De tynde hvide gardiner for det østvendte vindue ydede ikke meget beskyttelse imod morgensolen. Allerede lå det lille værelse med de hvide vægge badet i en dis.
Han missede og viklede sig ud af sengetøjet, trægulvet var køligt under hans fødder. Han væltede næsten standeren med potteplanten på vej hen til spejlet, der ikke bød på nogen overraskelser.
En let kuldegysning gik igennem ham, som han satte sig til computeren og checkede dagens mail. Det viste sig, at en ny metode til at tjene op til 10.000 kroner om dagen vakte bekymring i finanskredse, da danskere i stort tal ”quittede deres job”.
En af dem, en Peter Nielsen i Esbjerg, sås stå imellem sine to nye biler. En pige ved navn Roxy Valentine, der boede i hans kvarter, havde tit set ham på gaden og ville vide, om han var interesseret i uforpligtende sex.
Så var der en forretningsmand fra Togo, der prøvede at få hundrede millioner dollars ud af landet og var villig til at betale ham ti procent for hans hjælp. Han besluttede dog, at det ikke var umagen værd, da han kort forinden var blevet informeret om, at han havde vundet ti tusind pund i en konkurrence, han ikke havde deltaget i.
Her behøvede han blot at opgive sine bankoplysninger, så beløbet kunne blive sat ind på hans konto. Han rynkede brynene, og fingeren på slettetasten gik for et øjeblik i stå.
Kære Istvan Lorentzen!
Jeg skriver til Dem, fordi jeg har brug for noget hjælp med en oversættelse. Min mand, dr. Elfred Andersen, var en flittig bogsamler med speciale i manuskripter, som han fandt på sine rejser i udlandet.
Det aktuelle manus opdagede han, så vidt jeg ved, hos en antikvar i Paris. Skønt det næppe er mere end et århundrede gammelt, er det affattet på latin, og min mand brugte lang tid på at forsøge at oversætte det.
Tit sad han oppe til langt ud på de små timer, men syntes dog ikke rigtigt at kunne komme videre med det. Store dele af manuskriptet syntes at være skrevet i kode, hvilket var en yderligere forhindring ud over sprogbarrieren.
Hvad emnet var, var jeg ude af stand til at få ud af ham, eller måske vidste han det ikke selv. Titlen på det anonyme værk er ”Cognitio carnis”, hvilket først fik min mand, der var psykiater, til at tænke på en lægebog.
Senere kom han dog til den konklusion, at det var skrevet af en uhyre intelligent og dannet, men sindssyg person, og dermed kunne give et værdifuldt indblik i den syge tankegang. Han var i forvejen overarbejdet, og de sene timers frustrerende kamp med bogen har næppe haft nogen gavnlig virkning på hans i forvejen svigtende helbred.
Hertil kom visse ”eksperimenter”, som han fandt beskrevet i den og foretog bag en lukket dør. Indimellem tvang jeg ham til at lægge den fra sig, men det fik ham blot til at veksle mellem rastløshed og en art drømmende uvirksomhed, som om arbejdet med den var det eneste, der var i stand til at fange og fastholde hans interesse.
I lang tid efter hans død overvejede jeg at brænde den, men kom til sidst til det resultat, at det ville være mere i hans ånd og i overensstemmelse med hans ønsker at få den oversat, og ved samme lejlighed tilfredsstille min egen nysgerrighed. Jeg tror, jeg har brug for det som en art eksorcisme, for jeg er efterhånden kommet til at gøre mig de besynderligste tanker og forestillinger om den, endda, at den var en i det mindste medvirkende årsag til min mands død.
Formodentlig er dens indhold ganske banalt, i værste fald en gal mands rablen. Jeg er i stand til at betale et honorar af betragtelig størrelse og ville være Dem evigt taknemmelig, hvis De ville beære mig med Deres besøg i morgen aften klokken otte, på hvilket tidspunkt vi kan diskutere de nærmere betingelser for et eventuelt samarbejde.
På forhånd tak
Sinja Andersen
Dette svarer til uddrag 12 på ENW.dk.
Læs flere uddrag på bloggen: