”The Gemara relates another fact substantiating the statement that the righteous could create a world if they so desired: Rav Ḥanina and Rav Oshaya would sit every Shabbat eve and engage in the study of Sefer Yetzira, and a third-born calf would be created for them, and they would eat it in honor of Shabbat.”

Sepher yecira (”skabelsens bog”) er den ældste ekstante jødiske grimoire. Ifølge traditionen er den skrevet af Abraham.

Den begynder typisk med en opremsning af Guds navne, yah, en forkortelse af tetragrammaton, cebhaoth (”hærskarerne” af overnaturlige væsner, senere disses ”herre”), elohim (guderne, senere elohim chayyim, den ”levende” gud, modsat gudestøtter som dem, patriarkerne rejste), melekh (konge, en variant af Molok, ”Isaks rædsel”), el (gud) og shadday (sammenlign eli, min shedh, daimon, også oversat med ”skæbne”). Vi ser med andre ord, hvordan meningsfulde begreber som ”en gud”, ”guderne” og genius bliver til i denne forbindelse meningsløse ”navne” på en mere og mere spekulativ ”Gud”.

Denne gud haqqaq, udhuggede verden i form af toogtyve stier og tre tavler, iagttageren (egentlig sopher, den skrivende), det iagttagede og iagttagelsen, ti tal og toogtyve bogstaver. Disse ti tal (sephiroth) opfattes endvidere som ti hekhaloth, og bogstaverne som de stier, der forbinder dem.

Herpå opregnes de ti verdensretninger, eller som vi vil sige, fem dimensioner, de tre rumlige, tiden og den fysiske verdens vej til aktualisation som vores virkelighed. Mysten bevæger sig naturligvis i den modsatte retning for at ”føre skaberen (mennesket) tilbage til sin trone”.

Herpå følger magiske korrespondenser mellem bogstaver, planeter, ugedage, legemsdele, og så videre. Det er sympatisk magi, men den virker naturligvis ikke i denne den traditionelle grimoires form.

”Lo, the private chamber, its books are stolen, the secrets in it are laid bare. Lo, magic spells are divulged, spells are made worthless through being repeated by people.”

Denne magi er konsensuel, men magi er et brud på konsensus. Det hjælper os ikke at kopiere sidemandens noter, vi må forstå bogen.

Denne misforståelse skyldes i høj grad arabisk påvirkning. Muslimerne var trods alt am hassepher, bogfolk, og i modsætning til de kristne, der læste Bibelen på en anden måde, monoteister, og havde Abraham til fader.

Det kunne således med en vis ret siges at være ”den samme religion”. Sprogbarrieren var da også mindre.

I denne blandingsmagi spillede dæmonologi og amuletter en central rolle. Dæmonologien går, som vi har set, tilbage til de babyloniske eksorcismer, men nu fik den et nyt formål, magikerens anskaffelse af en parhedros – et væsen, der kan siges at ligge midt imellem succubus og daimon.

Man indkaldte (qebhica) disse væsner, når man havde brug for deres tjenester. I mellemtiden havde den arabiske mandal udviklet sig til den bekendte magiske cirkel, i hvis midte magikeren kunne føle sig sikker, ligesom hver dæmon nu havde fået sit segl (veve).

Det kan således kaldes ironisk, at det arabiske heksagram, repræsenterende mødet mellem de to verdener, endnu kan ses på det israelske flag (se forsiden på GRIMOIRE)!

wormhole-2514312_1280.jpg