DRØMME IV

Den basale menneskelige adfærd er nedlagt i en del af hjernen, vi kalder det limbiske system. Det er derfor, fostre drømmer, selv om de ikke synes at have noget at drømme om.

Det er i denne tilstand, hjernen forprogrammeres, ligesom man formaterer en computer. Denne genetisk determinerede adfærd er stort set den samme som andre pattedyrs.

Hertil kommer imidlertid denne dyreklasses evne til at modificere den medfødte adfærd ud fra ordnede sanseindtryk. I den limbiske struktur hippocampus tages der stilling til, hvilke nervebaner i storhjernen, der skal styrkes, ud fra deres overlevelsesværdi, det vil sige sådanne, som er associeret med markante udsving i homøostasen, de optimale livsbetingelser for cellekolonien.

Det er denne ’karaktergivning’, vi opfatter som lyst og ulyst, og som man tidligere i overensstemmelse med den freudianske model opfattede som ’motiver’ og ’følelser’, som hjernen reagerede på med en viljeshandling. Det kan således ikke undre, at hippocampus er aktiv under søvnen.

Drømme er med andre ord vores halvvågne opfattelse af langtidshukommelsens konsolidering på et tidspunkt, hvor hjernen har ro til denne proces, fordi den ikke samtidig skal reagere på udefrakommende stimuli. Denne teori blev på dramatisk vis bekræftet i begyndelsen af dette århundrede af Matthew Wilsons forsøg med rotter.

Han demonstrerede, at de samme synapser var aktive, når forsøgsdyrene drømte, som når de kort forinden havde skullet finde vej gennem en labyrint. Rotterne gennemløb simpelt hen labyrinten i drømme og lærte den så at sige i søvne!

dromme_iv.jpg

Vi kender alle sammen til den tankeflugt, der kendetegner indsovningsfasen. Hjernen har med andre ord allerede lagt bevidstheden i seng og er gået i gang med sorteringsarbejdet. Det er karakteristisk, at hvis vi blander os, kan vi ikke sove.

I modsat fald vil hjernen på et tidspunkt gå ind i den første REM-fase, hvor adfærden indøves under indtryk af dagens begivenheder. Jo senere en REM-fase optræder i søvnforløbet, i jo højere grad vil de være integreret i den generelle verdensopfattelse og ’give mening’ for den drømmende.

Mange af disse øvelser er nedlagt i hjernens ROM, ikke mindst flugt. Hvis drømme, som Freud mente, var ’ønskeopfyldelser’, ville de naturligvis ikke være næsten eksklusivt ubehagelige.

Denne del af hjernen tager ikke hensyn til, at vi sjældent falder ned fra træer eller bliver jaget af rovdyr. Vi træner dog også ikke sjældent i denne tilstand social overlevelse, idet vi bliver præsenteret for tabuer som at være upåklædte, komme for sent og ikke levere det ønskede og forventede til eksempelvis eksaminer.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF