Efter en uge virkede det usandsynligt, at han skulle rende på den samme mand i haven, og han begyndt at nærme sig den som en kredsende kat om en madskål. Vejret var jo dejligt, selv om sommeren gik på hæld, og snart ville man ikke kunne færdes ude uden overtøj.

Samtidig ærgrede det ham, at dette åndehul i den støvede by skulle have antaget skikkelse af noget faretruende. Gammel Kongevej var som altid generende trafikeret, ofte måtte man kante sig frem på fortovet, hvad der førte til en sær zigzag kurs, hvor man snart blev klemt op ad en husmur, snart trængt ud mod kantstenen med den ene fod på cykelstien.

Han havde netop passeret Bülowsvej, da han fik øje på en person, der afgjort ikke passede ind i gadebilledet. For det første havde han hat på, en fedora af den slags, der hørte til enhver velklædt herres garderobe i halvtredserne, mere en kultgenstand end en beklædningsdel.

Dens formål syntes snarere at være at blive taget af end på som en rituel hilsen, især når den gjaldt det andet køn, og den bar ganske utvivlsomt ansvaret for en del tidlig skaldethed hos mænd. Det var da heller ikke det eneste ved mandens påklædning, der ledte tanken hen på Madison Avenue.

Den virkede således ulastelig, indtil det gik op for beskueren, at det musegrå jakkesæt var i det mindste to numre for stort, så at ærmerne dækkede håndryggene, hvilket tydede på konfektion. Skjortebrystet var i det mindste hvidt som papir, hvad det måske også var, bag det mørke slips.

I hånden havde han en flad metallisk mappe. Endnu mere påfaldende var imidlertid udtrykket, eller rettere den totale mangel på udtryk, i det blege ansigt.

Han måtte formodes at stå i sine egne tanker, men virkede snarere tankeløs på en unaturlig måde. Hans vandblå øjne stirrede lige ud i luften, og Damien kunne ikke, som han passerede ham, undlade at forsøge at konstatere, om han blinkede, hvilket ikke syntes at være tilfældet.

Et kort øjeblik tænkte han den absurde tanke, at det var en udstillingsdukke eller en mime. Han standsede uvilkårligt op og blev stående som for at beundre en påfaldende uinteressant vinduesudstilling – til hans store lettelse forekom manden lige så lidt opmærksom på hans eksistens som på resten af verden.

To busser stoppede og kørte igen, uden at han fulgte nogen af dem med blikket for at checke linjenummeret. Damien studerede de forbipasserendes ansigter på udkig efter et skævt smil eller andet tegn på, ar de delte hans forundring, men alle syntes at ignorere den besynderlige personage fuldstændig.

Til sidst fortsatte han et stykke ned ad fortovet, krydsede og gik tilbage på den anden side af gaden. Manden var væk, uagtet han ikke havde set andre busser passere.

Uddrag af “De forsvundne”