At flytte ind i et hus, andre har boet i, føles altid som en krænkelse. Måske elskede de det og forlod det nødtvungent, af økonomiske årsager.

Mænd og kvinder reagerer vidt forskelligt på denne implicitte fjendtlighed. Manden nærmer sig snusende og går med det samme en runde som for at sikre sig, at det virkelig er forladt.

Kvinden ser ingen fortid i det, kun en fremtid af maling og tapet. Hun ved straks, hvor alting skal stå.

Synes han ikke også det? spørger hun og hverken forventer eller får noget svar. Han har sin egen hule at forlade, og gør det kun nødigt, før han har fundet en ny.

Kvinden kappes med ejendomsmægleren i slet skjult nervøs entusiasme. Så er der prisen, men hun lover at tage tre jobs, om nødvendigt.

Kan han ikke se det? Det er det, ”de” altid har drømt om, og som han har arbejdet så hårdt for.

Her vil han kunne skrive uden at behøve at forklare den døve nabokone med en forkærlighed for day-time television, at han er hjemmearbejdende. Han har fortjent det – og det har hun på en måde også – i det mindste kommer han til at betale for det.

Da de kommer ud igen, synes huset at le ad ham. Nu følger det totale kaos, en strøm ind og ud, som hun boltrer sig i som en fisk på vej til gydepladsen.

Men mørket falder, og der er lyde. Der er pludselig et åndende nedenunder, når de ligger i deres senge.

Uden alle møblerne er huset så tomt, at der stadig er plads til det usynlige. Indimellem føles det, som om det truer med at kaste dem op.

Morgenen er for bleg og kvalm til at være en lettelse, og natten kommer alt for snart igen. Nu stormer det, og det føles ikke, som om det er udenfor.

Noget raser i huset. Det tordner i rørene.

Forsvarligt lukkede døre springer op i trækken. Det er husets hån.

Skygger vandrer rundt i det ved nat og dag. De vender sig konstant om efter det, der ikke er der, ikke kan være.

Den hule rumlen bliver til brag, der vækker dem. Hun begynder at se dårlig ud.

Han kan ikke sove. De begynder at gå ud igen, selv om området ikke byder på de store attraktioner, en restaurant, en biograf.

Nede i byen spørger de om de forrige beboere. Ikke meget at fortælle, tilsyneladende.

En ældre dame, der havde boet der siden borgerkrigen. Ingen mord eller indianske gravpladser.

”Maybe the house just doesn’t like us!” foreslår han. ”It wants its old lady back.”

”Well, it’s not going to!” Hun lyder ikke overbevisende.

Uddrag af “De forsvundne”