Atlas var en kæmpe, der holdt himmelhvælvingen oppe. Nogen skulle jo gøre det.

Det var Bibelens raqia eller firmament, der var nødt til at være det, for at sol, måne og stjerner kunne sidde fast på det. Selv om jøderne havde deres skabelsesberetning fra babylonierne, var de ikke astronomer (astrologer).

I modsat fald ville de have bemærket, at ikke blot drejer stjernehimlen om jorden, modsat fiksstjernerne drejer planeterne også om hinanden, hvilket kræver flere firmamenter, der endvidere må være af krystal, så man kan se igennem dem. I en romersk version fra det andet århundrede er det dem, han slæber på, senere er det planeten Jorden, og til sidst går både han og planetsfærerne på pension, og den svæver frit i luften (medmindre man er kristen).

Men sært nok forårsagede disse kataklysmer hverken jordskælv eller tidevandsbølger. Derimod gjorde de det muligt for Columbus at opdage den Nye Verden.

I en ikke alt for fjern fremtid vil det formodentlig ikke længere være nødvendigt for mennesket at slæbe rundt på en ydre verden, og igen vil naturkatastroferne formodentlig udeblive. Derimod vil det gøre det muligt for dig at opdage en ny verden.

Vi vil dog afholde os fra at kalde den Erwinia. For som vi ofte får at vide, opdagede Columbus rent faktisk ikke Amerika.

Det blev opdaget af de vilde for titusinder af år siden. Så lad os sige, at vi genopdager det.

I dag taler vi naturligvis om et atlas, og det er et sådant i fire bind, du har foran dig. Meget i det lyder som skipperhistorier.

Men i det mindste bliver det forhåbentlig klart for læseren, at verden er beboet, og af andre end os. De gamle handelsveje er måske sandet til, men det betyder ikke nødvendigvis, at vore gamle handelspartnere, guderne, er forsvundet i en røgsky.