Den første beskrivelse af voodoo finder vi i Médéric Louis Élie Moreau de Saint-Mérys ”Description topographique, physique, civile, politique et historique de la partie française de l’isle Saint-Domingue” fra 1789. Den er ikke oversat til engelsk.
Selon les nègres aradas, qui sont les véritables sectateurs du Vaudoux dans la colonie, et qui en maintiennent les principes et les règles, Vaudoux signifie un être tout-puissant et surnaturel, dont dépendent tous les événements qui se passent sur ce globe. Or, cet être c’est le serpent non venimeux, ou une espèce de couleuvre, et c’est sous ses auspices que se rassemblent tous ceux qui professent la même doctrine. Connaissance du passé, science du présent, prescience de l’avenir, tout appartient à cette couleuvre, qui ne consent néanmoins à communiquer son pouvoir, et à prescrire ses volontés, que par l’organe d’un grandprêtre que les sectateurs choisissent, et plus encore par celui de la négresse que l’amour de ce dernier a élevée au rang de grandeprêtresse.
Ifølge de sorte aradaer, som er de sande medlemmer af voodoosekten i kolonien, og som opretholder dens principper og regler, repræsenterer voodoo et almægtigt og overnaturligt væsen, hvoraf alt, hvad der sker på kloden, afhænger. Imidlertid er dette væsen den ugiftige slange, eller en art snog, og det er under dens beskyttelse, alle, der bekender sig til denne doktrin, forsamler sig. Kendskab til fortiden, viden om nutiden og forudviden om fremtiden tilhører helt og fuldt denne snog, som ikke desto mindre kun indvilliger i at åbenbare sin magt og forkynde sin vilje gennem en ypperstepræst, som sektens medlemmer vælger, og i endnu højere grad gennem den sorte kvinde, som sidstnævntes kærlighed har ophøjet til rang af ypperstepræstinde.
Le roi et la reine se placent dans un des bouts de la pièce, et près d’une espèce d’autel, sur lequel est une caisse où le serpent est conservé, et où chaque affilié peut le voira travers des barreaux.
Kongen og dronningen placerer sig i den ene ende af rummet, og nær ved en art alter, hvorpå der er en kasse, hvor slangen opbevares, og hvor hvert eneste medlem vil kunne se den gennem tremmerne.
Dès que l’asile sacré est sous ses pieds, nouvelle pythonisse, elle est pénétrée du dieu, elle s’agite, tout son corps est dans un état convulsif, et l’oracle parle par sa bouche. Tantôt elle flatte et promet la félicité, tantôt elle tonne et éclate en reproches; et au gré de ses désirs, de son propre intérêt ou de ses caprices, elle dicte comme des lois sans appel, tout ce qu’il lui plaît de prescrire, au nom de la couleuvre, à la troupe imbécile, qui n’oppose jamais le plus petit doute à la plus monstrueuse absurdité, et qui ne sait qu’obéir à ce qui lui est despotiquement prescrit.
Lige så snart hun har det allerhelligste under sine fødder, bliver hun som en moderne Pythia besat af guden, hun bliver urolig, hele hendes krop befinder sig i en krampagtig tilstand, og oraklet taler gennem hendes mund. Snart smigrer hun og lover salighed, snart tordner hun og bryder ud i bebrejdelser; og alt efter sine ønsker, interesser eller luner, dikterer hun inappellable love, alt, hvad det behager hende i snogens navn at befale den tåbelige flok, som aldrig índvender den mindste tvivl imod denne uhyrlige absurditet, og kun kan adlyde det, som despotisk er blevet befalet den.
Dette svarer til uddrag 10 på ENW.dk.
Læs flere uddrag på bloggen:
Se også denne artikel om “Poetik og læserforudsætninger”, som tager udgangspunkt i uddrag 11 og 21/VIII.