I min skoletid fik vi børn at vide, at vi skulle ”beherske vore drifter”. Det var en katolsk skole.

I dag er disse drifter hovedsagelig erstattet af behov. Det er et betydeligt fremskridt set ud fra et mentalhygiejnisk synspunkt, for mens drifter er noget uregerligt noget, kan behov opfyldes.

Det er da også i denne ånd, de fleste menneskelige drivkræfter er blevet redefineret, kærlighed som seksuelle behov, og selvhævdelse som et behov for accept. Hvor de optræder i deres oprindelige form, diagnosticeres de som patologiske og tegn på, at basale behov ikke er blevet opfyldt, gerne i barndommen, for at ikke den kristne syndsbevidsthed skal snige sig tilbage.

For at blive i jargonen kunne man så eventuelt spørge om, hvad de mest påtrængende menneskelige behov er. Mange af disse når naturligvis næppe at melde sig, eftersom de bliver nærmest automatisk opfyldt – hvor generende tørst end kan være, når den dog sjældent at blive et problem.

Et sådant overset fundamentalt behov er virkelighed. Ligesom øllen i køleskabet er den gerne lige ved hånden, men det betyder ikke, at de ikke begge er resultatet af en lang proces, som vi blot er lykkeligt uvidende om.

Virkelighed brygges i hjernen, og hvis man tror, det er en simpel procedure, behøver man blot at kaste et blik ud over de talrige virkeligheder, mennesket har omgivet sig med siden tidernes morgen. Der findes naturligvis en nem og behagelig løsning på dette problem: Virkeligheden har altid været den samme, vi er blot som mennesker blevet klogere og klogere på den.

Denne ”realisme” stammer oprindelig fra middelalderen og inkluderede på dette tidspunkt helgener og mirakler. Man lovpriste kort sagt det hellige enfold, der ikke satte spørgsmålstegn ved den af kirken viderebragte åbenbaring.

det_uforklarlige.jpg

I dag er holdningen stort set den samme. Kloge folk er nok klare over, at verden ikke består af diminutive legoklodser, men i bedste fald af partikler, der egentlig er bølger, der egentlig er matematiske udtryk for sandsynligheden for at finde dem, når og hvis vi ser efter dem – den videnskabelige forklaring, der bygger på lokale årsager, at noget skubber til noget andet, er med andre ord noget af en tilsnigelse.

Den verden, vi lever i, er et produkt af hjernen, noget, der har en tendens til at give kvantemystikerne storhedsvanvid. Uheldigvis er deres ”sjæl” eller ”bevidsthed” lige så meget en illusion som den ”ydre” verden, eller de er i bedste fald aspekter af den samme – uhyre praktiske – fejlslutning, der placerer ”os” inde i ”vores” hoved, et spøgelsesagtigt jeg, der på magisk vis erfarer og påvirker en fysisk verden.

Naturligvis nytter det ikke noget at forklare en almue, der læser ”Information”, noget sådant. Den kan jo se, at Jorden er flad.

Og med den for en sådan typiske overtroiske frygt vil den blankt afvise enhver påstand og ethvert fænomen, der strider imod denne primitive model. Som i renæssancen er en dybere erkendelse forbeholdt onde troldmænd.

På samme måde opstår det ”uforklarlige”, som på samme tid udøver en kildrende ængstelig tiltrækning på den uvidende masse. Sådan er hjernen nemlig indrettet.

Den vil gerne vide mere, men ikke for meget, og ikke for hurtigt. Den er endvidere doven, så hvis fænomenerne kan passes ind i de forhåndenværende krystalsfærer, bliver de det – også selv om de derved mister de fleste af deres hæle og tæer.

Reinkarnation og ufoer giver måske ikke meget mening, men i det mindste passer de ind i den aktuelle mytologi. For et halvt årtusind siden ville valget have stået mellem dæmoner og den hellige jomfru.

Det kan ikke være anderledes, så længe vi hænger fast i den kristne sjælelære, der nu for tiden hedder ”psykologi”. Dens udøvere har da også omtrent den samme funktion som tidligere skriftefaderen, nemlig at forsikre pønitenten om Guds vilje og uendelige nåde, så længe Hans skaberværk, den udleverede virkelighed med dens indbyggede magtforhold ikke krænkes, ingen har jo lyst til at være ond eller tosset.

For den vidende er det at lytte til søndagsprædikenen på tv som at se ned i en dyb brønd – råber han ned i den, får han i det højeste et rungende ekko igen. Og dog må han utrætteligt kaste sit garn, eftersom enhver mulig fremtid hviler på skuldrene af de få.