Magi er kontrakausalitet. Universet styres af kausale love, eller det troede man i det mindste engang.
I dag har videnskaben opgivet kausaliteten som fundamental, eller rettere ”lokale årsager” – det lyder bedre. Men alle årsager er lokale.
”Felter”, såsom magnetfeltet, kan virke mystiske, men de påvirker os kun, når vi er i dem. Det, vi taler om her, er Einsteins spukhafte Fernwirkung.
I årtusinder har mennesket udnyttet verdens grundlæggende kausalitet. Vi gør det selv hver dag.
Når barnet endeløst lader legetøjet sejle ud over kravlegårdens kant, er det ikke for at irritere forældrene. Det er et videnskabeligt eksperiment med tyngdefelter.
Hvis vi på samme måde kunne udnytte verdens grundlæggende akausalitet, ville vi være magikere. Er noget sådan muligt, og kan man lære det af en bog?
Vi kunne på samme vis spørge, om man kan lære matematik af en matematikbog. Svaret er indlysende, at nogen kan.
Hvorfor er det så svært? Måske fordi matematikkens verden ligner vores egen så lidt.
At to æbler bliver fire, når vi lægger to til, har vi lært i skolen, og derfor forekommer det os indlysende. Med fysikkens ligninger forholder det sig anderledes.
Vi vil gerne tro, at disse udtryk afspejler eller ligefrem ligger til grund for den fysiske verden, men vi har ikke desto mindre svært ved at se forbindelsen. I årtusinder har mennesket udnyttet verdens grundlæggende kausalitet.
I årtusinder har mennesket udnyttet verdens grundlæggende akausalitet. Det kan vi benægte ligesom alle andre overleveringer, som forekommer os usandsynlige eller umulige.
På den ene side virker det usandsynligt, at noget så vidnefast skulle være en skrøne. Hvad vi graver frem, er templer og pyramider, hvis formål er klart religiøst, overnaturligt eller akausalt.
På den anden side har magien ingen plads i et univers udelukkende styret af kausale love. Hvad de fleste mennesker forstår ved videnskab, er det nittende århundredes kausale optimisme.
Det var også spiritismens århundrede, som et symptom på, at våbenhvilen mellem videnskaben og den institutionaliserede religion – ”tro” modsat ”viden” – ikke kunne holde. Vi kender den måske bedst i dens moderne form, New Age.
Alt dette er uden undtagelse vrøvl, og paradoksalt nok kan en fortid i denne sekt være den væsentligste forhindring for den håbefulde magiker. Det bliver da heller ikke bedre af, at det tyvende århundredes videnssamfund er ved at udvikle sig til det enogtyvendes trossamfund, hvor teorier ikke bedømmes ud fra deres videnskabelige, men udelukkende ud fra deres samfundsmæssige værdi.
Ikke blot er der nu mere end to køn af hensyn til dem, der føler sig ”unormale”, dissidenter rammes af censur og Berufsverbot. Vi er med andre ord tilbage i inkvisitionens dage.
Og som humaniora bliver mere politiske, bliver naturvidenskaberne mere metafysiske. Det er med andre ord en tung vægt af overtro, vi har at flytte, før vi blot kan begynde at undersøge, hvordan verden hænger sammen.
