Hvor kristendommen kun
har én – godt nok treenig – gud, og de fleste andre religioner
et regulært panteon, plejer vi at henføre til den nordiske som
”troen” på Odin og Thor. Åbenbart hersker der en vis forvirring
med hensyn til, hvem der er hovedgud.
Som hersker over det
hinsidige og den, der fører og modtager de udvalgte i denne region,
er han meget naturligt Alfader. Af samme grund er han imidlertid af
mindre interesse for dem, der ikke i kraft af deres herkomst var
garanteret en plads blandt Valhallas kæmper.
For dem var Thor, den
bomstærke pralhals, et bedre bud som personifikationen af den
”menige” krigers dyder. Som al anden mytologi er han formuleret
af aristokratiet – der findes ingen ”folketro” i betydningen
udgået af eller opstået i folket – og han er således skildret
med et glimt i øjet som et kærligt portræt af den klasse, det
byggede sin magt på.
Hvor Odin på sin vis
hører til i sølvalderen, er Thor ægte kobberalder. Hans mor er
Fjørgyn, jorden, men hun er død for ham.
Jeg ser, du lægger
vind på mad og drikke
– ej heller synes du
at lide nød.
Dog glæd dig ej for
tidligt! Ved du ikke,
din moder, som dig
nærede, er død?
Hvor Odins våben er
spyddet eller vandrerstaven, er Thors hammeren Mjølner
(ødelæggeren), et kastevåben, der kultisk er i slægt med
dobbeltøksen, som atter identificeres med tordenkilen. Hans navn
betyder torden – jævnfør Donnerstag.
Dette fik romeren til
at identificere ham med Jupiter, en sammenligning, der, som man vil
forstå, halter noget. At han samtidig er en kulturhero, der holder
kaos på afstand i skikkelse af jætterne og Midgårdsormen, den
nordiske Rahab, som i hans berømte fiskedræt, kan der dog ikke være
tvivl om.
Hvor Odin gerne
udmanøvrerer jætterne i kraft af den visdom, han har erhvervet fra
dem, er det ofte omvendt med Thor, som triumferer i kraft af sin
styrke. Han må dog som bekendt ligesom sin græske kollega Herkules
trække i kvindeklæder for at vinde Mjølner tilbage fra jætterne.
I modsætning til den
kristne Gud ligger aserne under for skæbnen og de naturkræfter,
jætterne repræsenterer. Thor og hans fæller taber det bekendte
væddemål, da de er ude af stand til at udføre de herkuliske
arbejder, jætterne pålægger dem: at æde mere end ilden, løbe
hurtigere end tanken, tømme havet, løfte jorden eller besejre
alderdommen.
Disse ”svagheder”,
som de kristne missionærer yndede at påpege, gjorde de nordiske
guder til menneskenes allierede i en fælles verden, mens den kristne
forblev en verdensfjern tyran. Det understregede ligeledes en anden
vigtig pointe: Hvor Gud er ren overtro, er aserne virkelige væsner.
Tyr er en ældre
guddom, hvis egenskaber og funktioner efterhånden blev overtaget af
Odin og Thor. Er Odin den enøjede gud, er Tyr den enhåndede – som
bekendt ofrer han sin ene hånd for at binde Fenrisulven, endnu en
understregning af den ligevægt mellem orden og kaos, som kræver en
konstant indsats, noget, vi, der lever i en verden af ideer og
”naturlove” og har lagt den ”overnaturlige” fysiske verden
langt bag os, uheldigvis har glemt.
Når vi skal forstå
Loke som den ”negative” side af Odin, kan det være nyttigt at
inddrage den græskromerske ækvivalent, Hermes eller Merkur. Også
han er oprindelig shamanen, der rejser til underverdenen for at
konferere med forfædrene.
Denne underverden
(eller ”himmel”, som vi agerbrugere kalder den) er naturligvis af
nødvendighed rykket længere og længere væk, efterhånden som den
”naturlige” verdens grænser har flyttet sig – for vore
forfædre lå den i Sverige. Dette betyder igen, at de første
felttog var skabelsesakter, og at de fremmede folkeslag, man stødte
på, eller som besøgte en, blev opfattet som overnaturlige væsner.
Shamanen får med andre
ord konkurrence af købmanden, og Hermes, den vejfarendes beskytter,
bliver en merkantil guddom med alle dennes mere ubehagelige sider. Nu
er formlerne ikke længere kreative, men bissekræmmerens sales talk,
og det er her, Loke kommer ind.
Hvor Odin er vis, er
Loke snedig med implikationen upålidelig. Skønt han ofte bistår de
andre aser, er det først og sidst egennytten, der driver ham.
De fleste af sagnene
omkring ham, ikke mindst hans rolle i Ragnarok, imødeser en tid,
hvor hensyn til ære og slægtsbånd er veget til fordel for den
hurtige fortjeneste. Det er et af de mange stærke træk ved den
nordiske mytologi, at den viser, hvordan liberalismens nidhug
underminerer verdenstræet, og hvad der følger på dets fald, som
forklaret i min bog DANMARK.
Mere end en gang viser
Loke sig villig til at forråde aserne til jætterne. Disse
fortællinger vil læseren kunne finde i utallige børnebøger, film
og tegneserier, men kun i DANMARK vil han finde forståelsen af, hvad
de betyder, både i deres samtid og for ham.