Hvis vi skal pege på en enkelt afgørende forskel på vores verden og den, vore forfædre levede i, a world of gods and monsters, må det være, at den ikke længere er fysisk. Dermed mener jeg ikke naturen.

Du kan tage på skovtur, fjeldtur eller melde dig ind i et naturfredningsnævn og stadig se postkort. Det er så pænt.

Men den fysiske verden er ikke pæn, den er, med et ord hentet fra feminismen, ”nasty”. Den er kød og blod og køn.

Den er alt det, vi er, og ikke burde være. Den er biologi i stedet for psykologi.

Den er årsagen til det kvindelige selvhad. Derfor var den også hovedemnet for hovedtaleren ved kvindemarchen i 2017.

I am nasty like the blood stains on my bed sheets. We don’t actually choose if and when to have our periods.

Believe me, if we could, some of us would. We don’t like throwing away our favorite pairs of underpants.

Kvindens månedlige konfrontation med sin egen kvindelighed er den sidste rest. For manden måske en pornografisk side på nettet.

Men som vi nu har opdaget, findes der ikke køn. Ingen mænd.

Ingen kvinder. Ingen kvindesag.

Ingen homoseksualitet, højst en paryk. Verden er blevet en tampon.

Vi har bygget mur efter mur imod den fysiske verden. Vi bliver ikke ældre og dør.

fisk.jpg

Der findes ingen sygehuse, kun sundhedscentre. Flipproletaren løber uden at løbe nogen steder hen, tager på kaninjagt og slår en høj latter op tilbage ved radiatoren.

Kød er usundt. Cykler til kontoret og redder verden.

Demonstrerer imod de hvide slaveejere i sydstaterne. Slår sin plæne og vasker sin bil.

Engang imellem ser han ud ad vinduet. Der er hundrede kanaler, og de viser alle sammen det samme.

Der er ingen fake news i medierne eller hate speech på de sociale, for der er ingen news og ingen speech. Somme tider undrer vi os over alt det, vore overtroiske forfædre så, guder og uhyrer.

Vi ser dem ikke, for vi ser ingenting. Så hvad handler HISTORIER om?

Den handler om historierne. De gamle og de nye.

Dem, vi er enige om, og dem, vi ikke kan blive enige om. Men også om den fysiske verden bag dem, som de for det meste skjuler, men af og til afslører.

Det er de sidste, vi helst ikke skal læse. Dem, der ikke bliver i hovedet, som historier skal.

The nasty ones. HISTORIER er fuld af dem.

De ligner brikker i et puslespil, men er splinter i en rude. Hvis du læser længe nok, kan du måske stikke en blodig hånd ud igennem den.