Foredrag 24 2 2016

 

HVORDAN KAN NOGET VÆRE OVERNATURLIGT?

 

De fleste mennesker vil gerne diskutere, men om en diskussion i egentlig forstand er der dog sjældent tale, i bedste fald en udveksling af standpunkter. Hvornår har man sidst set nogen lade sig overbevise i en offentlig debat?

 

Det kan der naturligvis være flere grunde til. Man ”taber” ikke gerne diskussionen eller forråder sine meningsfæller.

 

Man føler sjældent noget behov for at argumentere, hvis man har de ”rigtige” meninger i den kreds, man tilhører, og da slet ikke at gennemtænke dem. Resultatet bliver, at man har standardreaktioner på de fleste ting.

 

Dette gælder i høj grad det overnaturlige. Her har ”videnskaben” overtaget kirkens rolle som den rette tro.

 

Måske kunne man høre gåseøjnene. De fleste mennesker ved ikke mere om videnskab, end middelalderbonden om teologi – der er altså virkelig tale om en tro.

 

En anden variant er: Der er mere mellem himmel og jord. Denne reaktion kan strække sig fra den kildrende mulige realitet af spøgelser og flyvende tallerkener til astrologi og auralæsning.

 

Inden indehaveren af dette etablissement var så venlig at stille sine lokaler til rådighed for arrangementet – en konsekvens af, at min kone havde et ærinde i byen – overvejede jeg kortvarigt at tage imod en invitation fra en ”alternativ” butik med det maleriske navn NEKROPOLIS. Ifølge hjemmesiden frekventeres den af ”asatroende, alkymister, kabbalister, shamaner, healere, astrologer, teosoffer, gnostikere, satanister, yogier, kaosmagikere og frimurere”.

 

Der er med andre ord plads til alle. Denne brede tolerance er typisk for ”New Age” og kan måske sammenfattes som: ”Hvis du ikke griner ad mig, griner jeg ikke ad dig!”

 

Jeg kunne allerede se rækken af vrede ansigter for mig. Jeg ville nemlig indledningsvist være nødt til at insistere på, at alt dette er det rene sludder.

 

Nu ville man måske mene, at jeg ville have større chancer i den akademiske verden, men her ville jeg være nødt til at påpege, at Freud og Jung, parapsykologi og kvantemystik er nonsens. Eller sagt på en anden måde: Når jeg taler om det overnaturlige, er det så disjunkt fra alle gængse forestillinger, at det kun kan interessere den snævre kreds af læsere, der betaler min husleje uden nogen sinde at påstå, at de forstår, hvad jeg forsøger at bibringe dem.

 

Som nævnt er videnskaben vor tids rettroenhed – eller måske snarere den populære udgave af den – og ”alternative” verdensforklaringer vil derfor gerne påstå, at de harmonerer med naturvidenskaben, også selv om det skulle kræve tilføjelsen af mystiske stråler eller kvantespring i hjernen. Er min egen verdensforklaring da i overensstemmelse med det moderne, naturvidenskabelige verdensbillede?

 

Nej. Den er det moderne naturvidenskabelige verdensbillede, som videnskaben, meget mod sin vilje, nærmer sig fra to sider, fysikken og neurologien – man kunne næsten sige, at implikationen af det overnaturliges realitet er en trivialitet.

 

Det repræsenterer enden på filosofien, som begyndte med Platon, ikke mindst det slagsmål mellem idealister og materialister, som det gør meningsløst. Det gør med et slag en nådig ende på Gud, sjælen og naturen.

 

1.jpg

 

Den gode nyhed er, at det løser alle filosofiens problemer. Den dårlige nyhed er, at det er så radikalt og kontraintuitivt, at det må virke fuldkommen absurd.

 

Ikke desto mindre er der ingen anden vej ud af den erkendelsesteoretiske krise, såvel fysikken som neurologien befinder sig i, og dermed vores billede af mennesket og universet og forholdet imellem dem. Lad os begynde med fysikken.

 

De fleste vil nok i det mindste have hørt rygter om kvantefysikkens problemer. Uden at gå i detaljer med forsøg og ”naturens” besynderlige opførsel under disse forhør skal vi kort komme ind på nogle af de mest centrale.

 

Den klassiske naturvidenskab – hvorfra de fleste menneskers opfattelse af videnskaben stammer – var en forlængelse af hverdagserfaringen. Man undersøgte med andre ord en ydre verden nærmere.

 

Denne ”natur” var der i forvejen og uendelig ligeglad med vores forsøg på at forstå den, men ikke desto mindre i overensstemmelse med menneskelig logik. Som man søgte at trænge ind i den stoflige virkelighed, syntes denne logik imidlertid at svigte.

 

Et klassisk problem er lysets natur. Er det partikler eller bølger?

 

Begge dele synes at kunne bevises ved forskellige forsøg. Også de elektroner, vi kender fra atommodellen, forekommer at have denne dobbelte natur.

 

Et kendt eksempel er det såkaldte ”dobbeltspalteeksperiment”. Hvis vi sender lys igennem to smalle spalter i en skærm, vil de to stråler danne et interferensmønster af lyse og mørke striber på den belyste væg, alt efter om to bølgetoppe forstærker hinanden, eller en bølgetop elimineres af en bølgedal.

 

2.jpg

 

Hvis vi skyder med enkelte elektroner, danner der sig et tilsvarende mønster. Men hvordan ved den enkelte elektron, hvor den skal ramme bagvæggen for at bidrage til interferensmønsteret?

 

Den eneste mulige forklaring synes at være, at den går igennem begge spalter på en gang og på denne måde interfererer med sig selv. Vi kan sagtens opstille vores eksperiment på en sådan måde, at vi er i stand til at konstatere, hvilken spalte elektronen går igennem, men i det øjeblik vi gør det, forsvinder interferensmønsteret på bagvæggen, og elektronen opfører sig igen som en partikel.

 

Den accepterede forklaring på dette fænomen, er, at bølgemønsteret er en statistisk fordeling. Dette betyder imidlertid, at elektronen ikke er nogen bølge i egentlig forstand, men et matematisk udtryk for sandsynligheden for at finde den et bestemt sted.

 

Dette hænger igen sammen med UBESTEMTHEDSRELATIONEN, umuligheden af på samme tid at måle en partikels position og egenskaberne ved dens bevægelse med vilkårlig nøjagtighed, eftersom vi ikke er i stand til at måle på den uden at forstyrre den. Det giver således overhovedet ingen mening at tale om dens fysiske egenskaber abstraheret fra vores måling af dem – om elektronen skal være en partikel eller en bølge, afhænger af vores eksperimentopstilling.

 

Der findes ingen iagttageruafhængig virkelighed. På sin vis kan det ikke undre.

 

Jo længere fysikken søger at trænge ind i stoffet, jo sværere bliver det at danne et konsistent billede af en ydre verden. Hertil kommer, at antagelsen af en sådan strider mod videnskabens grundlæggende empiriske princip.

 

En ydre verden abstraheret fra iagttagelsen er, hvor selvfølgelig den end må synes, ikke videnskabelig, men metafysisk. Umiddelbart virker det måske ikke så slemt, som det lyder.

 

Den videnskabelige praksis forbliver, hvad den altid har været, den er blot sluppet af med noget overflødig filosofisk bagage. Den udfører stadig sine eksperimenter, gør sine iagttagelser og foretager sine målinger og opstiller herudfra en invarianshypotese med teorien som mentalt hjælpemiddel, og i den udstrækning denne forudsigelse holder stik, er teorien ”sand”.

 

I realiteten er det da også længe siden, fysikere har bekymret sig om, hvordan verden ”ser ud i virkeligheden”, undtagen i populære bøger. Den ydre verden er ligesom i sin tid Gud diskret forsvundet ud i kulissen.

 

Nu er det jo imidlertid ikke blot blind ortodoksi, der får os til at klynge os til denne overtro. For hvad er alternativet?

 

Fysikeren, der vælger virkelighed ved at vælge eksperimentopstilling, altså en viljeshandling? Tankens magt?

 

Den fysiske verden som en illusion skabt af den menneskelige bevidsthed? Din eller min – solipsisme eller popbuddhisme?

 

Jeg tror, det er de fleste menneskers erfaring, at virkeligheden er alt andet end en viljeshandling. Her vil vi indtil videre forlade den konfuse fysiker og gå over til hans kollega neurologen, der ikke har mindre svare problemer.

 

Hvis fysikeren har gjort sig upopulær ved at fratage os illusionen om en ydre virkelighed, har neurologen det i endnu højere grad ved at true vores gudgivne sjæl. Vi er trods alt hårdnakkede dualister med en bevidsthed, der nok ”sidder” i hjernen, men ikke desto mindre er noget forskelligt fra den.

 

Vi sætter pris på vores ”frie vilje”, der da også synes at være en forudsætning for vores retssystem, ligesom Gud forekom at være det for nogle århundreder siden (og stadig er det for ortodokse muslimer). Man har endda påkaldt UBESTEMTHEDSRELATIONEN som garant for en indetermineret vilje!

 

De fleste er dog nok tilfredse med at have en vilje, selv om den er funderet i biologisk determinerede motiver. Men det bliver værre endnu!

 

Det er nu eksperimentelt bevist, at hjernen påbegynder den handling, som vi opfatter som en viljeshandling, inden vi bliver bevidste om den. Bevidsthedens rolle er således blot at fortolke hjernens adfærd som viljeshandlinger.

 

3.jpg

 

Gud, den ydre verden, viljen – det synes ikke, som om videnskaben levner os noget som helst! Hvis vi imidlertid for et øjeblik lægger denne forståelige reservation på hylden, kan vi nok indse, hvor denne sjæl kommer fra.

 

Den menneskelige adfærd er en resultant af milliarder af hjernecellers interaktion – at de på en eller anden måde skulle danne ét ”væsen”, er med andre ord noget af en påstand. Derimod er det let at se, at denne illusion er en forudsætning for socialt samkvem.

 

Vi er nødt til at antage, at vores nabo er ”den samme” som i går, selv efter en nats bevidstløshed, samt, at vi selv er det. Ikke desto mindre er bevidstheden – det sansende, handlende jeg – en illusion.

 

Nu er vi nok efterhånden ved at have fået nok. Vi kan måske til nød acceptere, at den ydre verden ikke er til, men at vi selv ikke skulle være det – det er jo absurd!

 

Men her må vi igen hidse os ned og tænke os om. Hvad er denne bevidsthed?

 

Hvor er den? I hjernen?

 

Og som hvad? Noget usynligt?

 

Men vi kan jo opleve den! Eller kan vi?

 

Hvad er denne bevidsthed abstraheret fra dens indhold, sanseindtrykkene, og vores tolkning af dem? Og hvad fortolker vi dem som?

 

En iagttager, der iagttager noget iagttaget. At vi som fortolker selv er en del af fortolkningen, kan virke så absurd, som at folk på den anden side af jordkloden ikke falder af.

 

Men sådan er det. Vi kan nu for anskuelighedens skyld opstille det NEUTZSKY-WULFFSKE verdensbillede i tre punkter, selv om det tredje i grunden er tilstrækkeligt.

 

 

4.jpg

 

 

Hørte man en knagen og et brag? Det var filosofiens frønnede port, der faldt i på rustne hængsler.

 

Samtidig begyndte alle andre døre langsomt at åbne sig. Skidt med det psykofysiske problem.

 

Hvordan påvirker verden bevidstheden, og bevidstheden verden? Det har godt nok plaget filosofferne i årtusinder, men for os var det ingen sag.

 

Og videnskaben? Neurologen behøver ikke længere at lede efter ”bevidsthedens sæde”, og fysikeren ikke spekulere over, om elektronen er en partikel eller en bølge.

 

Den er sandsynligheden for sig selv. At iagttagelsen og dermed det iagttagne ikke kan adskilles fra iagttageren, behøver heller ikke at give ham søvnløse nætter, eftersom såvel iagttageren som det iagttagne kun har eksistens som aspekter af iagttagelsen.

 

Og det er kun begyndelsen! Når vi indser, at kun erfaringen er til, og virkeligheden en tolkning, er det ikke svært at forestille sig, at man til andre tider har haft andre tolkninger, hvis sandhedskriterium nu ikke længere er overensstemmelse med den metafysiske idé om en ydre verden, men på bedste videnskabelige vis prognosen, muligheden for at forudsige den næste erfaring, som vi altså er nødt til at vænne os til, ikke er en erfaring af noget eller erfaret af nogen!

 

Det er således ikke blot fremtiden, der åbner sig foran os, men fortiden, og vi behøver altså ikke at undre os over, at de store civilisationer var stabile i årtusinder, mens vores egen konstant balancerer på afgrundens rand. Vi har med andre ord nu forudsætninger for at forstå, ikke, hvordan noget kan være overnaturligt, men hvorfor det overnaturlige er en overlegen model.

 

Når vi sammenligner den overnaturlige model, som vi somme tider kalder religion, med den klassisk naturvidenskabelige, er det, der måske først slår os, dens antropomorfisme – det formelig vrimler med ånder og guder! Den sædvanlige forklaring er, at fortidens mennesker, der ikke kendte til naturlove og naturkræfter, forklarede naturfænomener med overnaturlige væsners mellemkomst.

 

Vi kender alle billedet fra den populærvidenskabelige litteratur: hulemanden, der tænksomt betragter stjernehimlen og ser drager i dens konstellationer. Hvilket vel strengt taget er noget underligt noget for en bisonjæger at foretage sig – men han havde jo heller ikke tv.

 

I virkeligheden er der naturligvis blot tale om en projektion af den videnskabelige forfatters eget forhold til et fjernt univers. Det skal så igen ses i lyset af det opgør med en primitiv teleologisk verdensopfattelse, den unge naturvidenskab repræsenterede, det, vi i dag kalder kreationisme.

 

Der var ifølge disse kættere ingen Gud eller guder – i det højeste en ekstremt desinteresseret sådan – kun en upersonlig natur, der gik som et urværk uafhængigt af, hvor mange, der i løbet af en dag kastede et blik på det. De menneskelige sanser var blotte og bare huller ud til denne entydige og uimodsigelige virkelighed.

 

Som vi har set, er denne naturalistiske verden blevet sværere og sværere at opretholde. Atomet som et planetsystem en miniature, der overholder Newtons love, holder ikke – partiklen blev en bølge, der blev et udtryk for sandsynlighed.

 

I den klassiske model er sanseindtrykket sekundært i forhold til det, der sanses. I dag må vi omvendt sige, at erfaringen er det primære, og det erfarede blot de modeller, der gør det muligt at forudsige fremtidige erfaringer.

 

Det er empirisme for burhøns, men det har ikke forhindret forskerne i at tale henført om Gud og naturen. Nu må vi imidlertid lægge denne barnetro om en præeksisterende virkelighed, som vi udforsker, på hylden.

 

For et par menneskealdre siden kunne vi blive belært om, at den tilsyneladende så solide genstand, vi holdt i hånden, ikke var andet end svirrende felter og tomt rum. I dag må vi sige, at enhver genstand er en invarianshypotese.

 

Den er en teori om, at bestemte sansninger vil bevare et vist indbyrdes forhold. Sansningen er nu for alvor kommet i centrum (og ifølge vores sædvanlige tankegang iagttageren).

 

Den klassiske naturvidenskab spørger, hvordan verden ser ud. Religionen spørger, hvordan vi ser verden.

 

Det er et spørgsmål, vi i dag ville stille neurologen, og gør vi det, får vi et svar, der forbløffende ligner religionens. Verden er skabt med et formål.

 

Dette er endvidere den cellekolonis overlevelse, som hjernen ligesom alle andre organer er til for at sikre. Vi erfarer den verden, vi har brug for at erfare.

 

Vi kan sige, at hjernen er en tilpasning til et ydre miljø, men et sådant kan lige så lidt som alt andet abstraheres fra hjernens opfattelse. Vi kan ikke træde ud af naturen, og derfor er den med et gammelt udtryk besjælet.

 

Bag hver genstand står et motiv. Og eftersom det er mennesker, vi plejer at tillægge motiver, er det praktisk og nærliggende at anskue det som et menneskelignende væsen.

 

Naturligvis er ånden i træet en ren mental konstruktion. Men det er træet også.

 

Normalt passer disse ”ånder” sig selv og deres træer, men som tidligere nævnt er der milliarder af celler i hjernen, og jeget, den ene sansende og handlende bevidsthed blot en illusion. Måske vil et træ gerne være lidt mere menneskeligt.

 

Men er det så ikke bare inde i mit hoved ligesom jeg selv? Nej, for disse personligheder er nøjagtigt lige så illusoriske som vores egen.

 

Der er kun iagttagelse. Der er kun den fysiske verden.

 

Overnaturlige væsner er med andre ord hverken mere eller mindre virkelige, end vi selv er. Derimod er de tættere ved virkelighedens rødder – det er det, der gør dem overnaturlige.

 

Trolde forstår sig på trolddom, og der er tradition for, at vi kan lære dem kunsten af, uagtet vi er væsner af en anden orden. Magi – men hvordan?

 

Det klassisk naturvidenskabelige verdensbillede er deterministisk. Det betyder, at hvis vi blot kender den tilstand, et system befinder sig i, vil vi ud fra naturlovene kunne regne os frem til dets tilstand på et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden.

 

Eller fortiden, hvis vi regner den anden vej. Tilfældigheden er ikke grundlæggende, men skyldes udelukkende vores ukendskab til alle relevante faktorer.

 

Denne tanke gjorde UBESTEMTHEDSRELATIONEN en ende på – universet er virkelig fundamentalt indetermineret. Her må vi imidlertid igen minde kvantemystikeren om, at den makroskopiske verden i det mindste virker uhyre kausal.

 

Hvad skyldes det, og hvor går grænsen? Man har gentaget dobbeltspalteeksperimentet med kæmpemolekyler og fået det samme resultat.

 

Efterhånden, som vi kommer op i størrelse, aftager imidlertid disse effekter. De mange tilfældigheder udligner hinanden på lignende måde, som et forsikringsselskab ikke går fallit, når man blot kender gennemsnitslevealderen.

 

Og så er overgangen fra indetermineret til determineret endda endnu mere dramatisk. Subatomare processer er karakteriseret ved at være reversible.

 

Hvorfor er de makroskopiske det ikke? Hvorfor bliver den knuste kop ikke hel igen?

 

Igen må vi søge forklaringen i statistikken, som er, at der er flere måder, koppen kan være i stykker på end hel. Naturen tenderer uorden, det entropiske princip.

 

Hvis ikke for eksempel kød rådnede, fordi dets struktur nedbrødes med tiden, ligesom vi selv gør, ville vi ikke kunne skelne nutiden fra fortiden og fremtiden. Der ville ikke være nogen tid og derfor heller ikke nogen kausalitet, eftersom det er meningsløst at tale om en virkning, der kommer før årsagen.

 

4-5.jpg

 

At tiden er en illusion er en pointe i mange KOANER:

 

”On one occasion Ma-tsu and Po-chang were out for a walk, when they saw some wild geese flying past.

 

‘What are they?’ asked Ma-tsu.

 

‘They’re wild geese,’ said Po-chang.

 

‘Where are they going?’ demanded Ma-tsu.

 

Po-chang replied, ‘They’ve already flown away.’

 

Suddenly Ma-tsu grabbed Po-chang by the nose and twisted it so that he cried out in pain.

 

‘How could they ever have flown away!?’ shouted Ma-tsu.

 

This was the moment of Po-chang’s awakening.”

 

Selv har jeg en forkærlighed for Lewis Carrolls stil, så i romanen ”Drøm”, der udkommer til efteråret, lyder koanen:

 

“The News,” said the Newt,

“One cannot dispute!”

“I must disagree!” mused the Muse:

“The News may be Old,

- And as far as I’m told,

The News is whatever I choose!”

 

“The Newt, said the News,

One must not abuse!

- I heard it last night on TV.

A Newt is a Frog,

As a Pup is a Dog.

They merely are New and To Be.”

 

“The News,” said the Muse,

“Is a dangerous ruse

To keep the unthinking agog.

The News is not New,

And no Truth is as True

As the Frog that was always a Frog!”

 

I den makroskopiske verden hænger vi på tiden og dermed kausaliteten – eller gør vi? Den er stadig en tolkning af en invarians.

 

En anden sådan tolkning er tilfældighed. Eller sagt på en anden måde: Når vi er ude af stand til at tolke en tilfældighed kausalt, får den lov til at forblive en tilfældighed.

 

5.jpg

 

At denne tilfældighed ikke blot er et ikke erkendt kausalt forhold, er forholdsvis let at se. Kausalitet er kumulativ.

 

Hvis jeg lægger fem pebernødder i en skål og tæller ti, skyldes det, at der lå fem i forvejen. Chancerne for at slå seks med en terning tre gange er en to hundrede sekstendedel, så hvis jeg har slået seks to gange, er min chance for at slå seks tredje gang kun en ud af 216.

 

Men sådan er det ikke. Tavlen er blevet slettet, og mine chancer er stadig en ud af seks.

 

Men tilfældighed er jo AKAUSAL, og definitionen på magi er AKAUSALITET. Kausalitet er en tolkning.

 

Javist. Virkeligheden er en tolkning, men den er svært uundværlig.

 

Hvis jeg under et skakparti sætter min modstander mat ved at flytte mit tårn på skrå, vil han sikkert protestere. ”Det kan du ikke!”

 

Hvortil jeg roligt kan svare: ”Selvfølgelig kan jeg det – jeg har lige gjort det!” Har jeg vundet partiet?

 

Nej, for det er ikke skak mere. Magi er ikke virkelig.

 

Ikke fordi den er umulig, men fordi jeg dermed er trådt ud af virkeligheden. Dette gælder imidlertid ikke, hvis den person, jeg deler konsensus med, ikke opfatter det som et brud på kausaliteten.

 

Magi er anvendt tilfældighed. Nogle kalder det held, andre skæbne.

 

Selvfølgelig er jeg selv ubemærket trådt ud af virkeligheden og ind i en anden, lidt mindre restriktiv. Hvordan kan jeg det?

 

Tænk på en aflåst bil på en parkeringsplads. Og tænk så på den nogle måneder tidligere, inden dørene er sat i.

 

Vores virkelighed fremstilles på et sådant samlebånd – vi vil sige af hjernen, men det er lige meget. Den begynder som cellesamfundets behov og ender som verden.

 

Oven over den virkelighed, vi er nødt til at være enige om, er der en anden, der er knap så fast, og over den endnu en. Hvor mange er der?

 

Hvor mange kontinenter er der, fem eller syv? Kabbala, den jødiske ”mystik” holder på ti, og det har vist sig at fungere udmærket.

 

6.jpg

 

Det er selvfølgelig i grunden noget underligt noget. Kabbalisten vil hævde, at det er mere frugtbart at opfatte verden som et sprogligt begrebsapparat end en bunke atomer – selv vil vi forbeholde os ret til at benytte begge modeller.

 

Og da kabbala går ud fra det hebraiske sprog, som har en række egenskaber, der gør det specielt egnet til formålet, vil han insistere på, at du først lærer hebraisk. Du kan også bestille et rødt bånd til at binde om håndleddet i kabbalacenteret til 33 dollars og 99 cents, men det er ikke helt det samme.

 

Vi talte tidligere om den overnaturlige models overlegenhed i forhold til den ”naturlige”. Den bliver i det mindste tydelig, når vi ser på den blindgyde, vi befinder os i.

 

Det moderne menneske lever en næppe menneskelig tilværelse som en ”ressource”, formelt for samfundet, men reelt for en økonomisk overklasse. Det holdes på et barnligt niveau og afledes med legetøj.

 

Det aktuelle videnskabelige paradigme, og da især den populære udgave, hænger da også tæt sammen med fremskridtet, menneskets gradvise befrielse og alle de andre trossætninger, vi er opflasket med, og som ingen kan betvivle uden at blive stillet for en inkvisitionsdomstol. I realiteten dækker de smukke ord om frihed og demokrati over noget så uromantisk som den merkantile klasses magtovertagelse.

 

Opdagelser og opfindelser har det ene formål at øge profitten for et fåtal og dermed sikre den magt, der nu er økonomisk snarere end politisk. Det aldrig standende fremskridt er intet mere end drømmen om ubegrænset vækst.

 

7.jpg

 

Det er en tro, der består upåvirket af den truende og nu uundgåelige verdenskatastrofe, der er en følge af denne fremskridtstro. Ifølge dette evangelium er mennesket ikke et dyr med en niche, men naturens betvinger, og ligesom i min barndom er det galaktiske imperium lige om hjørnet.

 

Vi tror på mennesket, ligesom man tidligere troede på Gud. Den eneste overskudsdeling, vi nogen sinde ser noget til, er denne ”udvikling”, som intet har at gøre med den biologiske tilpasningsproces, men som ”personlig” udvikling er en optimering af det menneskelige produktionsapparat og en ringe erstatning for liv og skæbne.

 

Den eneste dyd er egoismen. Og da vi ikke kan få ret over magthaverne, får vi det i stedet over ægtefællen, der meget sigende nu er blevet en ”partner” i familiens fabrik, som leverer nye maskiner, der overtages af staten, før de kan gå.

 

Mennesket er således blevet reduceret til et insekt i det ”uendelige univers”, underlagt naturlove, som magthaverne kompletterer med historiske og økonomiske, der ligesom tidligere Guds vilje forklarer nødvendigheden af dets slavetilværelse. Og skulle det endelig ud fra et eller andet blindt instinkt søge tilbage til en mere central position, er der jo altid auralæsning.

 

”Fremskridtet” er i sidste ende blot den salgstale, der skal overbevise kunden om, at han vil kunne sælge det erhvervede med profit. Når han ikke tror det længere, får vi en ”økonomisk krise”.

 

En sådan er naturligvis ganske fiktiv – der er jo ikke misvækst, Men den er god, når man skal overbevise idioter om, at de er nødt til at gå ned i løn.

 

At andre samtidig går op, har naturligvis ikke noget med det fedt at gøre. Det skal kunne betale sig at arbejde, og det er kun bankdirektørens gage, der afholder ham fra at følge sin ubetvingelige lyst til at rense lokummer.

 

At et samfund, der bygger på en sådan filosofi, er ustabilt, siger sig selv. Alting hører fremtiden til, og nutiden – livet – er tømt for mening.

 

I stedet for at passe vores job, håber vi at få et bedre. I mellemtiden arbejder vi så lidt som muligt for så mange penge som muligt.

 

Det er okay, for det vigtigste for magthaverne er at vide, hvor vi befinder os fra ni til fem. Det lærer vi så til gengæld også fra barnsben.

 

Den undervisning, der foregår, betyder mindre, hvilket har den fordel, at folk, der hverken kan læse eller skrive, kan studere på universitetet som Holbergs Erasmus Montanus. Samtidig er samme Holbergs advarsel om konsekvenserne af at ”gøre bonde til regent”, nemlig tyranni, for længst gået i opfyldelse.

 

Selv efter at nationalsocialisterne var blevet Tysklands største parti og derfor ifølge de demokratiske spilleregler burde have regeringsmagten, søgte konservative, antidemokratiske kræfter at blokere Hitler. I Danmark, hvor Dansk Folkeparti nu er blevet det største parti, vrøvler den såkaldte venstrefløj om demokrati.

 

8.jpg

 

Herefter er kursen lagt. Alle vil have mere.

 

Og har du mindre, vil du blive lovet mere af dem, der har mere, hvis du lader dem få endnu mere. At det er på bekostning af andre, betyder ingenting.

 

Det solide grundlag for ethvert samfund er dets bondestand. Gennem årtusinder er bønderne blevet fremavlet til dette formål af en militær overklasse, fårene af hyrden.

 

De er arbejdsomme og stræbsomme og har derfor et godt øje til naboens jord. Det er gode egenskaber hos en bonde, og hvem ville nogen sinde have forestillet sig, at de ville få stemmeret?

 

Hvor den økonomiske magt er enerådende, vil den sociale ulighed vokse. Det derved opståede proletariat må følgelig afledes, og nu strækker vrøvlet om demokrati ikke længere til – liberalisme bliver fascisme.

 

På gadehjørnerne begynder maskinpistolbevæbnede betjente at dukke op. De er der for at passe på os – overvåge os.

 

Så kommer krigene. Krig er en god afledning.

 

Det er karakteristisk, at de aldrig erklæres, men er en art politiaktioner i overstørrelse. Hitler erklærede aldrig nogen krig, han beskyttede de tyske mindretal.

 

Som et lille land er vi naturligvis nødt til at holde med de stærke. Det gik ikke så godt, da vi prøvede at hjælpe Tyskland mod russerne i fyrrerne, men måske går det bedre denne gang, hvor vi har jagerfly.

 

Krige kan imidlertid godt somme tider virke lidt fjerne. Forfølgelser er bedre.

 

Hvordan kunne man få det tyske folk til at sanktionere Holocaust? Det var i grunden ikke så svært.

 

Bønder gør, hvad de får besked på, og tror på, hvad præsten og skolelæreren fortæller dem. Pludselig har påfaldende mange kriminelle ”indvandrerbaggrund”.

 

Er de for fredelige, kan man altid provokere dem lidt. Det kaldes ”ytringsfrihed”, den ganske specielle ytringsfrihed, der er forbeholdt fascister og racister og selvransagende fejlfarver som Naser Khader og Yahya Hassan, der tør vedstå deres races underlegenhed.

 

Før eller siden vil et af disse ofre naturligvis blive drevet til en voldshandling, og så kan man arrangere fakkeltog. Endelig er der jo altid den med jødedrengen, der ligger på lur efter ariske kvinder.

 

Den fik vi så som bekendt nytårsaften, og igen var ”venstrefløjen” hurtige til at hoppe med på vognen. At feministerne gjorde det, kan vel næppe undre, de er jo nazister i forvejen.

 

Og har vi stadig lidt svært ved at se noget truende ved den pakistanske grønthandler, kan vi altid identificere ham med et eller andet voldsregime i udlandet. I jødernes tilfælde var det Sovjet.

 

Hver dag bringer man rapporter og billeder af dets grusomheder, som har den store fordel at være lige umulige at verificere og falsificere. Ønsker man da, at jøderne skal indføre sovjetiske tilstande i Tyskland?

 

At Danmark skal blive et kalifat? Med tiden begynder selv anstændige mennesker at føle sig lidt dumme.

 

Den umiddelbare modvilje mod racismen bliver en realistisk erkendelse af jøde- og indvandrerproblemet. Det er så frygtelig fristende at blive taget alvorligt, blive accepteret, kort sagt: blive en del af den heilende masse.

 

På et gadehjørne står en kværulantforrykt personage og råber op om tolerance og menneskelighed – han må enten være meget naiv eller landsforræder. ”I er alle sammen idioter!” råber han.

 

Men vi er ikke idioter. Vi er Folket.

 

En dag står han der ikke mere. Den pakistanske grønthandler forsvandt også en mørk nat.

 

Hvad skete der? Det, der skete, var, at vi blev realister.

 

Vi købte virkeligheden. Ikke erfaringen, som altid er personlig, men dagens nyhed i Politiken.

 

Dermed købte vi også de nationale værdier og folkeviljen. Vi så, hvad de andre så, vi hallucinerede ikke.

 

Først og sidst troede vi ikke, vi var klogere eller bedre end alle andre. Denne absurde selvovervurdering er da heldigvis også en uhyre sjælden sygdom – den kaldes ”samvittighed”.

 

Har vi så med alle disse kunstgreb stabiliseret systemet? Nej.

 

Udplyndrede og udbombede folkeslag banker på. Og deres sindelag er ikke helt så demokratisk.

 

Vi er kommet vidt omkring, og det er ikke tilfældigt. Indimellem sker der noget nyt, og ikke blot som en nyhed i en avis, men en ny tænkemåde, der sætter alting i et helt nyt perspektiv og senere – langt senere – får et pænt navn som ”renæssancen” eller ”oplysningstiden”.

 

Som enhver fødsel begynder den med veer, der sjældent er behagelige. Ganske tilsvarende indvarsles et videnskabeligt gennembrud af en art forvirring.

 

Naturen opfører sig underligt. Senere kommer de samfundsmæssige konsekvenser i form af nye værdier og målsætninger.

 

Det er ligeledes karakteristisk, at det nye verdensbillede forekommer absurd, og dets konsekvenser amoralske og katastrofale. Hvis solen ikke drejer om Jorden, vil det være slut med lov og orden!

 

Det prædikes og studeres derfor heller ikke fra katedre og på læreanstalter, men i lukkede kredse. Senere vil man se dem som ”hemmelige selskaber”, og dog står det enhver frit at tilegne sig denne viden, hvis han er villig til at anvende den nødvendige tid på det og i stand til at abstrahere fra pastorens advarsler og nabokonens hovedrysten.

 

Skulle nogen føle sig fristet til at gå i dybden med det, vil jeg anbefale min ”Religion”. Er den for svær, kan man starte andetsteds i forfatterskabet.

 

At man bliver lykkeligere af det, kan jeg ikke love. Vejen fra massemenneske til skæbnemenneske er lang og brydsom.

 

Atter med et læredigt fra ”Drøm”:

 

Du, som alle ting betragter

gennem øjet på en nål,

og på pægl og potte agter:

Alt for små er dine mål!

 

Kun med held han broen bygger,

som til bjergets tinde når,

der har set de høje skygger

stå ved vejen, som han går.

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF