Stilheden vækkede ham. Han gik op i tårnet og så ned på stranden, der var dækket af skum.
Det lignede snedriver, som han sparkede sig igennem det ned til vandet. En af dem havde form som en kvindeskikkelse, og han blev pludselig kold, da han nærmede sig den.
Hun virkede ung, slank med lyst hår, der næsten havde samme farve som den hvide, slappe krop. Øjnene var lukkede, og de blege læber tæt sammenpressede.
Hun var fuldstændig nøgen efter sin brydekamp med bølgerne, som hun havde tabt. Han stod et øjeblik ubeslutsom.
Han havde aldrig set en strandvasker før. Måske var det de råb, han havde hørt om natten.
Hans første tanke var den prosaiske, hvad han skulle gøre med et kvindelig. Hvis han begravede hende i sandet, ville hun ganske givet blive ført til havs ved den næste flod.
Måske skulle han bare lade hende være, gå tilbage til tårnet og vente, til bølgerne havde taget hende tilbage. Han kunne lægge hende i hulen, men han vidste ikke, om han kunne bære hende så langt, tanken om hendes lugt og følelsen af den iskolde hud fik det allerede til at vende sig i ham.
Så åbnede hun pludselig de vandblå, døde øjne og så på ham uden at se ham, og den tanke slog ham, at hun måske ikke var død. De blege læber skiltes, der løb vand ud ad mundvigene.
Hun lagde hovedet tilbage og hostede. Hun rakte armene op mod ham, og han samlede hende klodset op, stod et øjeblik og svingede med hende på rystende ben, han mærkede de små fingre grave sig ind i hans skulder med overraskende styrke.
Hun var klam som strandens våde sten. Hun betragtede ham intenst, som han bar hende op til tårnet, han støttede et øjeblik de nøgne fødder på jorden, som han åbnede porten og gik ind og lagde hende på sengen.
Han syntes at ane et svagt smil på det stivnede ansigt, inden hendes øjne gled i. Hun måtte vide, at hun var i sikkerhed nu, og det gav ham en vag følelse af stolthed.
Han så sig adspredt om efter et tæppe, han kunne tildække den hvide krop med, som i det svage lys næsten gik i et med lejet, men han kunne på en måde ikke få sig selv til det. Efter et stykke tid rejste han sig besværligt og gik hen til vinduet.
Havet var atter roligt på sin hvileløse måde. Det var umuligt at se andet, og han forstod, at han ikke længere var alene, men alene med hende.
Dette svarer til uddrag 18 på ENW.dk.
Læs flere uddrag på bloggen: