Viden er magt. Vi må vide noget om verden for at kunne gebærde os i den.

Hvad vi derimod indimellem er tilbøjelige til at glemme, er, at der er to slags viden. Der er min viden om, på hvilken hylde en bestemt bog står i mit bibliotek.

Det er ikke en viden, jeg har behov for at dele med eller få bekræftet af naboen. Men der er også en anden slags viden.

Jeg har således en viden om atomer og dinosaurer, selv om jeg aldrig er stødt på nogen af delene. Jeg ved, hvad der foregår ude i verden, og denne viden hænger uadskilleligt sammen med min viden om, hvad der burde foregå.

Jeg ved, at der findes udviklede og tilbagestående folkeslag, og at vi som tilhørende de første nok før eller siden kommer i krig med de sidste. Der er den verden, vi erfarer, og den, vi ikke er i stand til at erfare, og derfor må forlade os på rygtet om, Videnskaben og Nyhederne.

Ikke blot forekommer den sidste form for viden os at være mere pålidelig og virkelig end den første, den første er kun pålidelig og virkelig, når den holder sig inden for rammerne af den sidste. Sådan har det imidlertid ikke altid været.

Bonden gik godt nok til messe og hørte om Gud og Jesus, men han følte ikke noget behov for at spørge præsten, om nissen hjemme på gården var virkelig. Når der er en mils vej til nabokonen, optager videnskabelige og politiske sladderhistorier ikke sindene på helt samme måde.

Nu har vi imidlertid fået konsensus. Virkeligheden er primært den udleverede, og resten overtro og fordomme.