Slår man op i Nationalencyklopædien for at finde ud af, hvem denne Neutzsky-Wulff er, vil man som de første tre ord i artiklen finde ”Det originale forfatterskab”. En anden almindelig formulering er ”enestående i dansk litteratur”.
Begge dele er høflige formuleringer af den kendsgerning, at jeg er umulig at placere. Gyldendals litteraturhistorie når kun frem til, at jeg skriver gammeldags, ligesom i tresserne, hvor der var jenka og gammeldans – noget andet er så, at ingen i dag har den fjerneste anelse om, hvad jenka er.
Jeg skriver mig kort sagt ikke ind i nogen sammenhæng, jeg er lige så lidt postmodernist, som Dante er prærafaelit. Skriver jeg om aktuelle emner, er det som en rejsende fra månen.
I min beskrivelse af den menneskelige situation henter jeg mit stof fra fem årtusinders historie, idet jeg fuldkommen ignorerer den aktuelle, viderekomne synsvinkel. Det er bare for meget!
Man er nødt til at begynde med noget, man ved, men det kan man ikke med Neutzsky-Wulff. Intet er givet på forhånd.
Man kan måske lære et nyt sprog, men et nyt begrebsapparat, en ny verden? Originalt?
Ja måske. Eller en fysisk virkelighed, der har ligget begravet under religioner og ideologier i årtusinder, unaturlig og overnaturlig for en naturvidenskab, der er et barn af teologien.
Der er kun læseren og bogen. Der er ingen hjælp at hente andre steder end i hans egen intelligens og biologi.
Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt at læse en sådan bog, eller blot føle sig fristet til at forsøge. Færre vil disse læsere ganske givet blive i et samfund, hvor det er umuligt at undgå højttalerne, hvor der ikke er en eneste sekt eller græsrodsbevægelse, der ikke er spændt for kapitalens vogn, og hvis muligheder for at kontrollere borgerens virkelighed dermed er nærmest ubegrænsede.
Ingen skal være i tvivl om, hvordan statsmagten ser på disse læsere: De er terrorister. Med LIV overvintrer de nu endnu en gang, mens deres fangevogtere ængsteligt skygger for en altnærende og altfortærende forårssol.