Men bogen havde også en anden side, dybere og mere gådefuld. Det var runerne, der marcherede forbi ham som en hær på vej i slag, en krigerisk parade og et fremmed folk, hvis sprog han næsten umærkeligt lærte at forstå, som han læste.
De havde alle sammen historier at fortælle, og mere end det, sælsomme rytmer, der trak i ham som et uregerligt spand og en opfordring til at gribe fat i deres grime. Langsomt forstod han, at disse tegn ikke betegnede, men at hele den verden, der syntes tabt, men dog var den eneste, udsprang af dem, og at runemesteren dermed ikke blot mestrede runerne, men denne verden.
Ristede runer er alt, hvad du ser,
verden og livet, du frister,
ristede runer er alt, hvad der er,
bedre, om selv du dem rister.
Her har du fundet en signende stav,
vel vil til val den dig vie,
Taler den talte, til gavn den dig gav,
om du kan læse og tie.
Og han læste og tav. Og som han læste, mærkede han, at der var en, der læste over skulderen på ham, selv om han endnu ikke vovede at vende sig om.
Det undrede ham ikke længere, for han havde nu allerede lært, at verden var befolket på en måde, han aldrig havde forestillet sig. Her fungerede bogen som en zoologibog med særlig adresse til hans egne himmelstrøg.
Nogle af disse væsner var flygtige som natsværmere, mens andre var pansrede med vinger som mejetærskere. Menneskene var skygger af dem og blev først virkelige, når de lod sig kåre på eksistensens val.
Han forstod også, at de virkelige mennesker snart ville vende tilbage, og ønskede brændende at blive en af dem. Og han forstod, hvad en valkyrie var.