TEKSTEN TIL FOREDRAGET OM "TID" HOS POLITIKEN PLUS
29-01-2015 af Erwin Neutzsky-Wulff

tid3.jpg

I bunden af artiklen - ifm. det sidste billede - ligger en afspiller med en lydoptagelse af foredraget!

 

TID

 

For et stykke tid siden fik jeg besked om, at jeg skulle holde foredrag mandag den 26. januar klokken 19.30. Lidt senere annonceredes det i Politiken, at foredraget ville finde sted – eller måske snarere tid – på dette tidspunkt.

 

Der var intet ved noget af dette, der var på nogen måde uforståeligt eller uklart, tværtimod. Jeg kunne måske finde på at komme i god tid for at være sikker på i tide at lokalisere lokalet, men selve tidsangivelsen var og er noget af det mest konkrete, man kan komme i tanker om.

 

Man kan være i tvivl om, hvor man er, og hvad der forventes af en, men så behøver man blot at se på sit ur for at være tilbage i en verden af fuldstændig entydighed. Man befinder sig pludselig i et sekund, der er så nøjagtigt præciseret, at det er afløst af det næste, næsten før man når at konstatere det.

 

Ikke blot er tiden ordentlig, den ordner hele vores eksistens. Uden den ville alt være kaos.

 

Hvis vi derimod bliver spurgt, hvad det er, uret måler, erstattes dette indtryk af noget uhyre konkret øjeblikkelig af noget nærmest absurd abstrakt. Dette viser, i vor høj grad tiden som vore andre begreber er en vane, og det kan måske derfor være oplysende at se tilbage på, hvor dette tidsbegreb kommer fra, det vil sige, hvornår og i hvilken form det først manifesterede sig i vores bevidsthed.

 

De fleste af os kan sikkert huske den kildrende fornemmelse i maven, det var at vente på juleaften, en fødselsdag eller tivolitur. Tiden manifesterede sig her første gang som noget, der skulle gå.

 

Den var ikke jul, fødselsdag eller tivoli – faktisk var den slet ikke noget, et plagsomt ingenting. Den var bagsædet i fars bil, hvor absolut ingenting skete, bortset fra et stigende blæretryk.

 

Den blev senere tiden til fyraften, weekend, ferie og pension. Det var så her, den slog bak.

 

Det blev pludselig bekymrende, at der ikke var så meget tilbage af den – tidens ingenting fik sit komplement i dødens ingenting. Timerne kunne stadig gå langsomt, men årene gik hurtigt.

 

Ud af alt dette kan vi tilsyneladende slutte en ting: Tiden er ingenting. Ikke sådan at forstå, at den ikke er til, den er tværtimod uhyre påtrængende, hvad enten vi – ganske formålsløst – søger at strække eller forkorte den.

 

Tiden er det, der sker, når der ikke sker noget, hvilket gør den til en uvant påtrængende abstraktion. Hvis vi rendte rundt med en afstandsmåler på håndleddet, ville vi sikkert have det på samme måde med den rene udstrækning.

 

Efterhånden som vi er blevet flere på Jorden, er det begyndt at knibe med pladsen. Det er imidlertid også begyndt at knibe med tiden.

 

Computere bliver mindre og hurtigere. Vi har ikke råd til timer som dem, de gamle vægtere besang. I ved:

 

Om I vil tiden vide,

husbonde pige og dreng,

da er det på de tide,

man agter sig til seng.

 

Vi skal bruge hvert eneste sekund. Jesus udåndede på korset i den niende time, i dag ville han være blevet erklæret hjernedød klokken 15.23.

 

Det ville ikke have været i år 33 efter ham selv, men det år, den og den var konsuler, ligesom vore oldeforældre ville have opgivet datoen som en dag eller to før eller efter en helligdag – hvoraf der var mange – eller måske den dag, Karo fik hvalpe.

 

Vore forfædre havde med andre ord et meget rodet forhold til tiden. Denne udvikling gør os samtidig opmærksom på en anden vigtig egenskab ved tiden: den går fremad.

 

Dette fremgår da også, om ikke af viserne på urskiven, som blot følger den drejende himmel, så i det mindste af de voksende tal på det digitale display. Hvis vi derimod tager blikket fra uret og ser omkring os, kan det godt virke, som om det er omvendt.

 

Det er det, videnskaben kalder entropi. Verden bygger ikke sig selv op, den falder fra hinanden.

 

Som biologiske væsner er vi en art pervers afvigelse fra denne naturlov, men med tiden indhenter tiden også os. Vi tror at opbygge vore kroppe ved at udvinde energi af den mad, vi spiser, men den ender altid som den kropsvarme, der fiser ud af os.

 

Alt, hvad vi gør, er altså at forvandle brugbar energi til ubrugelig. Vi hjælper således i grunden blot universet med at lukke og slukke.

 

tid2.jpg

 

Skulle nogen være i tvivl om, at den fysiske tid går baglæns, behøver han blot at slukke for sit køleskab. Denne erkendelse, der er så fremmed for os, var en ganske naturlig ting for vore forfædre, der levede i en mere fysisk verden, som oplevede den i stedet for at få den fortalt på en skærm.

 

I modsætning til disse vilde har vi lært, at sanserne bedrager os. Ganske uanset, hvad vi mener at konstatere, har man altid lavet nogle undersøgelser, der viser.

 

Folk, der bygger deres formodninger på personlig erfaring, er fordomsfulde. De er mere end det, de er uudviklede og reaktionære.

 

Tiden går nemlig fremad, så det er fuldkommen sygt. Fra Darwin ved vi, at alting udvikler sig, og hvis det skulle vise sig, at det, Darwin sagde, er, at alting tilpasser sig, så er det i al fald Guds vilje.

 

Og fordi Darwin døde på korset for vore synder, har vi alle del i denne frelse. Det kaldes personlig udvikling og kan fås på Politiken Plus.

 

At påstå, at verden ikke går frem, er forkert. Det er det, fordi det er reaktionært.

 

Hvis du nogen sinde har diskuteret med en akademiker, ved du, at du ikke kan vinde. At hele argumentationen for dit synspunkt vil falde sammen som et korthus, i det øjeblik han udtaler den magiske formel: Det er en teori, man er gået bort fra.

 

Behøver jeg sige mere? Videnskaben går jo som alt andet frem, så årets modefilosof er altid bedre end forrige års.

 

Paven har talt ex cathedra. I alt dette er der naturligvis et gran sund sans: Mikroskoperne og kikkerterne bliver stærkere.

 

Uheldigvis understøtter kvantefysikernes, genetikernes og hjerneforskernes resultater ikke det progressive verdensbillede, der hidrører fra 1880, den viderekomne kristendom, der siger, at vi har en fri vilje over for det onde. Det er derfor, vi har humaniora, og også, så evnesvage kan komme på universitetet og skrive i Information.

 

Når det akademiske proletariat taler, skal intelligente, dannede mennesker tie. Alt andet ville være ekstremt udemokratisk.

 

For vore forfædre derimod var det åbenbart, at alting afvikler sig fra et mere til et mindre fuldkomment stade. Guldalderen kommer altid før sølvalderen.

 

Når verden ikke falder som en sten, er det, fordi den er cyklisk. På vinter kommer vår, og på død fødsel.

 

Og det har ikke noget med reinkarnation at gøre, der er noget, spiritisterne har fundet på, og som lige så lidt som et efterliv har rod i nogen civiliseret religion. Kulturer fødes og dør.

 

Historien er en nedadgående spiral. Vi er ikke helt så civiliserede som romerne, der ikke var helt så civiliserede som ægypterne.

 

Hvorfra stammer da den besynderlige forestilling, at historien går fremad? Svaret er, at den som resten af den syntetiske virkelighed, vi lever i, kommer fra liberalismen.

 

De fleste vil kende den under dens hellige navn: Demokratiet. Ordet ”demokrati” har den samme funktion og virkning som tidligere ”Gud”.

 

Her ender enhver diskussion. Hvorfra stammer da denne religion, og hvem var dens karismatiske stifter?

 

I egen selvforståelse og -iscenesættelse er den selvfølgelig tusindårsriget, historiens endemål og afslutning. Men som vi har lært af nazismen, varer den slags utopier sjældent helt så længe.

 

Det er naturligvis her, troen kommer ind. Når det går godt, er Gud stor, men når det går skidt, er han endnu større – så stor, at han kan bruge verdensriger og naturkatastrofer imod os.

 

Så kan vi lære det! Som allerede Job opdagede, kan man ikke vinde over Gud eller udviklingen.

 

Den globale opvarmning er ikke en undergang, men en udfordring. Jeg er selv døbt og konfirmeret i denne religion, så jeg ved det.

 

I år 2000 vil der ikke længere være sult, sygdom, fattigdom eller krige. Undskyld?

 

Nå, jamen så i 2050. ”Kræftens gåde” er som bekendt blevet løst hver måned på løbesedlerne siden 1950, så hvorfor ikke?

 

Kræft er en sygdom, og sygdomme kan helbredes. Ligesom Alzheimer.

 

I gamle dage hed det alderdom og død, men som lovet i min barndom er begge dele nu afskaffet. Hvis nogen ikke lever evigt, er det et forbandet uheld.

 

Og det er naturligvis det, der i sidste ende er tiltrækningen ved denne religion. Det er pie in the sky.

 

En ukuelig optimisme, som menneskeheden går sin sejrsgang fra triumf til triumf. Hvad nytter det at være pessimist?

 

Og så er det reaktionært. Det er også urealistisk.

 

Man kan nemlig ikke standse fremskridtet, og det er derfor, vi alle sammen må arbejde på det. Hvis det ser ud til at gå den anden vej, er det et midlertidigt tilbageslag.

 

Muslimerne kan ikke vinde. Måske gik det ikke så godt for russerne, men de var heller ikke rigtige socialister, ligesom nazisterne ikke var rigtige liberalister.

 

Det gælder ikke. Menneskets historie er stadig én lang kamp for frihed, og vi bliver friere og friere, for det er det sludder, der kommer ud af alle højttalere.

 

Når man siger noget andet, bliver børnene blege. Og dog adskiller denne friheds- og fremskridtstro sig ikke stort fra alle de andre trosbekendelser, der har hjemsøgt menneskeheden gennem årtusinderne – bortset fra, at den i overensstemmelse med entropiens lov er lidt dummere.

 

Fælles for alle disse er, at de er en samfundsklasses selvbevidsthed. Der var en grund til, at adelsmanden besad visse privilegier frem for bonden.

 

Han var simpelt hen mere værdifuld for samfundet, hvis beskytter han var. At han brugte det meste af sin tid på at lege med sine heste og hunde, kom ikke det smør ved.

 

Hvis nogen skulle være i tvivl, kunne han jo altid spørge den præst, adelsmanden havde fedet op med det korn, han havde taget fra bønderne. Det kan ikke være en tankegang, der ligger os fjernt.

 

Der er en grund til, at den købedygtige del af proletariatet besidder visse privilegier frem for resten. De er simpelt hen mere værdifulde for samfundet som jobskabende – hvilket omtrent svarer til at sige, at voldtægtsforbrydere skaber voldtægtsofre.

 

At bankdirektøren bruger det meste af bankpakken på at give sig selv lønforhøjelse, kommer ikke det smør ved. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan han jo altid spørge den politiker, bankdirektøren har fedet op med de penge, han har taget fra sparerne.

 

Ret skal være ret. Der er en forskel.

 

Adelsmanden havde dog visse æresbegreber, som han havde tillagt sig på slagmarken, hvor han – ganske frivilligt – havde sat sit liv ind. Han følte et ansvar for bonden.

 

Kapitalisten føler intet ansvar overhovedet. For ham er lønslaven en ”menneskelig ressource”, der kan bruges og bruges op.

 

Det er denne opkomling, der har forvandlet Danmark til en åndssvageanstalt. Han kan ikke læse, og derfor er forlagene nødt til at sælge børnebøger.

 

Hans børn er idioter, og derfor er læreanstalternes adgangskrav nu, at man kan skrive sit navn. Hans smag er proletarens, hans hjem ligner juleudstillingen i Magasin, og når han får gæster, optræder han som bartender.

 

Han ser tv og går i teateret. Han abonnerer på livsstilsmagasinet Politiken og Politiken Plus, og før eller efter foredraget vil han gå ud og spise.

 

I bund og grund er han blot et tåbeligt, ondskabsfuldt barn, og man kan næsten have ondt af ham. Menneskelige følelser er ukendte for ham, i særdeleshed de seksuelle.

 

Grundet kronisk testosteronmangel er han halvskaldet som trediveårig, lader sig kronrage og går med solbriller indendørs – en art moderne munkeorden. Han kan ikke få piger, så han gifter sig med en luder.

 

Problemet er, at ludere på et tidspunkt bliver gamle ludere, og så kan de være dyrere at blive af med end at anskaffe. Man kan altid kende en opkomling på, at han har en solariebrun og kirurgisk lemlæstet mumie på slæb.

 

Som regel kaster han derefter sin kærlighed, det vil sige de sørgelige rester af sin seksualitet, på børnene og forlanger samkvemsret. Den kasserede såkaldte partner skriver bøger til andre kasserede partnere.

 

Til sidst kommer døden – ikke som for hans udpinte offer på ”arbejdsmarkedet” stille og fredeligt, men langsomt og smertefuldt, eftersom han i modsætning til dette har råd til at lade sig pine til døde med kemoterapi og strålebehandling. Der er dog en vis retfærdighed i verden.

 

Selv om nogen af de her tilstedeværende muligvis på et tidspunkt skulle være stødt på et eksemplar af denne afskyelige art, føler jeg alligevel, at jeg bør opfriske jeres hukommelse, eftersom et vist kendskab til hans fordærvede karakter er en forudsætning for at forstå ikke blot den perverse religion, han kalder ”frihed”, men hans tidsbegreb – hvorom dette foredrag jo handler. Borgerskabet er, som allerede den borgerlige filosof Marx påpegede, uhyre revolutionært.

 

Det føler blot, at en sådan revolution ikke bør gå videre end til at sikre dets egne rettigheder. At gå længere end hertil ville være udemokratisk.

 

Hvorfra stammer da denne fremskridtsvenlighed, som næst efter hans frihedstrang – lommetyve hader at blive hængt – er hans mest fremtrædende karaktertræk? For at forstå dette, må man først forstå, at intet for ham har nogen værdi, anden end handelsværdi.

 

Alle hans ”værdier”, hans idealer, hans foragt for proletariatets ”materialisme”, er udtryk for denne grundlæggende værdiløshed. Han føler sig bedst tilpas i kirker og frimurerloger, i en fims af overfladisk religiøsitet og nationalisme.

 

Han holder endeløse bordtaler, krydret med citater af Kierkegaard fundet i en bog af Møllehave, om det fædreland, han angiveligt sender proletariatet ud for at forsvare i kolonikrige, der nu har til formål at udbrede demokratiets, det vil sige den hæmningsløse udbytnings evangelium til de vilde. Hans kirke er en festarrangør, der altid villigt leverer et påskud for endnu et ædegilde.

 

Her nævnes diskret navnet på den person, der forlangte af sine disciple, at de solgte alle deres ejendele og gav pengene til de fattige. Intet af alt dette er andet og mere end en salgstale, for han savner enhver integritet.

 

Betaler det sig bedre for ham at handle med og understøtte et diktatur, gør han det. En folkeafstemning, der giver det forkerte resultat, er illegal og udemokratisk.

 

Besættelsestropper er fredsbevarende, og frihedskæmpere terrorister. Psykopater, der bomber kvinder og børn fra en sikker højde, hujende som et barn med et bip-bip-spil, er helte, hvorimod selvmordsbombere er ”feje”.

 

Ligesom det var tilfældet med nazisterne, er hans moralske kompas sunket så dybt i den sump af løgn og propaganda, han kalder sine ”holdninger”, at han aldrig finder det igen. Der findes ingen fascisme, racisme eller militarisme, der er så grel, at den ikke er forligelig med denne ”humanisme”, denne tilsyneladende godmodighed, der blot er en forvisning om, at hans ofres skrig aldrig vil nå ham, samtidig med, at han er skrækslagen for glemte tasker på togperroner.

 

Endnu skinner skamrødmen måske gennem pudderet på statsministerens nytårstale, men det er kun et spørgsmål om tid. Kreaturvognene står parat – hvis ellers DSB kan finde et lokomotiv, der virker.

 

Kort sagt: Den borgerlige idealisme skyldes udelukkende det luftige ved det eneste, der for ham har nogen som helst værdi: pengeværdi. At disse penge kun har den værdi, han tillægger dem og kan overbevise andre om at tillægge dem, passer ham storartet, for han er svindler til marven.

tid1.jpg

 

 

Hvad den virkelig succesrige bissekræmmer sælger, er ikke spejle og kamme til bondekoner – end ikke en sodavand, der spreder kammeratlighed og livsglæde – men løftet om, at det solgte kan sælges videre med profit. Men hvordan kan han det?

 

Som vi så, er entropien den mest ubarmhjertige naturlov i universet, den lov, der siger, at alting er værre i dag, end det var i går, og at det vil blive endnu værre i morgen. Vi ved det godt alle sammen.

 

En ny, forbedret tandpasta er altid dårligere end den gamle, af den simple grund, at ”forbedringen” består i, at den er billigere at fremstille, så fabrikanten kan tjene mere på den. En opgradering af et computerprogram gør altid programmet mere uoverskueligt, eftersom dens eneste formål er at gøre den gamle version ubrugelig.

 

Og det er da praktisk med en funktion, der skifter til at skrive på hovedet, hver gang man strejfer CONTROL. At programmet så ikke længere kan skrive kommaer, er et mindre problem.

 

Hvem kommaterer nu om stunder? Så længe der er en Like-knap.

 

Det er alt sammen en del af brugervenligheden, der klogeligt har chimpanser som målgruppe, at maskinen spiller ”Happy Birthday To You”, hver gang man trykker på mellemrumstasten. Og mens vi er ved forbedringerne, er der nogen ved sine fulde fem, der tror, at en ”reform” af dagpengesystemet vil forbedre dagpengemodtagernes situation?

 

Det er selve betydningen af ordene ”reform” og ”fremskridt”, det sidste suk i bølgen og afsyngelsen af fædrelandssangen, fremført af grosserersocietetets kor og orkester, som det stolte skib går ned. Men det går jo ikke.

 

Det solgte er nødt til at blive mere værd, hvis nogen skal købe det. Så nu ved I, hvor Fremskridtet kommer fra.

 

Proceduren er simpel. Man tager: Et styk kat og kommer den i et styk sæk – man kan også bruge skøder eller gældsbeviser.

 

Efter at den vel skjulte kat er blevet solgt nogle gange, er den naturligvis blevet noget tynd, eftersom det ville betyde en forringelse af udbyttet at fodre den. Selv som halv- og hel-død bliver den til stadighed mere værd – ifølge udviklingsprincippet.

 

Eller i det mindste, indtil nogen med en lidt mere udviklet lugtesans forlanger sækken åbnet. Det kaldes en økonomisk krise.

 

Se, nu ved I alt, hvad der er at vide om økonomi, og det er ikke engang på latin, hvad liturgier som regel er, så ingen skal undre sig over at blive fodret med bidder af en gud, der døde for to tusind år siden. Det har kun kostet jer 150 kroner, som således investeret vil være vokset til 300 i morgen.

 

Faktisk udkom der for en snes år siden et lille hæfte betitlet ”For ti kroner Wulff”, som i dag står til tusind kroner antikvarisk. Men det er nu mest, fordi mine læsere, som I sikkert allerede har gættet, alle sammen er komplet sindssyge.

 

Men det er ikke kun tidens retning, borgerskabet har sat sit umiskendelige spin på. Tiden er, som vi har set, ingenting.

 

Og borgerskabet elsker ingenting. Det kan således ikke undre, at tiden ligesom pengene bliver vigtigere end det, den anvendes til.

 

Ja, man sætter ligefrem lighedstegn mellem de to. Time is money.

 

Det vigtigste ved den offentlige, og også til en vis grad den private ansættelse, er således arbejdstiderne. Det arbejde, der udføres, træder dermed hurtigt i baggrunden i forhold til mødetiden.

 

Det afgørende er, at man er der, eventuelt i kantinen eller på toilettet. Ingen forventer i fuldt alvor, at nogen gør noget færdigt – fyraften har ungefær den samme virkning som en luftalarm.

 

Da man bliver betalt for sin tid og ikke sit arbejde, gælder det naturligvis om at bruge så meget tid som muligt på at lave så lidt som muligt. Da otte kaffepauser på en dag måske kan virke en smule påfaldende, har man i stedet møder.

 

Her sørger man for, at alle bliver hørt, så man så sent som muligt når frem til en beslutning, der i værste fald kan betyde, at nogen skal gøre noget. Undtaget fra disse regler er dog damen, der rydder op og gør rent bagefter, hvorfor man da heller ikke kan tage hende alvorligt eller betale hende noget særligt.

 

Medarbejdernes værdi for firmaet er afspejlet i deres lønramme – jo mindre arbejde, jo højere løn. Om ikke andet kan man arrangere lederkurser, noget, jeg selv gjorde i som ung mand.

 

Jeg tog gerne et par tusind – som ifølge entropiens princip var lidt mere værd dengang – for tre kvarter, hvor afdelingscheferne sad og dyppede småkagerne i kaffen, lykkelige som skolebørn, når en time er aflyst, mens de lyttede, eller foregav at lytte, til det mest utrolige sludder. Svindlere er altid de nemmeste at svindle.

 

Når man som jeg insisterer på at leve af at skrive, er den slags uundgåeligt. Jeg har endda leveret bestillingsarbejder til kioskforlaget Gyldendal – det var, inden de gik over til at sælge viskestykker på Politiken Plus.

 

Jeg takkede dog nej, da de bestilte en hel bog. Godt nok var jeg en overgang chefredaktør på Danmarks største pornoblad, men jeg sætter grænsen ved prostitution.

 

Mere behageligt var det, dengang jeg hvert år fik 150.000 ind ad døren fra Statens Kunstfond. Det pudsige er, at jeg slet ikke kan huske den skolekammerat, som må have været medlem af udvalget i denne periode.

 

At produktet lider under denne fiksering på den anvendte tid, kan naturligvis ikke undre. Hvis den var blevet udstrakt til forrige tiders håndværk, ville det have taget rundt regnet syv måneder at få syet et par bukser, tre måneder til planlægning, en måned til selve syningen, og tre måneder til evaluering.

 

Der er dog undtagelser, firmaer, der stadig lægger vægt på kvalitet. Og her vil jeg gerne have lov til at fremhæve Klarlund, der fremstiller kvalitetsure til rimelige priser, og som tilfældigvis også er det firma, der har betalt mig 15.000 for at holde dette lidt besynderlige foredrag, der tilfældigvis handler om tid.

 

Klarlund er Danmarks største forhandler af eksklusive, mekaniske ure, og hos Klarlund er det at arbejde med mekaniske ure en livsstil, der handler om meget andet end at sælge urene. Klarlund ikke blot vasker helt hvidt, det er sundt, og så smager det godt.

 

Der er naturligvis endnu en grund til denne vægt på den anvendte tid frem for det, den – rent hypotetisk – anvendes til. Man vil gerne vide, hvor vi er.

 

Det er det, vi lærer i skolen. At møde op til tiden og gå hjem til tiden.

 

I min skoletid kunne det være noget af en prøvelse at skulle sidde i syv stive timer og se ud ad vinduet eller brodere sit viskelæder med blækstift. I dag har eleverne da i det mindste mobiltelefoner.

 

En cand. mag. har gået – eller måske snarere siddet – på universitetet i seks år. At han efter denne tid stadig hverken kan læse eller skrive og tror, det hedder et universitetsstudie, kommer ikke det smør ved.

 

Jeg må tilstå, at jeg kun har tilbragt udvalgte stunder i det såkaldte undervisningssystem, fra folkeskolen til universitetet – og dengang skulle man da i det mindste kunne latin for at komme i gymnasiet. Jeg er ret overbevist om, at jeg skylder dette totale fravær af en regelmæssig skolegang, at jeg i dag læser ti sprog.

 

Denne fiksering på den anvendte tid frem for det, den anvendes til, kan naturligvis ikke undgå at smitte af på det øvrige liv. Da både arbejde og fritid hovedsagelig består af snak, kan de somme tider være vanskelige at holde adskilt.

 

Familielivet er, som vi alle ved, også en slags arbejde, ikke mindst de populære familiefester, hvor arbejdet ud over de omhyggelige forberedelser især består i at servere giftigheder om ægtefællen, uden at det fører til så højlydte slagsmål, at naboen tilkalder politiet. Så er der naturligvis det bekostelige prinsessebryllup for damefrisøreleven, der dog gerne er betalt ud en måned eller to efter skilsmissen.

 

Da kærligheden, som feministiske brevkasseredaktører, hvis mænd har forladt dem til fordel for en yngre model, kan fortælle os – og ustandselig gør det – er en illusion, skal der endvidere arbejdes med forholdet. Selv om kønnene, som vi alle ved, er nøjagtigt ens, ligesom vi alle sammen er nøjagtigt ens, hvilket i høj grad bidrager til vores anvendelighed på arbejdsmarkedet, kan der alligevel opstå problemer på det erotiske område.

 

Men så kan kvinden jo eventuelt læse en bog om den mandlige seksualitet, gerne skrevet af en homoseksuel mand. Problemet med ferierne, hvor ”partnerne” – ligesom partnere i et firma – rent faktisk ser hinanden, kan løses ved adskilte rejsemål.

 

Værre er det med den hjembragte baby, som man, efter at den er blevet fotograferet, og billederne sat op på Youtube, ikke rigtig har nogen yderligere anvendelse for. Chancerne for, at den nybagte mor har haft erfaring med at passe mindre søskende, er trods alt ringe, bedstemor skal først netop til at realisere sig selv, og oldemor er for længst spændt fast på alderdomshjemmet.

 

Så hvad gør man med sådan en støjende, uappetitlig tingest, ud over at skændes om den, som om alt muligt andet? Man må jo stå fast på sine rettigheder, ikke mindst i ægtesengen.

 

Naturligvis er der i dag en helt anden forståelse for det svære og traumatiske ved sex, samliv, børn og at trække vejret. Vi er alle sammen ofre – også selv om vi er så uheldige hverken at være handicappede eller skilsmissebørn, kvinder eller negre.

 

Vi bør derfor straks melde os ind i en forening eller til et aftenkursus i det at være forældre. I værste fald er der jo altid vuggedøden.

 

Skulle børnene være så uheldige at blive to år gamle, kan resten som regel klares med en tablet – undskyld: tablet. Den hæmmer på behagelig vis udviklingen af såvel tale- som bevægelsescentre og overflødiggør således tabletten – tabletten mod hyperaktivitet.

 

Barnet vil være savlende åndssvagt i syvårsalderen og dermed skolemodent. Takket være den nye skolereform behøver det kun at tilbringe få timer i hjemmet, og dette kan endvidere undgås med badminton.

 

Bedst er det, hvis man hænger et skema op, ligesom på andre straffeanstalter, hvor hvert enkelt familiemedlem fra treårsalderen og opefter ved hjælp af små søde tegninger kan blive informeret om, hvad det skal foretage sig hver time på dagen. Det er overtro, at faste måltider giver spisevægring.

 

Jeg havde ikke selv noget med voksne at gøre, fra jeg var fire år. Der var ingen af disse imbecile væsner, der insisterede, og jeg slog ikke nogen af dem ihjel, mens de sov.

 

En mand gør som bekendt kun, hvad der passer ham. Det kan man læse i bøger fra tiden, inden disse dinosaurer uddøde.

 

For resten gælder det om at få en uddannelse og et job. Man kunne måske indvende, at dette er tidsspilde, men så må man igen erindre, at tiden ifølge den liberalistiske trosbekendelse ligesom væksten er ubegrænset.

 

Liv med indhold ville ligesom anvendt tid være skæbne, og det er noget uhandleligt noget. Skæbnemennesker assassinerer præsidenter, hvilket trods alt er ekstremt udemokratisk.

 

Min egen skæbne var den ekstremt udramatiske at komme ind med et brev. På scenen varetages dette som regel af en statist, men brevets indhold har ikke desto mindre en uventet og dramatisk effekt på handlingen.

 

I mit tilfælde vil brevet først blive læst i femte akt, ikke fordi det ikke er skrevet og afleveret, men fordi endnu ingen har været i stand til at åbne og tyde det. Nuvel, her i aften har nogle af jer måske i lighed med mine mere opvakte læsere haft lejlighed til at holde det op mod lyset og fået det bestemte indtryk, at det ikke er noget lykønskningstelegram.

 

Til den tid vil jeg naturligvis være vendt tilbage til kulissen, eller måske mere præcist: snoreloftet. Det er derfra, min slags kommer, ved I nok, eller måske har I glemt det.

 

I vil måske derfor have mig tilgivet, hvis jeg ser det hele lidt fra oven. Hvilket ikke er særlig demokratisk.

 

Man skal ikke se ned på folk. Men det er svært at undgå, når man står på et bjerg.

 

Med fare for at gøre jer endnu mere svimle, end I er i forvejen, vil jeg følgelig afslutte mit foredrag med at frigøre tidsbegrebet fra den liberalistiske mytologi. Samtidig vil jeg forsøge at give jer et indtryk af, hvordan det ser ud der, hvor jeg kommer fra.

 

Når jeg siger, at vi lever i en syntetisk virkelighed, må man ikke misforstå det til at betyde, at der et eller andet sted eksisterer en virkelig virkelighed, som vore ”fordomme” og politisk manipulation forhindrer os i at erkende. Al virkelighed er af nødvendighed syntetisk.

 

”I virkeligeden” findes der kun sanseindtryk, eller om man vil, målinger. Det er det empiriske program, som naturfilosofferne slog ind på i Oplysningstiden.

 

Det er således ikke blot det, vi skylder vores moderne teknologi, det er temmelig uomgængeligt. Så snart vi fraviger erfaringen, kan vi påstå hvad som helst.

 

Dette i modsætning til den populære opfattelse, at disse sanseindtryk er en slags sekundære spøgelser af en primær ”ydre” verden – en primitiv platonisme, som vi har fået gennem kristendommen, og som endnu er udbredt i almuen. Noget andet er, at vi ikke kan bruge denne fysiske verden til ret meget uden teorier.

 

Igen må teori ikke forstås som en formodning i modsætning til sikker viden. Eksempelvis er en ”genstand” en invarianshypotese om, at visse sanseindtryk også i fremtiden vil følges ad, de ”egenskaber”, der ”definerer genstanden”.

 

Denne prognose er naturligvis det egentlige formål med såvel hverdagslivets som de ”videnskabelige” teorier. Enhver handling ville være meningsløs uden denne forventning om et resultat.

 

Som man vil se, er den definition på videnskabelig sandhed, der er gængs blandt mennesker uden nogen naturvidenskabelig dannelse, Folketingets degn og universitetets Erasmus Montanus, som en korrespondens med en metafysisk ydre virkelighed, ganske meningsløs. Sand er den invarianshypotese, der sætter os i stand til at forudsige den næste sansning, og den teori, der ordner alle disse invarianser på en for os hensigtsmæssig måde.

 

Herindunder falder naturligvis for så vidt den kristne naivrealisme, så længe vi ikke strækker den for meget. I modsat fald risikerer vi nemlig et chok, det chok, mange forskere fik, da de i forrige århundrede blev konfronteret med relativitets- og kvanteteoriens ”absurditeter”.

 

Som gode kristne fundamentalister forventer vi, at vi som skabt i skaberens billede let vil kunne forstå skaberværket. Guddommelig og menneskelig logik forventes med andre ord at være en og samme og den, ”naturen” afspejler.

 

Jo mere vi lærer om universet, jo mere meningsfuldt vil det blive for os. Det har derfor sikkert skuffet mange, at det forholder sig omvendt.

 

At tiden er et af ofrene i denne virkelighedsmassakre, bør vel egentlig ikke undre os. I kosmologien er tid og rum uadskillelige, og tidspunkter defineret som samtidighed med aflæsning af et ur bliver meningsløse, så snart uret og den begivenhed, det tidsfæster, befinder sig i en vis afstand fra hinanden.

en_nogle_til_transcendens.jpg

 

 

Tiden er dog ligesom rummet stadig det kontinuum, Newton forestillede sig, selv om den ”går” med forskellig hastighed for forskellige iagttagere. Allerede med kvanteteorien falder de imidlertid fra hinanden.

 

Tid er af de ovennævnte årsager meningsløs uden et ur. Det behøver ikke være fra Klarlund, det kan være et solur eller timeglas eller et vandur.

 

Det afgørende er, at det er et system i forandring eller bevægelse, og at vi kender hastigheden på denne bevægelse. Heller ikke disse begreber er imidlertid ved nærmere eftersyn uproblematiske.

 

Hastighed definerer og måler vi som bekendt som vejlængde divideret med tid. Hvis vi er to timer om at køre 160 kilometer, bevæger vi os med en gennemsnitshastighed af 80 kilometer i timen.

 

Heri er naturligvis indregnet diverse decelerationer og accelerationer ved stoplys. Hvis vi vil kende hastigheden et bestemt sted på ruten, må vi dividere med vejlængden nul, hvilket uheldigvis ikke giver nogen mening rent matematisk.

 

Den filosofiske skole eleaterne udtrykte det, som at ”en genstand bevæger sig hverken der, hvor den er, eller der, hvor den ikke er”, hvorfor bevægelse efter deres mening var en illusion. Det ”ved” vi naturligvis, at den ikke er.

 

I kraft af Newtons infinitesimalregning kan vi komme uendelig nær det enkelte punkt, og alle disse infinitesimale, uendelige brøkdele, af vejen udgør tilsammen den sammenhængende udstrækning, tid og rum bør være. Jo mere nøjagtigt vi måler en partikels position i de punkter, der udgør dens bane, jo pænere vil den linje, der beskriver den, blive.

 

Uheldigvis er det lige omvendt. Partikler har ikke baner.

 

Vi kan sende dem af sted og modtage dem, men at sige, at de i mellemtiden befinder sig i et bestemt punkt på et bestemt tidspunkt, er meningsløst. Bevægelse er en illusion.

 

Når vi alligevel får den pæne linje i vores tågekammer, skyldes det, at partiklen interagerer med vores makroskopiske måleapparater. Alle de små ubestemtheder bliver til ”naturlove”, men dette er et rent statistisk fænomen.

 

Denne fundamentale indeterminisme manifesterer sig imidlertid også i det makroskopiske univers, en ”tilfældighed”, der virker uafhængigt af årsagsprincippet og altså ikke, som man tidligere troede, skyldes en ufuldstændig viden om det pågældende system. En serie handlinger fører til en kumulativ effekt, men dette er ikke tilfældet med tilfældigheden.

 

Sandsynligheden for at få plat fem gange i træk er to i minus femte lig en toogtredivtedel, men efter fire gange plat er sandsynligheden stadig en halv. Dette skyldes kausalitetens tætte sammenhæng med tiden – en virkning, der kommer før årsagen, giver ikke megen mening – men det afgørende er, at tilfældigheden er en separat og mere grundlæggende ”naturlov”, som vi indimellem tolker som årsag og virkning.

 

Når vi transcenderer denne tolkning, bliver det muligt at handle akausalt, det, vi plejer at kalde magi, men ikke i traditionel forstand. Handling implicerer nemlig en anden tolkning, et handlende jeg, eller sagt på en anden måde: Hvis magikeren ikke ”camouflerede” den magiske handling som tilfældighed, ville han falde ud af den virkelighed, han stræber efter at påvirke, ligesom man ikke kan vinde i skak ved at stikke modstanderens konge i lommen (hvilket dog ikke betyder, at skakreglerne repræsenterer nogen absolut virkelighed, som gør det fysisk umuligt).

 

Når det er muligt at trænge ned til en mere grundlæggende virkelighed, vil der naturligvis også findes væsner, for hvem denne virkelighed er en selvfølgelighed, og vores en absurditet. For os moderne mennesker, der mangler det nødvendige begrebsapparat, vil disse ”overnaturlige” væsner måske være lettere at forstå som neurale impulser i de dele af hjernen, der ikke er umiddelbart beskæftiget med at frembringe vores virkelighed.

 

På dette sted vil det måske være passende at afslutte foredraget med en tak og en undskyldning. En tak til arrangørerne, der gjorde deres bedste for at sælge mig som et viskestykke.

 

Og en undskyldning til publikum, der blev lokket ind i teltet på falske præmisser. I det mindste er der da vin og snacks, så pengene har ikke været helt spildt.

 

I den forbindelse overrasker det mig mindre, at mine kernelæsere ikke er medlemmer af Politiken Plus. Eller i besiddelse af 150 kroner.

 

Normalt vil folk, når der som her kun er plads til et par hundrede stole, stå ude på gangene. I dette tilfælde forventede jeg af de ovennævnte årsager en tom sal.

 

Og nej, jeg er ikke en lun onkel Danny med en urskive på hovedet som på Politikens karikatur – i det mindste burde den have stået på fem minutter i tolv. Hvis jeg skulle være ”satanist”, skulle jeg jo samtidig være kristen, eftersom Kristus og Satan er den samme mytologiske figur.

 

Ekstremist – ja, det har jeg jo Byrettens dom for, endda ”Danmarks værste”. Men ”debattør”?

 

Nej, ikke medmindre Esajas kan siges at have debatteret med israelitterne. Men debatter endelig, når bare I holder mig udenfor!

 

Det kan jo altid være bedre end spørgsmål fra salen. Som af indlysende årsager kun lader sig besvare med: Du har ikke forstået en brik, gå hjem og læs på lektien!

 

Denne lektie kunne så eventuelt være min bog ”Religion”, der udkommer i næste måned. Den er godt nok kun på 1.500 manussider, men den er meget koncentreret.

 

Det lyder måske umiddelbart underligt, at det ikke skulle være muligt at diskutere og stille spørgsmål til Neutzsky-Wulff, så tillad mig at eksemplificere. Lad os sige, at jeg vil forsøge at overbevise nogen om, at Jorden er rund.

 

Han vil da måske ganske fornuftigt indføre, at dette ikke kan være tilfældet, da i så fald folk på den anden side af jordkloden ville falde af. Da han jo nemlig går med hovedet opad, hvad han kan se, at han gør – læg mærke til det, det er meget vigtigt – må hans antipoder nødvendigvis gå med hovedet nedad, og dermed falde af.

 

Mit eneste modargument vil da være, at han ikke har forstået, hvad op ned vil sige. At ”op” kun har mening som retningen bort fra Jordens tyngdepunkt, og ”ned” som retningen mod dette.

 

Han vil utvivlsomt svare, at det ikke er noget argument, og det er det heller ikke – det er et udsagn om min modparts manglende forståelse. Hertil kommer så hans forståelige irritation over min påstand om, at han ikke ved, hvad der er op eller ned.

 

Det eneste, der kan bringe os videre, er en forståelse, han kun kan bibringe sig selv ved at gå løs på problemet i ledige stunder. Læg til, at problemet ikke er, at han mangler en information, som at Kerteminde ligger på Fyn.

 

Den kunne jeg nok have bibragt ham. Forståelse derimod er en ny tænkemåde.

 

At en sådan muligvis kan vækkes ad dialektisk vej, skal jeg ikke benægte. Men tænkemåder er vore mest hårdnakkede vaner, eftersom de danner grundlag for hele vores eksistens, og meget få ”debattører” føler trang til at tilbringe sommerferien ved deres modparts fødder.

 

Når vi alligevel er tilbøjelige til at mene, at diskussioner har et formål og tænkeligt vil overbevise os selv eller vores modpart, skyldes det, at sådanne diskussioner næsten altid føres på nogle præmisser, som vi deler i kraft af en konsensus. For at vende tilbage til skakspillet: Hvis jeg slår min modspillers brik en passant, kan jeg argumentere for, at mit træk er ”rigtigt”, ud fra skakreglerne – det kan jeg ikke, hvis jeg flytter tårnet på skrå, det ville nemlig kræve en transcendens af skakreglerne til et fysisk univers, hvor også illegale træk er mulige.

 

Nu er det uheldigvis sådan, at Neutzsky-Wulff kritiserer og transcenderer den aktuelle konsensus. Faktisk er der ikke sket så forfærdelig meget i filosofihistorien mellem ham og Platon.

 

Enten forstår man det Neutzsky-Wulffske verdensbillede, i hvilket tilfælde det er indlysende, eller også forstår man det ikke, i hvilket tilfælde det er indlysende absurd. Eller sagt på en anden måde: Hvis man diskuterer Neutzsky-Wulff, har man ikke forstået ham.

 

Lad os nu sige, at vores tilhænger af en flad jord omformulerer sit argument til et spørgsmål hen efter: Hvis Jorden er rund, hvordan kan det så være, at folk på den anden side af den ikke falder af? Som man vil se, gør det ingen som helst forskel.

 

Heller ikke spørgsmål til en teori, der sprænger konsensus, giver nogen mening. Men kan man da ikke meningsfuldt stille andre spørgsmål til Neutzsky-Wulff, eksempelvis til hans politiske ståsted?

 

Nej. Når vi først har kasseret skakreglerne, er der ikke nogen kombination, der forbliver upåvirket.

 

Man kan ikke diskutere Neutzsky-Wulff. At læse Neutzsky-Wulff derimod er som at komme til et fremmed land og opdage, at det er ens eget.

 

I det mindste tror jeg, I har fået svaret på, hvorfor mine bøger ikke bliver anmeldt i Politiken. Erkendelsesmæssigt er mine samtidige i stenalderen.

 

Men som sagt: Det var et ærligt forsøg med et positivt resultat, som en erkendelse altid er. Quod erat demonstrandum.

 

Pudsigt nok er jeg en af de få forfattere i Danmark, der kan leve af at skrive. Hvem disse mine så trofaste læsere er, skal jeg ikke kunne sige, men et kvalificeret gæt vil være, at det er folk, der hellere risikerer en solid hovedpine end stiller sig tilfreds med alternativet: det rene, skære vås.

 

Tilbage er kun at sige tak for i aften og – sikkert ganske overflødigt – opfordre til at glemme alt om dette ubehagelige blik ind i de voksnes verden. Her, inden de kommer hjem, som de altid gør, når vi har det allersjovest.

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

"De forsvundne" udkommer lørdag d. 24.2.

 

Læs mere om bogen og forsendelse af ordrer under Kommende bog. Vi begynder at pakke ordrer i weekenden d. 10.-11.2.

 

⊕ UDGIVELSER

INDEKS TIL GRIMOIRE (2023)

GRIMOIRE (2022)

HORROR 2 (2021)

HISTORIER (2021)

Af Christian Birchs efterladte papirer (2020)

ADFÆRD (2019)

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.