorden skal bestå, og de levende have noget at stå på.

Hundrede døde for hver levende er efter min mening et passende antal, men tyve eller tredive? Det er for lidt.”

’Så der dør for få?’

’Nej. Vor tids levende vil ikke være meget værd som døde.

En Dante eller en Shakespeare ville være godt, en Mozart. Sådanne burde man straks slå ihjel.

Men en million Demokrater eller Republikanere ville ikke betyde nogen stor indtægt for dødens rige. Nej, lad bare dem leve!’

’Jeg forstår ikke.’

’Jo, ser du, der sker det, når de levende bliver for mange, at der også bliver flere levende digtere og filosoffer, så at de levende begynder at læse dem i stedet for de døde. Og levende tænkere duer ikke.

De har ingen grund. Desuden står de i vejen for tilbageskridtet.’

’Tilbageskridtet …’

’Alle ting stræber imod deres oprindelse, fordi den repræsenterer deres sande natur. Verden må stedse blive ny, men for at blive ny må den vende tilbage til dengang, den var det.

Indser du nu, hvor tåbelige de levende er, når de sætter liden til deres børn, hvis blod nødvendigvis må blive endnu tyndere end deres? I fremtiden vil der ikke blive født flere børn.’

Teddy Kay rakte hånden ud i en fejende bevægelse.

’Hvad du ser her, er den ny verdens førstegrøde! Fremtiden tilhører ikke de ufødte. Den tilhører de døde!’

Med disse ord forsvandt han i mængden af gengangere.”

Fortiden er gået. Nutiden er ikke noget.

Fremtiden er slet ingenting. Men så sker der noget.

I 2029 begynder de døde at genopstå.