Der er naturligvis i det mindste to indgange til fænomenet Hitler: den populærhistoriske og faghistoriske. Den første er den, de fleste kender fra krigsfilm og History Channel (hvor han ofte kædes sammen med Nostradamus).

For mig som barn af efterkrigstiden forekommer ”nazismen” måske knap så fjern – min far og Hitler var jævnaldrende. Det gør det også lettere for mig at spore tegneserieversionen tilbage til den allierede krigspropaganda.

Det er her værd at huske, at man først efter krigen blev bekendt med Holocaust. Det billede, man havde af fjenden, var dermed blot en kopi af ”hunneren” fra den første verdenskrig, Erich von Stroheim, der voldtog barnepigen og kastede barnet ud ad vinduet.

Hertil kom et vist behov for at latterliggøre fjenden. Nazisterne var farlige nok til at skulle bekæmpes og ufarlige nok til at kunne overvindes.

De tyske tropper marcherede i takt til ”the Lambeth Walk”, og sammenklip af de mere følelsesladede passager af Hitlers taler gav indtrykket af en frådende galning. Efter krigen blev de racistiske fremstillinger af japanerne klippet ud af tegnefilmene, men en sådan revision fandt aldrig sted, når det gjaldt Hitler og nationalsocialismen.

Den mystiske tiltrækning, dette vanvid udøvede på det tyske folk, blev tilskrevet ”massehysteri”. Om man havde dette hysteri med hos købmanden, melder historien intet om – i det mindste ikke den historie.

populaer-_og_faghistorie.jpg

At der ikke er undertekster på Hitlers taler, hvor han opfordrer til kamp mod de ugudelige kommunister, og som dermed kun kan anes som en hysterisk skratten overdøvet af en belærende voice-over, er der sikkert en grund til. En nærliggende forklaring er, at der til stadig må advares imod dette djævelskab (hvilket ikke just røber den store tillid til publikums fatteevne og folkestyret).

Hvis dette virkelig er formålet, må man sige, at pædagogikken er forfejlet. Det har således kun gjort det alt for let for Hitlers apologeter at påvise det tendentiøse i denne form for historieundervisning og erstatte den med ren historieforfalskning, grænsende til holocaustbenægtelse.

Hertil kommer, at det især er på højrefløjen, man insisterer på denne karikatur, svarende til det hastværk, Konservativ Ungdom fik med at udskifte skråremmen med frihedskæmperarmbindet. Når man har så umådelig travlt med at lægge afstand til nationalsocialismen, skyldes det således nok i høj grad, at den er too close for comfort.

Det klasseløse samfund, hvor rig og fattig arbejder sammen for fædrelandet, og dette samfunds behov for at beskytte sig mod laverestående ideologier og kulturer, vil næppe mange i dag se noget forargeligt i. Det gjorde tredivernes menige tysker heller ikke.

Ghettoer og bombning af civile mål vil ganske tilsvarende for de fleste forekomme at være nødvendige onder, når det gælder om at forsvare sig imod en etnisk gruppe, hvis mål er den totale udslettelse af den vestlige civilisation. Selvfølgelig kan man retouchere det nationalsocialistiske fjendebillede, så den ”jødiske bolsjevisme” bliver til ”jøderne”, men det er ikke desto mindre et fromt bedrag.

Helt den samme kritik kan naturligvis ikke rettes mod faghistorikeren. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han i det mindste prøver at forstå.

Ikke desto mindre er det, som om der også her melder sig en forpligtelse til at se Hitler og nationalsocialismen udefra, hen efter et psykiatrisk tilfælde, hvor patientens ytringer højst har interesse som en hjælp til at stille diagnosen. Alene det, at man konsekvent benytter skældsordet ”nazisme” – svarende til i et lærd værk om Afrika at omtale den indfødte befolkning som ”niggers” – gør mig en smule mistroisk over for disse værkers objektivitet.