FOREDRAG OM VIDENSKABSTEORI D. 24.5. 2015
11-05-2015 af Erwin Neutzsky-Wulff

Søndag d. 24. maj holdt Erwin foredrag om videnskabsteori ifm. Open Air Academy-arrangementet ved Brede Værk.

 

Læs foredraget herunder. Se desuden det vedhæftede skema (pdf til download allernederst på siden).

 

En videooptagelse af arrangementet (i to dele) ligger på YouTube:

Del 1 (walk): https://www.youtube.com/watch?v=plOVww1_Qdc

Del 2 (talk): https://www.youtube.com/watch?v=zfeSAO3x7s0

 

tro_og_viden-mindre.jpg

 

TRO OG VIDEN – FOREDRAG OM VIDENSKABSTEORI D. 24.5. 2015

 

Der er tradition for, at man som foredragsholder præsenterer sig, eller at arrangøren gør det. I det sidste tilfælde vil præsentationen, når det gælder mig, som regel gå ud på, at, som det hedder i programmet, jeg er ”umulig at beskrive på en linje” – eller ti, for den sags skyld.

 

En anmelder kan finde på at skrive, at jeg som kultfigur ikke behøver nogen introduktion. For et blot nogenlunde intelligent menneske vil det ikke desto mindre være åbenbart, at alt, hvad der er sagt og skrevet om mig, er rent sludder.

 

Jeg plejer som regel at afstå fra sådanne præsentationer eller begrænse dem til det ene ord ”forfatter”. I de senere år har jeg tilføjet ”professionel”.

 

Nu om dage er jo alle forfattere, selv om de hverken står opført i leksikonet som sådanne eller ernærer sig ved at skrive, hvad jeg har gjort i 44 år. Så hvorfor afvige fra denne praksis at lade foredraget tale for sig selv?

 

Ikke, fordi jeg er nogen specielt interessant person. De fleste, der iagttog mig i løbet af en dag, ville se en mand, der elsker sin kone og prøver at forsørge hende, endskønt han i reglen kun lige netop er i stand til at forsørge sig selv.

 

En mand med et job, der tilfældigvis er at skrive bøger. En kontorist, der gnavent giver fjernsynets kulturredaktion døren i synet, når de vil se hans arbejdsværelse.

 

Det eneste interessante ved en forfatter er hans bøger, selv om man godt kan få det omvendte indtryk, når det gælder en del af mine kolleger. Hvorfor da?

 

Fordi reaktionen på mine foredrag, hvad enten det foregår på Hovedbiblioteket, i Politikens Hus eller på Glyptoteket, uvægerligt er en dyb desorientering. Man forventer simpelt hen noget andet, og inden man når at omstille sig, hvis man overhovedet skulle føle sig foranlediget til noget sådant, har man tabt tråden.

 

Jeg ved naturligvis udmærket, hvad det er, man forventer. Jeg har blot ikke tænkt mig at levere det.

 

Siden mit gennembrud i halvfjerdserne er niveauet faldet markant. Hvad der i dag udkommer på Gyldendal, ville ikke dengang være blevet betragtet som værdigt til offentliggørelse i ”Alt for damerne”.

 

Dette skyldes givetvis i høj grad, at man føler sig forpligtet til at konkurrere med medier, der selv konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan levere en underholdning, der stiller det mindst mulige krav til publikum. Det er klart, at en sådan medieverden ikke kan tillade det mindste indslag af intelligens, der i modsat fald ved sin blotte og bare kontrast ville udstille den som totalt imbecil.

 

Resultatet er en befolkning af børn, der behandles som børn, skamroses og afledes. Den ikke ubetydelige sidegevinst er populisme og fascisme.

 

Dette publikum forventer, som arrangørerne til stadighed og ganske omsonst forsøger at bibringe mig, let og uforpligtende underholdning mellem buffeten og spadsereturen. Det eneste mysterium er for mig, hvorfor man bliver ved med at hyre mig, på trods af, at vi er gået hver sin vej.

 

Hvad jeg præsenterer mine læsere og tilhørere for, er det stik modsatte af den populære ”Reality”. Det er et opgør med to årtusinders verdensbillede, en tankegang, der er så uvant, at den får sorte huller til at ligne bybusser.

 

Den kræver en opmærksomhed og et studium, det akademiske proletariat, der ligeledes er en følge af den fanatiske deintellektualisering, ingen forestilling kan have om. Et studium, der dyrkes af en snæver kreds af læsere, netop stor nok til, i det mindste indtil videre, at holde mig i live.

 

De er først og sidst karakteriseret ved at have råd til at føle sig dumme. Alternativet er had.

 

Som sagt er jeg ikke nogen videre interessant person, og denne introduktion har således kun én funktion, at forhindre jer i at spilde jeres tid. Hvis man ikke er indstillet på at læne sig frem i stedet for tilbage, hænge ved hvert ord og anstrenge sin fatteevne til det yderste, vil jeg foreslå, at man går hen og hører Møllehave mishandle H. C. Andersen i stedet for.

 

Han er her nemlig også! Altså Møllehave, ikke Andersen.

 

Kierkegaard og Brandes kunne heller ikke komme. Og det netop som man tænkte, at de måske var værd at høre på.

 

I min barndom, hvor kirkens indflydelse var mere åbenbar, talte man ofte om tro og viden. Denne dikotomi gik helt tilbage til oplysningstiden, hvor teologien havde måttet slutte fred med den kætteriske videnskab.

 

Resultatet var, at man enedes om så at sige ikke at gå hinanden i bedene. Der var ting, videnskabsmanden – eller nogen anden for den sags skyld – ikke kunne sige noget fornuftigt om, og dette blev dermed kirkens gebet.

 

For at forstå dette skisma, må vi imidlertid se lidt på, hvorved den opvoksende videnskab adskilte og adskiller sig fra den teologi, den kan siges at gøre op med. Dette opgør er ikke helt så dramatisk i praksis som i teorien – mange mennesker opfatter stadig videnskaben som en art viderekommen teologi, et nyt og bedre verdensbillede.

 

Men videnskaben er først og sidst en metode. Vi kalder den empirisk, fordi den tager udgangspunkt i erfaringen.

 

Det samme havde religionen engang gjort, men forlod sig nu på overlevering og den autoritet, hvormed den overleveredes. Med andre ord, sådan som de fleste mennesker i dag opfatter videnskaben.

 

Det var i begyndelsen en ulige kamp – det er ulige lettere at blive enige om et diktat fra oven end om en oplevelse. Videnskaben søger at omgå dette problem ved så vidt muligt at kvantificere erfaringen, det vil sige reducere den til tal, målinger.

 

I bund og grund er videnskabens formål naturlig præcis det samme som teologiens: at skabe en virkelighed ud af de forvirrende sanseindtryk, der endvidere i et samfund som vores er nødt til at være fælles. Denne proces begynder hverken med religionen eller videnskaben, men tager udgangspunkt i selve den måde, vores hjerne virker på, når den forsøger at skabe orden i kaos.

 

Det første, både den og videnskaben leder efter i sansematerialet, er invarianser, sanseindtryk, der ”hænger sammen” i tid og rum. Den første ”teori”, en videnskabsmand fremsætter, er altid en invarianshypotese, en tentativ påstand om, at ”sammenhængen” mellem sanseindtrykkene eller målingerne holder.

 

Et eksempel på en invarianshypotese ville være, at erfaringen af, at is smelter, altid falder sammen med erfaringen af, at et termometer viser en bestemt temperatur. Det berømte ”eksperiment” går uvægerligt ud på at konstatere, om en sådan invarians holder.

 

Først da kan man gå videre til den egentlige teori eller teorihypotese, der ”forklarer” invariansen. Som nævnt afspejler denne videnskabelige metode hjernens virkemåde.

 

Den fundamentale teorihypotese er en genstand, som hjernen bygger på invarianshypotesen om, at bestemte sanseindtryk fortsat vil optræde samtidig. ”Beviset” for denne teori opnår vi ved at studere den hypotetiske genstand, tage den op i hånden, og så videre.

 

Vi har allerede konstateret den mest påfaldende forskel mellem invarians- og teorihypotesen: Hvor den første ideelt beskæftiger sig med sanseindtryk, der reduceres til talstørrelser, er den sidste som regel et billede. Jeg siger ”som regel”, for selv om de første modeller af eksempelvis atomerne var sådanne billeder – små planetsystemer – er de i dag hovedsagelig rent matematiske.

 

Mange render stadig rundt med en forestilling om, at atomerne ”ser ud” på en bestemt måde, som ville afsløre sig, hvis man lagde dem under et tilstrækkelig stærkt mikroskop, en fordom, vi har fra hjernens forkærlighed for visuelle modeller. Vi begynder måske nu at forstå den virkelige modsætning mellem ”tro” og ”viden”.

 

Denne modsætning er ikke mellem videnskab og religion, men mellem videnskab og metafysik. Kirken er og var ikke religiøs, den udfører ingen eksperimenter, som den ville betegne som magi.

 

Den metafysiske grundpåstand er, at der findes en ”oversanselig” verden, som kun kan opfattes intuitivt. Ud fra et videnskabeligt, empirisk synspunkt kan man sige, at den sætter vognen foran hesten.

 

Vi har set, hvordan videnskabsmanden leder efter invarianser i sansematerialet og derefter i overensstemmelse med hjernens almindelige virkemåde skaber i reglen visuelle modeller af dette. Disse modeller er kun ”frugtbare”, meningsfulde, så længe de genererer prøvbare invarianshypoteser, og deres videnskabelige sandhed afhænger ikke af deres hypotetiske overensstemmelse med en hypotetisk ”ydre verden”, men af, om eksperimentet bekræfter invarianshypotesen.

 

Det videnskabelige sandhedskriterium er prognosen. Sand er den teori eller visuelle model, der tillader os at forudsige fremtidige sansninger – virkeligheden har kun denne funktion.

 

I modsætning til denne videnskabelige opfattelse har vi så den metafysiske. Her kommer virkeligheden først, som vi derefter sanser.

 

Når den synes at forandre sig, skyldes det udelukkende, at vore forestillinger om den så at sige har den som grænseværdi, vi kommer nærmere og nærmere en forståelse af, hvordan den virkelig er. Som man vil forstå, ligner denne metafysik de fleste menneskers opfattelse af videnskaben, og selv om ingen videnskabsmand vil kunne skrive under på den, sniger den sig alligevel ligesom den anden metafysiske størrelse, Gud, ind i hans tankegang.

 

Man forfalder til filosofi, det vil sige platonisme som kolporteret af kristendommen. Resultatet er, at man i videnskabens grænseområder, hvor der er allermest grund til at holde hovedet koldt og den videnskabelige metode intakt, hæmmes af, hvad der kun kan betegnes som kristen fundamentalisme.

 

Jeg vil i dette foredrag forsøge at beskrive, hvordan videnskaben forvildede sig væk fra sit oprindelige empiriske projekt ved at forsømme at skaffe sig af med sin teologiske bagage, og hvordan den eventuelt kommer videre. Men hvis religion ikke er metafysik, hvad er den da?

 

Som vi har set, er en af hjernens mange funktioner at skabe en virkelighed ud af den fysiske verden af sanseindtryk. Efterhånden som samfundet udvikler sig, bliver det væsentlige krav til denne virkelighed imidlertid, at vi er enige om den.

 

Religionen skal ses som et forsøg på at imødegå denne tendens, men er dermed også for de få. Hvis samfundet som et hele skal bevare forbindelsen til den fysiske verden, er det således nødvendigt, at en enkelt person, shamanen, påtager sig denne opgave.

 

Som samfundet udvikler sig yderligere, får vi et helt præsteskab, der deler magten med en militær overklasse. Dette er naturligvis for så vidt en selvmodsigelse, hvilket fører til det næste skridt i den religiøse udvikling eller afvikling: mysteriekulten.

 

Her ”melder man sig ud af samfundet” for at vende tilbage til den fysiske virkelighed og modtager undervisning i dette af en guddommelig kultleder, guddommelig i modsætning til den menneskelighed, der består i at være en del af samfundet i stedet for verden, et identificerbart og pålideligt jeg adskilt fra den fysiske verden – et andet eksempel på dette fænomen er gudekongen, som vi kender fra det gamle Ægypten, farao. Da han ikke har noget jeg, kan dette jeg naturligvis heller ikke ophøre med at eksistere, han er udødelig ligesom dyret, og ligesom dyret ”ofrer” han sig, ikke blot for at nære sine ”tilbedere”, men for at give dem del i den udødelighed, der består i at være en selvløs del af den fysiske verden, når de spiser hans kød og drikker hans blod.

 

Som udødelig er hans død givetvis kun midlertidig, han ”genopstår” som det, vi opfatter som et andet ”eksemplar” af den pågældende dyreart, og processen begynder forfra. Da formålet med øvelsen er jegets død, kan hans tilhængere endvidere siges at dø med ham, hans rituelle død bliver anskuelsesundervisning.

 

At samfundet ser med uvilje på en sådan udmeldelse, kan naturligvis ikke undre, og hvor kulten udsættes for forfølgelse, indgår denne i den rituelle selvforståelse. For en agerbruger er det høstede kornaks givetvis et mere nærliggende billede end det nedlagte byttedyr, og brød og vin erstatter kød og blod.

 

Et forsøg på at opnå konsensus med mysteriereligionerne fører atter til filosofien. Foreningen af accepten af en fysisk verden med konsensuskravet fører paradoksalt nok til forestillingen om en ”ideverden”, far til det kristne ”himmerige” og bedstefar til vores ”ydre verden”.

 

Som man vil se, er kristendommen i udspringet en sen og derfor forholdsvis primitiv mysteriereligion. Kristus er ikke blot det forsonende offerdyr, men en gudekonge af den slags, jøderne, hos hvem man henter en del af mytologien, forventede, ville opfylde deres stormagtsdrømme.

 

På et tidspunkt bliver denne ”kristendom” imidlertid som bekendt en politisk faktor i det smuldrende Romerrige, hvorfor det esoteriske indhold udschaltes og erstattes med et partiprogram. Kirken ser det herefter som sin opgave at udrydde al religion.

 

De fysiske guder erstattes ved denne lejlighed med et filosofisk princip, Gud. Det er denne pseudomytologi, videnskaben er oppe imod i oplysningstiden.

 

Den foretrækker dog at kompromisse, og det er denne blanding af empirisme og metafysik, vi kender som videnskab. Lad os prøve at rede trådene ud.

 

Umiddelbart – eller i det mindste efter et par skærmydsler om astronomi og evolution – ser det ud, som om kirken er tilfreds med én indrømmelse fra videnskaben: Gud som verdensskaber. At guderne har skabt verden, er der naturligvis ikke noget nyt i, bortset fra, at det engang var forfædrene.

 

Heller ikke dette kan undre, eftersom disse kæmper, unddraget en senere konsensus, nødvendigvis må have været langt friere stillet i deres konceptualisation af denne, den modelfrihed, vi somme tider henfører til som magi. I kristent regi er disse guder naturligvis blevet reduceret til en enkelt, noget hypotetisk.

 

Når man blot overlader denne Gud det ultimative ansvar for alle fænomener, synes den moderne, viderekomne teologi at erklære sig tilfreds. Denne deisme udvikler sig naturligvis med tiden til ren namedropping – Gud bliver synonym med ”naturen”, et næsten lige så diffust begreb.

 

Ikke desto mindre har det nogle konsekvenser for, hvordan vi tænker om denne ”natur”. Den oprindelige forestilling, som kirken og filosofferne er enige om, er Logos, verdensfornuften.

 

Verden er fornuftig af den simple grund, at både Gud og mennesket er fornuftsvæsner – Gud har jo skabt det i sit eget billede. Denne antagelse fører atter til den trygge forestilling om universet som en venlig skolemester med en interesse i, at mennesket forstår det.

 

”Det mest ubegribelige ved universet er, at det er begribeligt,” skal Einstein have sagt, vores alle sammens yndlingsugebladsvidenskabsmand. Ikke overraskende blev han temmelig stødt på manchetterne, da han blev konfronteret med kvantefysikken.

 

Her viser naturen sig som bekendt at være ekstremt ulogisk, men inden vi går i panik og afsværger videnskaben, som spiritister og kvantemystikere har en forkærlighed for, er det en god idé at erindre, at logik blot er et andet ord for grammatik, og at denne sproglighed er opstået med bestemte formål for øje (hvoraf et af de vigtigste er konsensus). At iagttagelsen er uadskillelig fra iagttageren, passer ikke rigtigt med ”the truth out there”.

 

Vi kender alle den type indvendinger, der bygger på dette sprogs begrænsninger. Hvis hjernen skaber verden, hvordan kan den så være en del af den?

 

Vi kan svare, at det er meningsløst at tale om en hjerne eller noget som helst andet abstraheret fra den visuelle fremstilling, hjernen leverer. Dette vil dog sikkert næppe gøre nogen større forskel for den, der på denne måde er fanget i sproget.

 

Og et af de mest påfaldende træk ved en ”demokratisk” debat er som bekendt, at manglende forståelse er et argument. Bestræbelserne på at finde ”en logisk forklaring” er med andre ord noget overvurderede.

 

En anden af platonismens og kristendommens efterladenskaber er sjælen. Vi kender den alle sammen: Det er den, der sidder inde i hovedet og orienterer sig om den ydre verden gennem dertil indrettede huller.

 

Der har den boet inkognito i ganske lang tid under navnet ”psyke” – det er græsk for sjæl. I dag foretrækker den ”Bevidsthed”, den bevidsthed, for hvilken det, der er bevidst, er bevidst.

 

Den er endvidere udstyret med en vilje, så den kan afveje sine behov mod omverdenens krav og drages til ansvar for sine handlinger. Det er således lige så irrelevant for os, samfundsordenen og retssystemet, hvor ofte hjerneforskningen påviser, at beslutningen er truffet, længe inden vi bliver bevidste om den, som satellitbilleder for Jordens form.

 

Enhver kan jo se, at den er flad! Videnskaben kan virkelig være højst irriterende, som når den finder genetiske markere for hvert eneste aspekt af vores adfærd.

 

Vi bryder os slet ikke om rollen som sportskommentatorer i et glasbur, uden nogen indflydelse på, hvad der sker på banen. Uheldigvis er det, hvad vi er.

 

Gud og sjælen er imidlertid ikke det eneste, vi og den såkaldte videnskab har arvet fra kristendommen. Tilværelsen har jo nemlig, som vi alle ved, en mening – og vel at mærke ikke noget så simpelt som at opfylde den menneskelige cellekolonis behov.

 

Gud har skabt os med et formål, han har ligesom Egon fra Olsenbanden en plan. At det religiøse verdensbillede er cyklisk, kan næppe undre.

 

Verden synes at være en evig vekslen mellem dag og nat, sommer og vinter, liv og død. Den pseudoreligiøse kristendom er imidlertid elliptisk, eller, om man vil: en storcirkel.

 

Mennesket forvilder sig bort fra Gud ved syndefaldet og vender tilbage til Gud ved Kristi mellemkomst. Dette er hele historien, syndefaldet hører sammen med verdens skabelse, og forløsningen med dens undergang.

 

Som man vil se, er dette en travesti på eller demokratisering af den oprindelige mysteriereligion: Mystagogen befrier mysten for hans illusioner. Blot er dette nu et arrangement, der gælder alle og blot kræver, at man ikke er i opposition til de aktuelle magtforhold i samfundet.

 

Uden en nærværende Gud kan der naturligvis ikke være nogen Gudsplan, og den antager dermed en anden form: udviklingen. Og vel at mærke ikke den biologiske udvikling, der blot er en tilpasning til skiftende forhold, hvorfor mennesket da heller ikke i nogen meningsfuld forstand er højerestående i forhold til stuefluen, men fremskridtet, den historiske udvikling, der sikrer, at det bliver bedre dag for dag.

 

Her er det guddommelige princip blevet et rent princip, der er ingen alvis Gud eller anden forklaring på denne heldige egenskab ved verden. Vi kan være uenige om, hvorvidt den aktuelle højredrejning er et fremskridt eller et – givetvis midlertidigt – tilbageskridt, men vi kan ikke være uenige om fremskridtet, i hvilket tilfælde vi ikke ville være fremskridtsvenlige.

 

Her står vi og vores videnskab så: Som logiske sjæle i en logisk verden, der skrider frem efter en logisk plan. Og det er alt sammen det rene, skære nonsens.

 

Hvordan kan kirken stadig have så stor en magt? Svaret er, at den altid villigt har påtaget sig rollen som den, der legaliserer magten.

 

I middelalderen var det kongemagten og aristokratiet, og i et borgeligt samfund som vores er det middelklassen. Det er ikke tilfældigt, at den får vind i sejlene under en højredrejning.

 

I bund og grund står liberalismen – eller som det hedder i bordtaler: demokratiet – naturligvis i et nærmest diametralt modsætningsforhold til kristendommen, ganske som til Islam. Kristendommen er teokratisk.

 

Kristus er en gudekonge, og hans disciple Jordens salt. Dens etik er den enevældige herskers, ikke den folkevalgte politikers.

 

Ingen folkekirkepræst forlanger af konfirmanderne, at de sælger deres konfirmationsgaver og giver pengene til de fattige, eller at de ”først søger Guds Rige”. Det er da heller ikke de kristne ideer, de kolporterer, men de nævnte afledninger.

 

At ”naturlovene” er blevet ydre begrænsninger i stedet for praktiske anskuelsesformer, passer naturligvis et totalitært samfund som vores særdeles godt. For en sikkerheds skyld tilføjer man nogle ekstra, som for eksempel de økonomiske, der forklarer, hvorfor der i et rigt samfund er nødt til at være fattige.

 

I nødstilfælde kan man henvise til jungleloven. At kun mennesket kender til egoisme, eftersom kun det er i besiddelse af et ego, og at den stærke i denne ”natur” instinktmæssigt ofrer livet for magen, afkommet og flokken, går man ganske let hen over.

 

Liberalisten elsker denne ”fjendtlige” natur, der skal besejres, givetvis gennem fremskridtet – den globale opvarmning demonstrerer, at det næsten er lykkedes. I denne optik bliver hans tyvetogter ”opdagelser”, og hans deciviliserende indflydelse på andre folkeslag ”oplysning”.

 

Uheldigvis strander hans socialdarwinisme på den kendsgerning, at den herskende klasse på ingen måde er de stærkeste, kun de grådigste. Der er ikke noget, han frygter mere end vold, og han udøver den kun gennem sine slaver.

 

Når blot den undertrykte rynker et bryn, hyler han op om ”terrorisme”, der nu pludselig er en trussel mod samfundet og ”demokratiet”. Det strejfer ham ikke, at den uniformerede drengerøv med maskinpistolen på gadehjørnet vil flygte skrigende, hvis han nogen sinde møder virkelig modstand.

 

At ingen vil ofre livet for ham og hans lejesvende, politikerne, som alle hader. At ”folket” under et sådant magtskifte vil åbne det ene øje på klem og vende sig om på den anden side.

 

Også ”sjælen” kommer den borgerlige teologi svært tilpas, vel at mærke i den friserede udgave, hvor den er et blot og bart visitkort. Al menneskelighed – selv den mest fundamentale, kønnet – kan erfaringsmæssigt snakkes væk.

 

Massemediernes hjernevask har omsider fundet sit ultimative udtryk i ”Reality”, hvor vi lærer, hvad vi forventes at være: forvirrede, fortvivlede og hadefulde. Det er denne forkvaklede sjæl, der dyrkes som en gud, gennem ”personlig udvikling” og selvforkælelse, seksualiteten reduceret til i bedste fald gensidig masturbation og kærligheden til et ”partnerskab” og en råbekonkurrence.

 

Jo mere forvirrede og hjælpeløse vi er, jo bedre. Og som de artige børn, vi er, lærer vi lektien: At kæmpe for vores ”rettigheder” – som altid er vores egen interessegruppes, aldrig de andres – at være ”ofre” og rette det had, der udspringer af vores fortvivlelse, mod dem, der vover ikke at klappe i takt, kort sagt mod de intelligente, der har bevaret deres menneskelighed.

 

Til sidst kan vi slet ikke se svinestien og åndssvageanstalten, eller vi vil i det mindste ikke. Alt dette er jo det berømte fremskridt, den gradvise og totale dehumanisering af mennesket.

 

Dette er en meget vigtig pointe, måske den vigtigste. Vi kan ikke se det.

 

Her står kritikeren og den kritikløse på hver sin side af en rivende flod uden for hørevidde af hinanden og spekulerer i bedste fald over, hvad den anden dog laver. Da den amerikanske filosof Thoreau tilbragte en nat i fængsel for at følge sin samvittighed i stedet for loven, fik han besøg af vennen og digteren Emerson, der bestyrtet spurgte: ”Henry, hvad laver du dog derinde?”

 

Thoreau skal efter sigende have svaret: ”Waldo, spørgmålet er: Hvad laver du derude?” Begge spørgsmål er for så vidt meningsløse.

 

Hvad der for eftertiden vil se ud som den klartskuende dissident over for den blinde konformist, vil for samtiden være ufornuft over for fornuft. Det kan ikke være anderledes.

 

Vi taler om fordomme, men det er altid andres. Det gældende synspunkt er aldrig en fordom.

 

En fordom er altid forkert i modsætning til en anden antagelse, som ikke er det. I realiteten er der imidlertid aldrig tale om fordomsfrihed over for fordom, men blot forskellige fordomme.

 

En fordom er, hvad ordet siger, en dom, der går forud for erfaringen. Det lyder ”fordomsfuldt”, men det korte af det lange er, at uden sådanne fordomme er erfaring en umulighed.

 

Vi betræder ikke blot fortovet ud fra den fordom, at det vil bære os, men at det er et fortov og ikke blot et farvespil. Denne antagelse forekommer os så indlysende, at det er meningsløst at betvivle den.

 

En anden sådan indlysende påstand var i årtusinder Guds eksistens, ikke desto mindre finder vi den i dag knap så indlysende. En indlysende påstand er en påstand, for hvilken der ikke kræves bevis.

 

Hvis vi omformulerer dette til, at der er tale om påstande, der ikke er bevist, eller måske endda ikke kan bevises, forstår vi måske, hvorfor de mest absurde påstande gennem tiderne har været de indlysende. Vi behøver ikke at gå længere end til relativitetsteorien for at blive konfronteret med en række påstande, der er indlysende forkerte, men ikke desto mindre videnskabeligt bevist.

 

Når dette ikke straks slår os, skyldes det, at tro, fordom eller virkelighed er et socialt fænomen. Det indlysende er det, vi er enige om, og som vi har hørt mange gange.

 

Det handler ikke blot om vanetænkning, men om overlevelse. Vores verdensbillede er en af vore sociale færdigheder, måske den vigtigste.

 

Det er der for så vidt ikke noget underligt i, for at kunne omgås, må vi kunne stole på hinanden, og dette forudsætter atter, at vi ser den samme verden. Vi lever ikke i den samme virkelighed, fordi den er der, men fordi vi er nødt til at være enige om den.

 

Vi kan være uenige på enkelte punkter, men så er det, fordi vi er enige med andre. Vi tror måske, vi instinktivt finder sammen med mennesker, vi er enige med, men i virkeligheden er det lige omvendt: Vi er enige med dem, vi skal omgås til daglig.

 

Og hvis endelig nogen har et markant anderledes syn på tingene, skyldes det sjældent, at han er specielt indsigtsfuld, men at han er utilpasset. Vi ser med andre ord den væsentlige årsag til, at samfundet foretrækker tro frem for viden og undervisning frem for erkendelse.

 

Viden er asocial. Til en eksamen demonstrerer vi ikke vores intelligens, men vores accept af den accepterede virkelighed og vores ansvar for at bevare og viderebringe den.

 

Formålet med den såkaldte ”debat” er således ikke at overbevise eller blive overbevist, men at identificere sig med en gruppe. En sådan ”diskussion” er så meningsløs som slagsmålet mellem fans af to konkurrerende fodboldklubber, og så meningsfuldt: At høre til.

 

Det er også derfor, homoseksuelle reklamerer med noget så privat som deres seksualitet. Det drejer sig ikke om, hvem eller hvad du er, tror og mener, men hvem du er, tror og mener det sammen med.

 

I trediverne var folk nazister, fordi de andre var det. I dag er de det ikke, fordi de andre ikke er det – i det mindste ikke under den betegnelse.

 

Det eneste argument for et synspunkt er, at det deles af de mennesker, vi er afhængige af. Derfor undrer det heller ikke nogen, at det i løbet af millioner af tv-debatter endnu aldrig er lykkedes nogen at overbevise modparten.

 

For det er ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om at vise flaget og blive accepteret i gruppen.

 

Det drejer sig ikke om at heppe på et bestemt fodboldhold, men at heppe på det samme. Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg insisterer på at være uvenner med alle.

 

Man ser det som ærgerligt, at en person med mine evner gør sig umulig overalt, hvor han kommer frem. Svaret er, at det er den eneste måde, hvorpå det er muligt at undgå at blive accepteret som en meningsfælle.

 

Vi risikerer ikke gerne vores virkelighed, vi bruger den trods alt hver dag, og den er endvidere vanskelig at skille fra vores selvbevidsthed. Men vigtigst er det, at vi efter dette foredrag og de bøger, vi læser, stadig kan tale med vores nabo.

 

Det er måske det rene vrøvl, der siges over hækken. Men det er heller ikke det, det drejer sig om.

 

Det, det drejer sig om, er aldrig nogen sinde at komme derud, hvor vi bliver konfronteret med en fysisk virkelighed. Vi er nemlig fælles i troen, men i erkendelsesøjeblikket står vi alene.

 

Der er næppe nogen tvivl om, at dette foredrag har forvirret tilhørerne, men det er ikke nogen frugtbar forvirring. Ingen vil gå tænksomme ud over markerne.

 

I stedet vil man som altid skæve til sidemanden og konstatere, at han er der endnu. Virkeligheden er der endnu, den virkelighed, der er de andre.

 

Derfor kunne jeg for så vidt også lige så godt have danset regndans, som arrangørerne så gerne ville have mig til. Ingen kommer til at takke mig for at have leveret information i stedet for vrøvl.

 

Så hvad laver jeg egentlig her? En venlig dame ringede til mig og hyrede mig som en interessant person til endnu et interessant arrangement.

 

Hun havde næppe læst en linje af mig, men var godt tilfreds med at vide, at jeg er ”kult” og plejer at trække tre hundrede tilhørere, i det mindste, når billetprisen ikke er tre hundrede kroner – det er ikke just på fortovscafeerne, man finder mit publikum.

 

At jeg ville klovne for børnene, sagde sig selv, det gør vi jo alle sammen. Efterhånden sætter naturligvis en vis misstemning ind, der når sit højdepunkt med selve foredraget.

 

Man forsøger fortvivlet at forklare mig konceptet, som skal være konkurrencedygtigt i forhold til ”Familien på Bryggen”: Foredragsholderne er placeret i et springvand og akkompagneres af Beethovens Niende spillet bagfra. Foredragets indhold kommer aldrig på tale.

 

Men Erwin vil ikke være med, gamle, sure Erwin. Måske tror han i fuldt alvor, at folk kommer for at høre efter.

 

Men det er ikke det værste. Det værste er, at Erwin vist synes, vi er idioter.

 

Og det er på en eller anden måde the bottom line. For arrangørerne og for publikum.

 

For det er vi ikke. Vi er kritiske.

 

Jeg kunne sige, at jeg er her for hin hypotetiske enkelte, der rent faktisk åbner en af mine bøger for at se, om det virkelig kan passe, at han har levet hele sit liv i en drøm, men det ville ikke være sandfærdigt, og jeg er en uhyre sandfærdig person – det er faktisk mit største problem. Jeg er her for honoraret.

 

Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke føler et ansvar over for mine arbejdsgivere. Blot er det ikke at give dem, hvad de gerne vil have.

 

Gud forbyde! Det er at give dem brød for stene, bøf i stedet for rød sodavand.

 

Endnu har ingen sagsøgt mig. Hvis jeg insisterer på at marginalisere mig selv ved intelligens og dannelse i en legestue, må jeg jo i grunden selv om det.

 

Og hvad er i grunden alternativet til den flade jord? Et støvfnug, der farer igennem rummet med os som modvillige passagerer.

 

Der er dog også visse muligheder i en rund Jord, såsom jordomrejser. For såvel forsker som lægmand – Per Degn og Morlille – er der imidlertid i det mindste én uoverstigelig forhindring: Ingen af de her tilstedeværende har formodentlig begrebet et ord af, hvad der er blevet sagt.

 

Mit formål var da heller ikke at få hunden til at lukke ørerne op, i bedste fald at rejse dem. Forståelsen er at finde i mine bøger – især den netop udkomne RELIGION er anbefalelsesværdig i den forbindelse.

 

Men den er svær. I modsætning til sorte huller og mindfulness, der endvidere ikke fortæller os noget, vi ikke har lyst til at høre.

 

Desuden er vi blevet advaret imod falske profeter, at vælge vore egne autoriteter. Så vi bliver i vores trygge celle, trætte af livet og rædselsslagne for døden.

 

Vi bliver og forbliver kort og godt det, der forventes af os, det vil sige ingenting. Det kræver ingen overtalelse eller argumentation, og enhver argumentation er spildt på det.

 

Det er simpelt hen det letteste. Måske med en enkelt undtagelse.

 

Den evige enkelte undtagelse, den opvakte bondedreng, Ole, der sad på en knold og sang og endte med at lade fårene være får. Som i sangen står de der endnu og glor.

 

Det er ham, til hvem det hedder: Lad de døde begrave deres døde, og følg du mig! Så er vi tilbage ved kulten, og det er latterligt.

 

Det er især udemokratisk. Og skulle vi endelig en dag se historiens tsunami tårne sig op over os som en sammenrullet avis over en flue, beder vi blot Fadervor og går over til sparepærer.

 

Det er svært ikke at se sig tilbage. Det er derfor, der er så mange saltstøtter i ørkenen.

 

Men gå nu hjem. Eller bedre: Besøg Johannes Møllehave og Søren Ulrik Thomsen i den gastronomiske legestue.

 

Jeg lover, at I hurtigt vil få det bedre. Dette foredrag var i hvert fald spild af tid.

 

Ja. Det var det nok.

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

"De forsvundne" udkommer lørdag d. 24.2.

 

Læs mere om bogen og forsendelse af ordrer under Kommende bog. Vi begynder at pakke ordrer i weekenden d. 10.-11.2.

 

⊕ UDGIVELSER

INDEKS TIL GRIMOIRE (2023)

GRIMOIRE (2022)

HORROR 2 (2021)

HISTORIER (2021)

Af Christian Birchs efterladte papirer (2020)

ADFÆRD (2019)

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.