I Udgård sidder kæmpen Egder og venter på Ragnarok, når asernes brud med jætterne har ført til et tilsvarende frafald blandt menneskene, orkestreret af Loke. Nu er timen kommet, og han synger en kampsang akkompagneret af helvedhanen Fjaler.

Egder da vækker

med sine strenge

jætternes rækker,

de, som så længe

sov under stenen.

Blodrøde Fjaler

oppe på grenen

frydefuldt galer.

I Asgård svarer gjalderhornet – en bog betitlet DANMARK – og kalder guder og helte til kamp. Loke stjal Hejmdals sværd, mens hans sov, men han har stadig hornet, selv om han næsten har ventet for længe med at blæse i det.

Alle ved, hvad der vil ske – undtagen dem, der er bundet af søvnruner og blot vil falde som det modne korn for den solblinkende le. Kaoskræfterne vender tilbage, må nødvendigvis vende tilbage, for at verden kan forny sig.

Lader den Hvide

gjalderhorn lyde.

Træet må lide,

synes at syde.

Valfader råder

Mimer den vise.

Intet det båder,

alt vil forlise.

De sovende skutter sig, advarer mod slig tale. Så er de borte og har overladt valpladsen til de levende.

Nu ser jeg svende

raske på ny af

gårdene rende,

glade af gny, af

dånet bedåret,

signet og såret,

valkåret båret,

valhal beskåret.