I Udgård sidder kæmpen
Egder og venter på Ragnarok, når asernes brud med jætterne har
ført til et tilsvarende frafald blandt menneskene, orkestreret af
Loke. Nu er timen kommet, og han synger en kampsang akkompagneret af
helvedhanen Fjaler.
Egder da vækker
med sine strenge
jætternes rækker,
de, som så længe
sov under stenen.
Blodrøde Fjaler
oppe på grenen
frydefuldt galer.
I Asgård svarer
gjalderhornet – en bog betitlet DANMARK – og kalder guder og
helte til kamp. Loke stjal Hejmdals sværd, mens hans sov, men han
har stadig hornet, selv om han næsten har ventet for længe med at
blæse i det.
Alle ved, hvad der vil
ske – undtagen dem, der er bundet af søvnruner og blot vil falde
som det modne korn for den solblinkende le. Kaoskræfterne vender
tilbage, må nødvendigvis vende tilbage, for at verden kan forny
sig.
Lader den Hvide
gjalderhorn lyde.
Træet må lide,
synes at syde.
Valfader råder
Mimer den vise.
Intet det båder,
alt vil forlise.
De sovende skutter sig,
advarer mod slig tale. Så er de borte og har overladt valpladsen til
de levende.
Nu ser jeg svende
raske på ny af
gårdene rende,
glade af gny, af
dånet bedåret,
signet og såret,
valkåret båret,
valhal beskåret.