Jeg tror, at ”De forsvundne” vil glæde mange slags ENW-læsere.

Nostalgikere, som elsker Adam Hart-bøgerne, vil kunne genkende det okkulte detektivarbejde hos romanens to universitetsprofessorer Andrew Tennison og Richard Mann. Deres møder med vampyrer, zombier, engle, dobbeltgængere og andet overnaturligt godtfolk er en veloplagt version 2.0 af de gamle okkulte detektivromaner.

Hertil kommer gensynet med Mistress Fay fra ”Grimoire”, der leder efter sin herre, en præst, der i et hjemsøgt hus finder sin gud, en opfindelse til at kommunikere med de døde og flere andre, ikke mindst forfatteren Ambrose Bierce.

Alle hovedpersoner og deres historier indgår i det dragende puslespil af skæbner, som vi er blevet vant til især med de senere romaner, hvor historierne undervejs lægges som brikker i et større billede, der først bliver synligt for læseren til sidst. Spindet af historier væves, og den røde tråd bliver synlig.

Den skønlitterære karruseltur suppleres af tre faglitterære appendices, hvor emner fra ”Grimoire” tages et spadestik dybere.

Det gælder den hermetiske tradition, som er helt central i vores moderne opfattelse af det overnaturlige, den magiske tankegang og, som en udvidelse af gennemgangen af nordisk magi i ”Grimoire”, et appendiks om sejd.

”De forsvundne” burde på denne måde indeholde noget for enhver læser, og bogen udgør således et uundværligt tredje bind af ”Grimoire” og den troldnøgle til at genvinde den tabte magiske tankegang, som er målet med ”Grimoire-biblioteket”.

/ Chresteria