Marshenge var på en gang skræmmende og skuffende. Fire opretstående sten hen efter den europæiske menhir fra neolitikum.Det syntes af flere grunde udelukket, at der kunne være tale om naturlige formationer. For det første befandt de sig i et område uden de klippeblokke, der syntes at dække det meste af planetens overflade.
De var omkring fire meter høje og dannede hjørnerne i et perfekt kvadrat med en side på fire meter. Ingen arkæolog undgik på et tidspunkt fornemmelsen af selv at blive studeret.
Ruiner var trods alt spøgelsesbyer, hvorfor det var en nærliggende tanke, at de beboedes af spøgelser. Her var følelsen overmandende.
En civilisation på Mars var i klasse med Atlantis – uvirkeligt, næsten overnaturligt. Men her var de.
I løbet af evige minutter under dr. Nashs forventningsfulde blik forvandledes hans irritation over at have risikeret liv og lemmer for fire sten i en ørken til en snigende, lammende frygt. Havde disse bureaukrater da slet ingen anelse om betydningen af deres opdagelse, den største begivenhed i menneskets historie?
Måske kom det selv herfra for årmillioner siden eller, hvis Mars havde været udsat for en klimakatastrofe som den, der truede Jorden, måske langt senere. Måske var Stonehenge og Carnac kopier.
Han ønskede, at Moss ville holde op med at glo på ham, at være alene med det, der nu var hans fund, eftersom han var den eneste, der forstod det, men samtidig var han bange. De tårnede sig op over ham, søjlerne i et tempel for en glemt, men måske ikke derfor død gud, truede flimrende med at knuse ham, hviskede til ham med hans eget åndedrag i hans kvælende fængsel.
Obersten angav med en armbevægelse, at det var okay for ham at træde ind i cirklen. I stedet lagde han en behandsket hånd på en af søjlerne, der syntes at kvittere med noget hen efter et elektrisk stød.
Der var uregelmæssigheder i dens overflade, der kunne være halvt udviskede skrifttegn. Hvordan skulle han nogen sinde få det at vide?
Noget usynligt syntes at komme ham i møde, men om det var et introite eller abeste, var umuligt at sige. Han trådte ind og vendte sig uvilkårligt klodset, som om en lydløs dør havde lukket sig bag ham.
Uddrag af "De forsvundne"