At vi gerne ser nationalsocialismen som en aberration, der begyndte og endte med Hitler, kræver næppe nogen nærmere forklaring. Ikke desto mindre har den dybe rødder i liberalisme og nationalisme.

Sit tankegods har den fra den bevægelse, der opstod i det attende århundrede og fik politisk betydning i det nittende. Denne ”oplysningstid” er atter inspireret af ”renæssancen”, hvor italienske bystater så sig selv som de antikke grækeres arvtagere.

Dermed kom en dominerede merkantil klasse i et modsætningsforhold til adel og gejstlighed, ”demokrati” til aristokrati og teokrati. Det var ligeledes denne ”tredje stand”, der stod bag den Franske Revolution.

Som bekendt skabte liberalismen et nyt proletariat, der var væsentligt dårligere stillet end det feudale. Der krævedes med andre ord nye idealer, der favoriserede den nye herskende klasse, uden at dette blev alt for åbenbart.

Et centralt begreb var ”frihed”, hvorved man forstod en ganske hypotetisk social mobilitet. De dygtige og flittige blev belønnet, hvorimod de dovne blev ”sociale tabere”.

Her var ”uddannelse” skrabeloddet, der gav sikker gevinst. Det kan vel næppe undre, at et samfund, hvor samtlige borgere opfordres til at forlade deres plads, ikke kan bestå.

Hvor bondestanden havde været en integreret del af det feudale samfund, var det nye land- og byproletariat en slaveklasse uden den beskyttelse, en sådan traditionelt nyder. Dermed opstår en klassebevidsthed, som må afledes, og det er her, nationalismen kommer ind.

I det nationalsocialistiske evangelium findes der hverken udbyttere eller udbyttede, kun tyskere eller danskere. Denne ”Deutschtum” eller ”danskhed” er en illusion, som liberalismen omhyggeligt skaber.

hitler-artikel.jpg

Først erstattes latin af nationalsprog. Derefter bliver dansktalende til et dansk ”folk” med en historie, der digtes til lejligheden.

At den danske adel talte tysk, og den engelske fransk, går man let hen over eller benytter til yderligere at fremmedgøre ”folket” for de gamle magthavere. Det næste skridt er forestillingen om mere og mindre udviklede kulturer, der graderes efter, i hvor høj grad de manifesterer den liberalistiske ”frihed”, der bliver endemålet for en metafysisk ”historisk udvikling”.

Den ariske eller indoeuropæiske sprogstamme bliver til en arisk ”race” i modsætning til den ”semitiske”. Dermed har nationalismen fået et for proletariatet lettere forståeligt etnisk komplement.

I krisetider kan denne antisemitisme i form af konspirationsteorier om jødedommens eller Islams magtovertagelse endvidere virke som en effektiv afledningsmanøvre, ligesom nationalismen bliver til militarisme, og styret generelt bliver mere autoritært som beskyttelse mod en ydre og indre fjende. Frygten for at blive mistænkt for at være en sådan fører endvidere til selvcensur, ikke mindst i pressen, så at kun nationalsocialistiske ideer kommer til udtryk.

Dette mediebillede bliver da i løbet af kort tid til en uimodsigelig virkelighed for proletariatet og samtidig afløb for alle dets frustrationer i ”spontane” demonstrationer som Krystalnatten. Det muliggør ligeledes en historieforfalskning, hvor der lægges afstand til tidligere mindre vellykkede manifestationer af den grundlæggende ideologi.

Tonen i ”debatten” bliver hysterisk og intimiderende, og indlæg, der stiller sig kritiske over for den nationalsocialistiske ideologi, bliver ikke optaget. Der er, som man vil se, intet nyt under solen.