Problemet med den
utvivlsomt velmente demokratiske socialisme er, at den forudsætter
fællestræk, der er rene postulater. Kommunisten fatter ikke, at
proletaren stemmer og altid vil stemme til højre, eftersom han
glemmer eller vælger at glemme, at arbejderen stadig genetisk er
bonde.

Det er altså ikke
udtryk for ”dumhed” eller manglende politisk skoling – det
maoistiske øjentjeneri, der blot er et andet udtryk for bondens
respekt for bajonetter – når han er ”usolidarisk”. Bondens
horisont ender ved marken (og naboens, men kun fordi han begærer
den) og hans families foderstand, og sådan skal det være.

Torsk kan lige så lidt
flyve, som måger kan svømme. Hvis du insisterer på en demokratisk
natur, vil du få kvalte torsk og druknede måger.

Du kan ikke få en
proletar til at indse urimeligheden i, at nogen ejer to boliger, når
andre ikke har tag over hovedet, du kan kun få ham til at indse
urimeligheden i, at han ikke har tag over hovedet – eller
bedre: ejer to boliger. Du vil således altid kunne overbevise ham
om, at han får for lidt i sociale ydelser, men aldrig om, at han
betaler for lidt i skat, og lykkes det ham at rykke op i en højere
lønklasse, skifter hans sympatier og ”solidaritet” hurtigere,
end han er i stand til at skifte sine overalls ud med jakkesættet.

I et demokrati er det
således ikke et uhyre hypotetisk ”folk”, der bestemmer, men den
svindler, der er i stand til at overbevise vælgeren om, at en stemme
på ham betyder højere smør på brødet, ikke for ”folket”, men
for ham. Resultatet er ikke blot et ”konkurrencesamfund”,
hvor de rige bliver rigere, og de fattige fattigere, men en accept
af dette som en socialdarwinistisk naturens orden.

Det er klart, at hvis
man selv kun efterstræber magten for at skaffe sig privilegier, må
det være sådan for alle, hvorved offentlige hverv bliver politiske
”karrierer” – selv tilsvining af modkandidaten med lovlige
eller ulovlige midler desavouerer ikke folk, alle ved, er en flok
forbrydere. Damefrisøreleven behøver altså i grunden ikke at
græmme sig over, at hendes eneste politiske bedrifter indtil videre
har været at få lov til at køre i ministerbil samt muligheden af
at lukke munden på dem, der brokker sig over den kreativitet, hun
udfolder i udfyldelsen af sin selvangivelse, eftersom det fra
begyndelsen var the point of the exercise.

Med andre ord, eftersom
vi alle er svindlere, vil vi hellere have et samfund, hvor vi i det
mindste har en kinamands chance for at skrabe os til en lidt sjovere
dag, hvor det er de andre, der er slaverne, end et, hvor alle
får opfyldt basale behov. Dette behov hos underklassen for at skaffe
sig guldbroderet vest og lædersofa på bekostning af naboen – for
hvad glæde har man af en stor bil, hvis hans er lige så stor –
kan gøre os til menneskehadere, hvis vi ikke forstår, at bonden på
mange måder er og forbliver et barn, og at børn ikke skal fordømmes
og diagnosticeres, men elskes og passes på.

Det hører vi ikke
gerne, hvis vi som jeg er vokset op på Vesterbro, og det er måske i
virkeligheden det velbjærgede borgerskabs bedste kort. Men naturen
blander sine kort godt, og genetik betyder ikke hen efter ugebladenes
horoskoper, at vi ligner vore forældre, eller bedsteforældre for
den sags skyld.

Klasse er mentalitet,
og det ville det være, om så arven ingenting betød. Anton Nielsen,
der for nylig vandrede i fængsel for sin solidaritet med de
undertrykte, er en adelsmand, hvad enten han vil det eller ej, og
Fjolle-Frede er med alle sine biler og sejlbåde en umiskendelig
proletar.

Og det er det, der er
plottet i den tragedie, der står i begreb med at udspille sig for
vore øjne. Den økonomiske krise og heroiske klimakatastrofe er ikke
hændelige uheld, men slutresultatet af børnenes leg med
tændstikkerne.

Når røgen letter, og
de sidder tilbage i de sværtede ruiner, vil deres første tanke
være, hvor far og mor er. Og forældre bliver man ikke blot ved at
få smidt et skrigende spædbarn i favnen.

Det brændende
spørgsmål bliver dermed allerede nu, hvor vi hører til. Er vi
børn, der gerne sutter den af på onkel for en tokrone?

Eller er vi voksne, der
er parate til at påtage os forældrenes utaknemmelige rolle, at leve
og dø for dem, der allerhelst bare vil have lov til at kvæle
lillesøster og sætte ild til gardinerne? Hvis jeg med DANMARK
hjælper blot nogle få til denne erkendelse, har den rigeligt været
umagen værd at skrive.