Hvis turisten kan
løsrive sig fra den lille havfrue, kan han måske finde tid til at
kaste et blik på Gefionspringvandet. Gefjon eller Gefn (”giveren”)
kaldes Freja, den nordiske Ashera eller Ashtoreth – det er hende,
der giver flokkene, efter at man er blevet bevidst om prokreationen.
Ikke overraskende giver
hun også agerjorden, og det gør hun på en særdeles fiks måde. En
dag får hun foretræde for svenskekongen Gylfi og får som gave så
meget jord, hun kan pløje på et døgn – en bestemmelse, der endnu
gælder i egne af verden, hvor der er nok af den.
Men som altid
undervurderer mennesket gudernes magt. Freja spænder de fire sønner,
hun har fået med en jætte, for ploven, og skæret går så dybt, at
hun i løbet af den berammede tid har pløjet hele Sjælland ud af
fastlandet.
Lyspandet pløjer det
dampende spand,
giveren styrer dets
veje,
skærer den yppige ager
som vand,
giver os Selund i eje.
Nu er Gylfi blevet
nysgerrig efter at få at vide, hvor de vældige kræfter kommer fra,
og i det ærinde rejser han til Asgård – tror han. Aserne fører
ham imidlertid til en anden hekhal, hvor han som altid i disse egne
bliver overhørt i lektien.
Man formoder dog ikke,
at en dødelig kan løse en udødeligs gåder, så i stedet går
prøven ud på, om han er i stand til at stille intelligente
spørgsmål – i sig selv en sjælden evne. Odin viser sig da også
ligesom jødernes gud for Abraham i tre skikkelser, Har (den høje),
Jafnhar (lige så høj) og Tridi (tredjemand).
For yderligere at
forvirre fjenden sidder ”den høje” på det laveste sæde. Som vi
husker, er selv Yahwehs noget større midjanitiske understudy
tilbageholdende med at røbe sit navn.
Gylfi er dog heller
ikke tabt bag af en vogn og præsenterer sig blot som Gangleri,
vandreren. Han er i det hele taget på vagt, idet han naturligvis kan
sin Havamal, nordboens kosmiske Baedeker – den, der tror, at de
vise råd kun gælder omgangen med mennesker, har ikke fattet meget.
Se dig omkring, når du
færdes i lag,
tit sidder uven i
salen,
søg ej ved nat, hvad
kan findes ved dag,
ubæltet bliver på
valen.
Historien fortælles i
Gylfaginning, Gylfis drøm, vision eller hallucination. Snorre
tilføjer for en sikkerheds skyld noget vrøvl om Odin som
pantokrator (for så er det jo blot de vildes fromme anelse om den
kristne Gud), sjælens udødelighed og belønning eller straf efter
døden, alt sammen noget, der ligger nordisk tankegang uendelig
fjernt, men han er heldigvis hurtigt back on track med
skabelsesberetningen.
Jorden, der grønnes,
himlen derover
kunne ej skønnes,
sand eller vover,
end skulle komme,
endnu ej skabte,
blot i det tomme
afgrunden gabte.