"Han speedede forsigtigt op. Han konstaterede til sin tilfredshed, at han lå maskulint, men ikke sådan rigtig kriminelt over fartgrænsen.
Han passerede en kvindelig bilist og måtte smile. Hun var på vej et sted hen i en fornuftig fart.
Hun forstod ingenting. Hun kunne lige så godt have købt en cykel.
Manden var en jæger og havde fået færten af byttet, en værdig modstander i ædel kappestrid. Det var en lidt ældre model, og han gættede, at det også var tilfældet med føreren.
Han slog med tøjlerne og lod hestene strække ud. Han følte sig som en nyåbnet six-pack, godt rystet, og glemte i det øjeblik alt om motorer.
Det var ham, der løb. Han havde fuld kontrol over sit liv.
Bilen accelererede som en glidende rovfugl over sit domæne. Så kom de berusende øjeblikke, hvor han lå drillende på siden af sin konkurrent.
Han kastede et nådigt sideblik på ham og nikkede kort, inden han overhalede. Han havde vundet en sejr, måske dagens eneste.
Men hvorfor egentlig? Hvorfor ikke bare blive ved med at køre?
Blive væk for de andre og sig selv? Kør dog videre!
Videre, sang det i motoren. Men han ville selvfølgelig blive hentet hjem som en bortløben knægt.
De ville blot anbringe ham i en endnu snævrere celle. It was too late to join the circus."