I dag er vi tilbøjelige til at se religion og magi som et psykologisk eller sociologisk fænomen. Dermed siger vi, at de ligesom den tidligere beslægtede kunst ikke har noget med virkeligheden at gøre, men kun med vores forhold til den.

Den i en periode så populære uudgrundelige Gud er med andre ord blevet erstattet af en lige så uudgrundelig ”natur”. Unverständlich ist, dass die Welt verständlich ist.

Hvad der er mest uforståeligt, er naturligvis, at vi endnu i det enogtyvende århundrede klamrer os til forestillingen om, at der er verden og vores forestilling om den. Religion og magi bliver dermed noget, der hænger udenpå, ligesom søndagen på ugen.

Men virkelighed er blot den erfaring, der sætter os i stand til at forudsige den næste erfaring (det, nazisterne kalder fordomme). Intet erfaret og ingen erfarende indgår i ligningen. 

Den oprindelige betydning af ordet overlever kun i det engelske religiously, som ordbogen oversætter med samvittighedsfuldt. Det er den rettidige, konservative omhu, hvormed vi omfatter verden, modsat det illusoriske og destruktive fremskridt.

Alting bliver værre – det er entropiens lov – men progressivitet kan få det til at gå en hel del hurtigere. Man kan sige, at religion og magi hovedsagelig tager sig af forholdet til det overnaturlige, men det akausale er også mere fundamentalt end det kausale.

GRIMOIRE gør op med den primitive dualisme, der gør magien til en selvmodsigelse hen efter ”et liv efter døden” (uagtet det er dualismen, der er det). Det er en erkendelse, der vækker den samme følelse, som får os til at betegne en filmgenre, der beskæftiger sig med det overnaturlige, som horror, erkendelsen af, at det overnaturlige, på ”godt” og ”ondt” er en del af eksistensen, som udtrykt i den første replik i, hvad mange ser som den første gyserfilm, ”Das Cabinet des Dr. Caligari” fra 1920.

Es gibt Geister. Überall sind sie um uns her.

Verdens fundamentale akausalitet kan ligesom tyngdekraften indgå i vores verdensopfattelse (magi) eller ignoreres. Men ingen undslipper den.