Vi taler gerne om den ”mørke” middelalder som en periode, hvor almuen var grebet af overtroisk frygt, men denne hører Reformationstiden til, og helt ind i det attende århundrede havde man, hvad vi ville kalde et ”afslappet”, om end respektfuldt forhold til vætterne, når blot man kunne få fred for præsten. Den ret pludseligt opståede frygt, der blandt andet gav næring til heksebålene, havde således sin oprindelse i spændingen mellem det gamle og det nye.
Det teokratiske og feudale samfund værgede sig imod de demokratiske anarkister, der atter forsvarede sig mod anklagerne om satanisme ved at anlægge en from ildhu, der ikke tempereredes af de hidtidige magthaveres erfaringer med menneskenaturen. Hertil kom den borgerlige fordummelse og forgrovelse, der, som vi har set, i vor egen tid er eskaleret til en kollektiv åndssvaghed, så at almuen nu blot andagtsfuldt folder hænderne, når man i et økonomisk diktatur som vores taler om frihed og folkestyre.
Der var nu kun den fjerne Gud, fugleskræmslet på korset og alle deres fjender, der fristede med kærlighed og venlighed. Verden var med andre ord blevet lige så ondskabsfuld som det uhyre, der havde usurperet skabernes rolle.
Den irriterede nisse, plagsomme djævel og moderne oplagsbevidste poltergeist er indlysende en og samme ”person”, men som offer er han utilstrækkelig til at mætte det glædesløse og hadefulde borgerskabs blodtørst. Det er her, heksen kommer ind.
I Køge Huskors finder vi den tidligere behandlede overnaturlige fænomenologi, der er blevet dæmonisk. Nissen pikker på ruden, og den blegfede borger klamrer sig til skinken i fadeburet, der nu ikke længere er penaternes, men hans, hans, hans.
Så får det dumme svin en tur ud af sengen, og hans frigide datter besøg af noget andet end naboens Hans. At det er selve verden, han har krænket, foresvæver ham ikke, i stedet kommer han i tanker om et skænderi med nabokonen.
Dumhed, had og forfølgelse er som bekendt borgerskabets svar på alting. Denne klasse må altid have nogen at hade for at glemme den lede, den føler ved sig selv.
Så længe svinene bliver i stien, nøjes de som regel med at udlevere partnere og familiemedlemmer, men får de magt, flammer krematorieovnene – i enhver demokrat gemmer der sig en nazist. Denne tankegang ligger ”religiøs fanatisme” så fjern som noget.
Heksen er en tyv og bliver retsforfulgt som en tyv. Når hun bliver brændt, er det for at skåne hende for den for en kvinde ydmygende hængning – hun er i reglen halvt bevidstløs af brændevin, når hun kastes på bålet, bundet til en stige.
Torturen er den almindelige forhørsteknik i et retssystem, der efter at være gået bort fra gudsdommen må levere beviser, som i mangel af en egentlig retsvidenskab af nødvendighed må udgøres af vidneudsagn. Oprindelig får sagsøger samme behandling, men dette ændrer sig naturligvis ved etableringen af den moderne klassedomstol.
I vore dage er det overnaturlige naturligvis blevet populært ved i reglen at glimre ved sit fravær. I denne fortyndede udgave er det så endt som endnu et ”tilbud” på den skæbneløse selvrealiserings markedsplads.
Men virkelighedens tilsyneladende så faste grund er illusorisk. Der er et jordskælv på vej.