En ting har imidlertid ikke forandret sig i løbet af de to århundreder, to eller tyve årtusinder. Vi modtager besøg – fra underverdenen, himlen, det hinsidige, rummet, under og i sengen.

Det vigtigste våben i kampen mod den fysiske verden er måske de religiøse symboler, der overflødiggør alle overvejelser med hensyn til vore forfædres erfaringsverden. De mente det ikke!

Vi taler om det uforklarlige som indslag af det overnaturlige, der undtagelsesvis viser sig for vores blik, men hvad vi i virkeligheden frygter, er, at det gemmer sig bag vores øjne.

Med tiden blev årstidernes skiften, tilvejebragt af solen, det mest anskuelige billede på transcendens og descendens, verdens neurologiske grund.

God doesn’t go bump in the night. I det højeste kommer han med gaver til artige børn, allerbedst et mageligt efterliv.

Mennesket ”tæmmer” ikke naturens kræfter – hvad det måske har glemt – det udnytter dem ved at adlyde dem. Skæbnen er vinden i livets sejl.

Selv den nok så interesserede og motiverede tilhører vil gå hovedrystende bort, når du fortæller ham, at han ikke er til. Og dog giver denne påstand udmærket mening, når man forstår, hvad der menes med den.

Det nærmeste, du kan komme til et svar, er, at engle ligesom mennesker i reglen er ganske skikkelige, men engle er de ikke!

Derfor skyldes den uro, den ”uhyggelige” historie vækker i os, heller ikke vores relative tryghed, men vores relative utryghed.

Og som altid er gyset transcendent, og transcendensen seksuel. I guvernanteromanen er guvernanten prisgivet sin arbejdsgiver i en ekstatisk version af Me Too, og den unge mand en nådesløs femme fatale.