I en afrikansk landsby bor en gammel mand, der har navn efter sin daimon, Kariuki. Han nyder stor anseelse i kraft af sin alder, sine bedrifter og sin erfaring, og bliver gerne spurgt til råds i vigtige sager.

Men på det sidste har han følt alderen trykke, og det fortæller ham, at Kariuki behøver en ny krop. I dag er det helt slemt.

Så forstår han, hvad der er ved at ske, og iler til den hytte, hvorfra der høres barnegråd. De forsamlede i hytten forstår også, og den livlige snak om, hvem det er, der er blevet født, forstummer.

”Kariuki,” hvisker den gamle. ”Er det dig?

Er du okay?” Barnet hører ingenting.

Men noget i det rører på sig, spjættende arme, et spædt skrig. Den gamle mand nikker med fugtige øjne, som gamle mænds øjne er.

Hans læber former et stumt farvel. Så råber han.

”Kariuki er født!” Den rejse er fortsat, som aldrig ender, for den vandringsmand, der fandt sit midlertidige herberg i en gammel mand, som snart ikke længere vil være til.

Det kan man læse om i ”A Book of African Verse”. Udgivet i London i det Herrens år 1964:

“How do you feel, Kariuki?”

This he whispers

To the deaf stranger of this world.

Whereupon the “Kariuki” begins its endless journey.

It floats from mouth to mouth.

“It’s a boy!”

“Kariuki is born!”

The old warrior is born again.