Hendes navn var Herja. Han ristede det med runer på sengegærdet, Haglaz, som åbnede himlen, Ehwaz, hesten, Raido, det vilde ridt, Jeran, den evige tilbagekomst, og Ansuz, de smilende guder. Da vågnede hun, hans ledsager, beskytter og bestemmelse, som tomten for bondens tordenkile, og spurgte:
Sig mig, hvad brynjen på Brynhild vel brød,
løste den ligbleges lænker?
Og han svarede:
Sværdet det var, hvormed ravnene kød
Sigurd på slagmarken skænker!
Og hun strakte sig over hans leje som en uvejrssky, der bringer tung regn, og signede dagen og natten og jorden og de tilbagevendte, aser som asynjer. Alting lærte hun ham i elskovens brydertag, det sejrende Tiwaz, det bindende Naudiz, og spændte ham sværdet ved side, for stormen var nær, som skåner kornet, men fører avnerne bort.