Det var kun en drøm! Hvor ofte har vi ikke hørt det, fra vi var helt små?

Når vi vågnede skrigende af et mareridt, var det det trøsterige budskab. Og vi troede det, fordi det var det, vi ønskede at tro.

Men hvad er en drøm? Noget hen efter en dagdrøm, nogle tågede forestillinger?

Nej! Drømmen er ofte karakteriseret ved at være langt mere fysisk påtrængende end den vågne tilstand.

Vi kunne aldrig komme på den tanke, at vi drømmer, mens det står på. Hvorfor er det da så let for os at overbevise os selv om, at den ikke er virkelighed?

For det første virker drømmen tit forvirret. Men hvis I tænker jer om, er jeg ret sikker på, at I vil indse, at forvirringen er jeres, stillet over for drømmens uimodsigelige logik.

Forestil jer, at I pludselig befandt jer i et fremmed land med andre skikke uden at forstå et ord af det sprog, der taltes. Ville I føle jer mindre desorienterede?

Og ville I derudaf slutte, at landet og dets indbyggere ikke var virkelige? For det andet er drømme som regel karakteriserede ved at være korte i forhold til vores daglige eksistens.

Det stod mig således klart, at jeg måtte træne mig selv op til ikke at vågne, før jeg havde haft tid til at orientere mig i den anden verden. Hvad er det så for en anden verden?

Det er karakteristisk, at vi som regel er os selv, men i en anden situation, sådan som den ville have været, hvis vi havde truffet andre valg, haft mere eller mindre held, og så videre. Moderne fysikere mener rent faktisk, at sådanne verdener har en fysisk eksistens, blot er vi afskåret fra dem.

Men er vi? Sæt, en morder kunne drømme, han ikke var det, og forblive i den virkelighed!

Uddrag af “De forsvundne”