af Bjarne Lodahl

At læse Neutzsky-Wulff er ingen let sag, navnlig ikke, hvis tilgangen er af den uforpligtende slags, som man finder den i en flygtig nyhed eller en redigeret kendisbiografi. Læsningen af ham forpligter tværtimod i en grad, så man er nødt til at sætte sig ind i eksempelvis verdenshistorie, religion eller videnskab, hvis man vil følge hans argumenter - en omstændighed, der skræmmer nogle, tiltrækker andre. Der er imidlertid ikke tale om akademisk fagafgrænset litteratur, snarere om en inspiration fra mange fagområder til at belyse forfatterens specielle verdensbillede. Læsning af Neutzsky-Wulff uden en fremmedordbog er nok svært for en novice.

Jeg vil i det følgende forsøge kort at antyde visse generelle træk og pointer, uden på nogen måde at gå i dybden med enkelte elementer, blot give en appetitvækker, der måske kunne anspore en og anden til videre læsning af et forfatterskab, der i sit vidensomfang er enormt sammenlignet med nutidig standard. Hermed er man advaret om irriterende fremmedord.

Et centralt begreb er monismen, den anskuelse, at der i bund og grund eksisterer én verden og ikke to, som i dualismen. Den moderne dualistiske tankegang går tilbage til Platon, hvis uforanderlige idéer stillet op i modsætning til en foranderlig verden af sansede fænomener, havde en umådelig indflydelse på senere tænkere. Faktisk har forestillingen om en ”ydre” af  menneskelig sansning upåvirket verden op igennem den vesteuropæiske historie været en trofast følgesvend. I den højmiddelalderlige katolske teologi ser man f.eks. en skelnen mellem to autoriteter, filosofien (dvs Aristoteles), som er brugbar, men ikke perfekt, i modsætning til de kristne åbenbaringssandheder, der er ubetvivlelige. Senere har f.eks. den franske filosof René Descartes, i hans dictum om jegets ubetvivlelige eksistens som det eneste sikre, været med til at fastholde tanken om dette jeg omgivet af en verden af døde ting, en dualistisk verdensopfattelse, om nogen, der i øvrigt minder om den deistiske tankegang, ifølge hvilken en almægtig gud har trukket verden op som et ur, og derefter i øvrigt distanceret sig.

Hele ideen om et dobbelt bogholderi er stadig så fast forankret i den moderne begrebsverden, at den er overordentlig svær at slippe af med. Men det er egentlig, ifølge ENW, kunstigt at skelne mellem parrene psykologisk/fysisk, indre/ydre eller åndelig/materialistisk, og på samme tid hævde den enes suverænitet over den anden, eftersom der som sagt kun findes én (fysisk) sanselig verden, i modsætning til en fiktiv ydre idealverden, som vores egen er en ringere spejling af.

Alligevel er det den dualistiske opfattelse, der er den fremherskende i dagligdagen, hvilket, som antydet ovenfor, til dels er kulturelt/konsensuelt betinget. Men en dualistisk verdensopfattelse går faktisk meget længere tilbage end den vesteuropæiske filosofi, helt tilbage til palæolitikum, hvor mennesket for første gang adskilte sig fra sine omgivelser, og faktisk derved blev religiøst, det vil sige stræbte efter den (nu) tabte enhed (monisme) med ”naturen”, udtrykt i den mest oprindelige form for religion: totemisme, der indebærer en identifikation med dyrene. Det umiddelbart herefter opståede dualistiske verdensbillede var dog mindre primitivt end det senere vesteuropæisk-filosofiske og indbefattede ikke ”døde ting”, men snarere en verden af ”beåndede” genstande, en animistisk anskuelse, der opererede med en ”ånd” bag tingene. På samme måde opfatter mennesket i dag sig selv som adskilt fra en verden, bestående af genstande, der dog ikke er ”beåndede”, men blot kan manipuleres. Dog er det vigtigt at huske på, at dualismen, ikke mindst den moderne, netop kun er en model, om end brugbar, og ikke en absolut sandhed. Den kan ikke bruges i alle tilfælde. En ofte gentaget pointe i forfatterskabet er netop, at kvantefysikken i starten af det 20. århundrede endegyldigt opgav en ”ydre verden” (og dermed dualismen) som genstand for en konsistent beskrivelse.

Den bedste måde at anskueliggøre forholdet mellem monisme og dualisme er måske gennem ”mystiske” systemer som nyplatonisme, gnosticisme eller kabbala. Meget forenklet opererer disse med en oprindelig enhed (monisme), som på et tidspunkt spalter sig i to (dualisme). Der er altså tale om en art symbiose, der, når den ”kløves”, manifesterer et subjekt og et objekt, som igen kan danne et par, og så fremdeles, stadig i bevægelse længere og længere væk fra udgangspunktet. På samme tid repræsenterer denne procedure skabelsen af universet, negativt anskuet som en gradvis forværring, der efterhånden må rettes op på, positivt som den oprindelige enheds emanationer ned gennem ”verdenerne”. Der er altså to bevægelsesretninger, én væk fra enheden, én mod, henholdsvis descendens og transcendens.

Sistnævnte er principielt alle religioners (i hvert fald, hvor disse indebærer indvielse) formål. Netop forståelsen af begreber som subjekt, objekt, men også andre som rum, tid og kausalitet som det, de er, anskuelsesformer snarere end ufravigelig sandhed, bevirker (i hvert fald principielt) en transcendens af dem. Transcendens er et centralt begreb i forfatterskabet og normalt forbundet med den i en indvielse opnåede dybere erkendelse af virkeligheden, det, som man i førnævnte ”mystiske” systemer ville have betegnet som en sammensmeltning med den guddommelige enhed. Metoder til at opnå en sådan tilstand (uden at jeg her går i dybden) kan f.eks. tilstræbes gennem former for sensory deprivation og rituel seksualitet. Gennem den såkaldte sadomasochisme berøves initianden dels den almindelige konsensus, dels ”vilje” og ”personlighed”, nødvendige tiltag for at kunne opnå transcendensen. Som denne proces skrider gradvis frem når man snarere dybere ned/højere op i verden end til en anden.

På samme tid undfanges imidlertid en komplementær tilblivelsesproces: den tidligere omtalte descendens. Det er her de overnaturlige væsener, eller entiteter, kommer ind i billedet, grundlaget for alle religioner. Entiteter er, ifølge ENW, verdens grundlæggende motiver eller adfærdsmønstre (i personificeret form), netop ikke forstået som adskilte fra den, men derimod som dens udspring. Om man i religionen opfatter dem som hørende hjemme i himmelen eller i underverdenen, repræsenterer de dog virkelighedens dybere og mere dynamiske lag, i neurologien: de limbiske lag under de cerebrale. I transcendensen, som på samme tid er descendensen, mødes menneske og entitet – religion i praksis, om man vil.

Problemet med den moderne opfattelse af religion er, at man tager udgangspunkt i de store, stadig eksisterende, monoteismer, der alle er bogreligioner, og dermed bygger på én gang vedtagne dogmer, i stedet for religiøs erfaring, som man eksempelvis ser det i antikke (og for den sags skyld moderne) mysteriekulter, eller i tidligere højkulturer (her på et statsligt niveau) som den ægyptiske eller mesopotamiske. Faktisk har religionen (og i øvrigt kulturen generelt), ifølge ENW, siden dens begyndelse undergået en gradvis afvikling, hvilket for f.eks. kristendommens vedkommende har resulteret i en nuværende abstrakt, fjern og uvedkommende guddom. Til at anskueliggøre dette forhold bruges den antikke verdensaldermodel (kendt fra bl.a. Hesiod og Ovid), der beretter om et gradvis værre forhold guder og mennesker imellem, med udgangspunkt i en oprindelig harmonisk guldalder, over sølv-og kobberalder, til en (nuværende) jernalder, der har mistet enhver forbindelse med sine rødder. Verdensopfattelsen er altså den stik modsatte af den traditionelt evolutionære, der plæderer for en gradvis klogere menneskehed.

De forskellige aldre repræsenterer, udover en afvikling, også varianter af relationer mellem mennesker og guder. I guldalderen, som egentlig er aseksuel, fokuseres der på ligheden mellem de to: mennesket konceptualiserer som en guddom, frembringer verden ”i sit eget billede”. I sølvalderen, som er forbundet med agerbrugets opkomst, kommer kvinden og hendes seksualitet i centrum, både overfor den (nu) ”afdøde” guddom og (senere) den dødelige mand. Kvinden er så at sige bindeleddet mellem gud og menneske, en ordning man eksempelvis støder på i de tidligere omtalte højkulturer, specielt i deres allertidligste faser. Endelig er i kobberalderen ”sønnen” (som en frugt af ”faderen” og ”moderen”) kommet i fokus, hvilket betyder, at kongen/præsteskabet har overtaget rollen som bindeled mellem menneske og gud, dog stadig (i hvert fald i starten) med ”moderen” som ærværdig garant. Eftersom forholdet stadig er grundlæggende seksuelt, bevirker det i sidste tilfælde en vis kvindeliggørelse af kongen/præsten. Alle disse relationer er selvfølgelig en art idealtyper, men kan alligevel anvendes som skabeloner på grundlæggende religiøse forhold, og har, specielt hvad kobberalder angår, en tydelig ”treenighed”. Eksempelvis er kristendommen en typisk kobberalderreligion, der har ”sønnen”(der er udgået af ”faderen”) som central figur, om end det kvindelige led, Maria, i en version (katolicisme) spiller en, om end, beskeden rolle, i en anden og senere (lutheranisme) praktisk talt slet ikke. Anderledes i de gnostiske varianter af kristendommen før den blev statsreligion, hvor Sofia spiller en vigtig rolle for initiandens opstigning. Et andet eksempel er den mesopotamiske kultur, som tidligt i dets historie på samme tid både havde rester af sølvalderkult samt tydelige kobberaldertræk: i nogle tekster (ældre) er det gudinden Inanna/Ishtar, der er i centrum for den religiøse kult, i andre (yngre) den mesopotamiske konge.

Uanset variationer, der måtte være gennem tid og rum, kan religion i al korthed defineres som menneskets (korrekte) forhold til tilværelsens dybere grund/”guderne”, et forhold, der ydermere af nødvendighed må være undergivet denne/disse, altså hierarkisk, da der er tale om forudsætningen for eksistens overhovedet. En opretholdelse af en kontakt mellem de to verdener, eventuelt en pagt, er derfor livsnødvendig efterhånden som de bevæger sig væk fra hinanden, og til dette formål har man i forskellige kulturer et præsteskab.  

Selvom det er den ældre religion, der giver bedst mening, hvad angår et helstøbt religiøst verdensbillede, er der dog også elementer, der har ”overvintret” i den moderne af stivnede bogreligioner dominerede tid, vores egen jernalder. Et eksempel er ufologien, umiddelbart en populærvidenskab, der dog i kraft af det såkaldte abductee syndrome, berettet af mange ”patienter”, udgør en parallel til det tidligere fænomen bjergtagning, en central religiøs oplevelse, der vel at mærke samtidig har seksuelle konnotationer. Også i triviallitteraturen - f.eks. horror og science-fiction, og ikke mindst pornografien (specielt den sadomasochistiske) - har visse kvasireligiøse træk overlevet, netop kaldt således fordi de i mange tilfælde er ubevidste. Det kan synes underligt, at religion og sex på denne måde nærmest sidestilles, men en af pointerne i ENWs forfatterskab er netop, at religionen i bund og grund er en (stadig) higen mod det modsatte køn, mand eller kvinde, en higen, der nødvendigvis må være seksuel, nærmere bestemt masochistisk, af natur. Seksualiteten er altså ikke ”normal”, men udtrykker sig snarere i overensstemmelse med, hvad man i mystikken kunne opfatte som komplementære par som straf-nåde, længsel-opfyldelse eller fangenskab-befrielse, hvis ultimative mål er den jegløse sammensmeltning med ”det guddommelige”.

Religiøs erfaring ( i modsætning til moderne ”tro”) manifesterer sig altså i dag nok så meget i ”subkulturelt” regi, mens den aktuelle ”kultur” tit er forvansket til ukendelighed. I denne sammenhæng er forfatteren en hård samfundsrevser: eftersom vi, ifølge ENW, lever i en sluttid, er der mange svaghedstegn, som ikke mindst af magthaverne forsøges skjult. Officielt lever den vestlige verden i et demokrati, der i virkeligheden er et plutokrati (”rigmandsvælde”), styret fuldstændig af økonomiske faktorer, på samme måde som stemmeretten er en illusion, da alle partier i et sådant styre i realiteten blot er varianter af ét, resulterende i den såkaldte realpolitik. Denne økonomiske ensretning, der i sig selv indeholder fascistoide træk, er måske lettere at observere i lande med anderledes indrettede kulturer (evt religiøse), hvor den ligeledes søges implementeret, i modsætning til de velbjærgede, ”rige” samfund, der af magthaverne holdes i ave gennem bedøvende underholdning.

Hele denne afvikling tog for alvor fart i kølvandet på den franske revolution og efterfølgende industrialisering, hvis følge var det gamle klassesamfunds opløsning på bekostning af borgerstanden, der er blevet enerådende i dag. En af de værste følger af denne udvikling (læs: afvikling) er den forestående klimakatastrofe, affødt af en umættelig rovdrift på naturen, hvilket bringer os tilbage til den moderne fra Descartes stammende dualistiske opfattelse, der ser den omgivende verden som en død ressource. Som alternativ hertil står en mere ”gammeldags” samfundsordning opbygget på hierarkisk vis, som man eksempelvis kender fra de tidlige civilisationer eller den feudale middelalder. Et eksempel er det gamle Ægypten, hvor hele verdensordenen, fra top til bund, var afhængig af Farao, der, som højeste væsen (gud), i hvert fald ideelt, spredte sin ”ånd” nedad til de forskellige lag i samfundet. Politik og religion – ja også seksualitet – var ikke så adskilte som i dag, men i højere grad del af en enhed. Derfor er det også en gentaget pointe i ENW´s forfatterskab, at for at forstå mennesket og dets ideer, er man nødt til at følge det fra begyndelsen på dets vandring længere og længere væk fra udgangspunktet. At læse Neutzsky-Wulff er ikke nogen let sag, navnlig ikke, hvis tilgangen er af den uforpligtende slags. Denne lille artikel kunne være en indfaldsvinkel.