Religion er individuel og kollektiv, hvad det moderne menneske har svært ved at forstå. Vi er konformister eller nonkonformister.
Men i en kultur udgøres vores del af fællesskabet af det totalt enestående ved vores karakter. I et massesamfund af flipproletarer må en sådan individualisme nødvendigvis være en illusion – vores personaliserede ringetone – og vi vender da også hurtigt tilbage til jagten på ”dem, der har det ligesom os”.
Derfor er identitetstyveri også en umulighed. Det, vi får stjålet, er vores hundetegn.
Mennesket er en tilsvarende illusion. Der findes kun mænd og kvinder, voksne og børn, smede og tømrere.
Identitetspolitikken har kun det ene formål at nedbryde de sidste rester af identitet hos massemennesket. Vi kan være, hvad vi vil, fordi vi ikke er noget.
I et sådant samfund er der kun én autoritet, statsmagten, der i kraft af sit monopol på vold, og nu også kommunikation, kan få os til at handle, tale og tænke i overensstemmelse med en lille gruppe proletarers interesser. Her kan du vise din støtte til Ukraine.
Jeg kender ingen ukrainere. Jeg kender min nabo, der heller ikke kan betale sin husleje.
I en kultur er autoritet noget andet. Det er de egenskaber, der gør det klogt at overlade visse gøremål til bestemte personer, hvilket giver dem deres stilling i samfundet.
Bonden misunder ikke krigeren, og krigeren ikke bonden. Dette er især tydeligt hos børn, hvorfor indoktrineringen sætter ind tidligere og tidligere.
Drenge er lige så uinteresserede i pigernes dukker, som pigerne er i drengenes biler. Det er derfor, staten opdrager drenge til piger, og piger til drenge, for hvis man ikke er noget, er man ikke noget i modsætning til den.
Hvis man kunne, ville man kastrere drengebørn. Og det kan man nu.
I en kultur er den enkelte til gavn for samfundet i kraft af sine særlige evner. Magikeren er til gavn for fællesskabet ved at stå uden for det.
