Hvor kristendommen kun har én – godt nok treenig – gud, og de fleste andre religioner et regulært panteon, plejer vi at henføre til den nordiske som ”troen” på Odin og Thor. Åbenbart hersker der en vis forvirring med hensyn til, hvem der er hovedgud.

Som hersker over det hinsidige og den, der fører og modtager de udvalgte i denne region, er han meget naturligt Alfader. Af samme grund er han imidlertid af mindre interesse for dem, der ikke i kraft af deres herkomst var garanteret en plads blandt Valhallas kæmper.

For dem var Thor, den bomstærke pralhals, et bedre bud som personifikationen af den ”menige” krigers dyder. Som al anden mytologi er han formuleret af aristokratiet – der findes ingen ”folketro” i betydningen udgået af eller opstået i folket – og han er således skildret med et glimt i øjet som et kærligt portræt af den klasse, det byggede sin magt på.

Hvor Odin på sin vis hører til i sølvalderen, er Thor ægte kobberalder. Hans mor er Fjørgyn, jorden, men hun er død for ham.

Jeg ser, du lægger vind på mad og drikke

– ej heller synes du at lide nød.

Dog glæd dig ej for tidligt! Ved du ikke,

din moder, som dig nærede, er død?

Hvor Odins våben er spyddet eller vandrerstaven, er Thors hammeren Mjølner (ødelæggeren), et kastevåben, der kultisk er i slægt med dobbeltøksen, som atter identificeres med tordenkilen. Hans navn betyder torden – jævnfør Donnerstag.

Dette fik romeren til at identificere ham med Jupiter, en sammenligning, der, som man vil forstå, halter noget. At han samtidig er en kulturhero, der holder kaos på afstand i skikkelse af jætterne og Midgårdsormen, den nordiske Rahab, som i hans berømte fiskedræt, kan der dog ikke være tvivl om.

Hvor Odin gerne udmanøvrerer jætterne i kraft af den visdom, han har erhvervet fra dem, er det ofte omvendt med Thor, som triumferer i kraft af sin styrke. Han må dog som bekendt ligesom sin græske kollega Herkules trække i kvindeklæder for at vinde Mjølner tilbage fra jætterne.

I modsætning til den kristne Gud ligger aserne under for skæbnen og de naturkræfter, jætterne repræsenterer. Thor og hans fæller taber det bekendte væddemål, da de er ude af stand til at udføre de herkuliske arbejder, jætterne pålægger dem: at æde mere end ilden, løbe hurtigere end tanken, tømme havet, løfte jorden eller besejre alderdommen.

Disse ”svagheder”, som de kristne missionærer yndede at påpege, gjorde de nordiske guder til menneskenes allierede i en fælles verden, mens den kristne forblev en verdensfjern tyran. Det understregede ligeledes en anden vigtig pointe: Hvor Gud er ren overtro, er aserne virkelige væsner.

Tyr er en ældre guddom, hvis egenskaber og funktioner efterhånden blev overtaget af Odin og Thor. Er Odin den enøjede gud, er Tyr den enhåndede – som bekendt ofrer han sin ene hånd for at binde Fenrisulven, endnu en understregning af den ligevægt mellem orden og kaos, som kræver en konstant indsats, noget, vi, der lever i en verden af ideer og ”naturlove” og har lagt den ”overnaturlige” fysiske verden langt bag os, uheldigvis har glemt.

Når vi skal forstå Loke som den ”negative” side af Odin, kan det være nyttigt at inddrage den græskromerske ækvivalent, Hermes eller Merkur. Også han er oprindelig shamanen, der rejser til underverdenen for at konferere med forfædrene.

Denne underverden (eller ”himmel”, som vi agerbrugere kalder den) er naturligvis af nødvendighed rykket længere og længere væk, efterhånden som den ”naturlige” verdens grænser har flyttet sig – for vore forfædre lå den i Sverige. Dette betyder igen, at de første felttog var skabelsesakter, og at de fremmede folkeslag, man stødte på, eller som besøgte en, blev opfattet som overnaturlige væsner.

Shamanen får med andre ord konkurrence af købmanden, og Hermes, den vejfarendes beskytter, bliver en merkantil guddom med alle dennes mere ubehagelige sider. Nu er formlerne ikke længere kreative, men bissekræmmerens sales talk, og det er her, Loke kommer ind.

Hvor Odin er vis, er Loke snedig med implikationen upålidelig. Skønt han ofte bistår de andre aser, er det først og sidst egennytten, der driver ham.

De fleste af sagnene omkring ham, ikke mindst hans rolle i Ragnarok, imødeser en tid, hvor hensyn til ære og slægtsbånd er veget til fordel for den hurtige fortjeneste. Det er et af de mange stærke træk ved den nordiske mytologi, at den viser, hvordan liberalismens nidhug underminerer verdenstræet, og hvad der følger på dets fald, som forklaret i min bog DANMARK.

Mere end en gang viser Loke sig villig til at forråde aserne til jætterne. Disse fortællinger vil læseren kunne finde i utallige børnebøger, film og tegneserier, men kun i DANMARK vil han finde forståelsen af, hvad de betyder, både i deres samtid og for ham.