Magi er kontrakausalitet. Universet styres af kausale love, eller det troede man i det mindste engang.

I dag har videnskaben opgivet kausaliteten som fundamental, eller rettere ”lokale årsager” – det lyder bedre. Men alle årsager er lokale.

”Felter”, såsom magnetfeltet, kan virke mystiske, men de påvirker os kun, når vi er i dem. Det, vi taler om her, er Einsteins spukhafte Fernwirkung.

I årtusinder har mennesket udnyttet verdens grundlæggende kausalitet. I årtusinder har mennesket udnyttet verdens grundlæggende akausalitet.

Vi lever på en kausal ø midt i et akausalt ocean. Det faste land kalder vi årsag og virkning, og vandene kalder vi tilfældighed.

I lang tid troede man, at havet blot var et uopdaget kontinent. Hvis vi kendte alle årsager, ville der ikke være nogen tilfældighed.

I dag har fysikerne accepteret, at indeterminisme er et fundamentalt træk ved universet. Men det er ikke noget, man behøver at være fysiker for at forstå og erfare.

Kausalitet og sandsynlighed er to fundamentalt forskellige fænomener. Kausale virkninger er kumulative, akausale er ikke.

Sandsynligheden for at slå en sekser er den samme, ganske uanset hvor mange seksere vi allerede har slået. Det overrasker os ikke, som det vante sjældent gør.

Derimod ville det nok overraske os en smule, hvis vi, når vi stablede mursten, hver gang vi lagde en, skulle begynde forfra. Noget så uberegneligt virker det ikke umiddelbart, som om vi kan bruge til noget.

Og dog accepterer vi det som en almindelig erfaring, at alle vore handlinger, funderet på forestillingen om årsag og virkning, er til ingen nytte, hvis vi ikke har heldet med os, med andre ord, at det akausale spiller en større rolle i vores liv end det kausale. Visse mennesker er ”heldige”, men hvorfor, tillader vi ikke os selv at forstå.

Vi taler om triste skæbner, men ”tror” ikke på skæbnen. Vores situation er med andre ord den samme som efter en atomkrig, hvor man fortæller eventyr om en mystisk kraft, El, der oplyste hele byer.

Dette er ikke primært et historisk værk. Derimod har den historiske gennemgang, der ikke fylder så helt lidt i den, to vigtige funktioner.

For det første at demonstrere, at magien, den akausale virkning altid har været en lige så indlysende del af tilværelsen som den kausale. Og her skylder vi the woke nazis tak for at demonstrere, at selv den mest påtrængende erfaring – som at der er to køn – kan undertrykkes af en tilstrækkelig aggressiv inkvisition.

Et massesamfund har brug for kausale massevirkninger, ikke magikere. For det andet at hjælpe læseren til at forstå, hvad denne magi er, og hvad den ikke er.

Hvordan skæbnemennesket kan være unddraget den kausale massevirkning, hvad denne skæbne er, med samt den wardlock, der gør ham til en warlock. Hvad den transcendens er, som gør den mulig, og hvad dens midler er.

Hvorfor de mere jordbundne trippere trods alt føler, at de har oplevet noget virkeligere end deres nabo. GRIMOIRE er i denne forstand den vigtigste af alle bøger, og den mest irrelevante i kraft af at kræve sin læser.

De fleste vil nok finde en bestseller med titlen ”Magi for alle” mere fristende, ligesom ”Hvordan man bliver millionær”, uden et øjeblik at overveje, hvorfor ikke alle dens læsere er millionærer. Hertil kommer forskrivelsen til Fanden, erkendelsen af, at kraften er sin egen.

Sejlere, der vinder regattaer, er, som enhver ved, fordømte. De har sluttet pagt med vinden.

fire-1075162_1920.jpg