Hvad der under arbejdet med ”Hitler” i stigende grad gik op for mig, og som det forhåbentlig også vil gå op for læseren, er, hvordan nationalsocialismens rædsler gradvist voksede ud af ”anstændige” holdninger. Måske bedrog Hitler befolkningen, men han bedrog også sig selv.
Det britiske verdensrige ville acceptere et nyt Stortyskland som en ligeværdig partner, og den jødiske befolkning i Tyskland lette på kalotten og flytte til Palæstina. Det ville blive lige så let at administrere en stat som at arrangere et massemøde.
Senere satte panikken ind. Konflikterne og blodbadet.
Det ubehagelige ved denne version er naturligvis, at så kan det hele ske igen. Måske er vi allerede på vej derhen med dæmoniseringen af socialismen og det islamiske mindretal.
Og det går jo ikke. Hitler ville erobre verden – nej, han ville ødelægge den!
Heldigvis lå det hele i hans karakter og ikke i den politiske situation. I det mindste er han nu blevet frustreret kunstmaler i stedet for tapetserer.
At han ikke så meget kom til magten ved at ”hypnotisere masserne” som ved at fortælle dem, hvad de gerne ville høre – hvad vi gerne vil høre – vil vi slet ikke høre. Han var en almægtig diktator, der påtvang det tyske folk sit vilje, ikke en politisk amatør, der for sent opdagede, at han var på dybt vand.
Som et afgørende brud med traditionen inden for den populære historieskrivning får han nu selv lov til at tale – på tysk. Disse citater er oversat, men ikke undersat, hvad den tilstrækkelig interesserede læser vil kunne konstatere ved hjælp af en ordbog.
De skiftende holdninger til ham i udlandet – fra heroisk antikommunist til menneskefjende – er tilsvarende dokumenteret. Bakspejlet er med andre ord fjernet.
Jeg har i det hele taget forsøgt at gøre bogen så let læselig som muligt. Lidt historieundervisning hist og her kommer vi dog ikke uden om.
Jeg har så vidt muligt integreret den i teksten. Uden et vist kendskab til Bismarcks Tyskland og det Østrig, han fik tilovers, samt tidlige indflydelser som Schönerer og Lueger, bliver nationalsocialismen præcis så uforståelig, som man ynder at gøre den.
Fortællingen er, som bogens titel angiver, centreret om Hitlers person, det er ham, vi følger fra vugge til grav. Persongalleriet er skåret ned til det absolut nødvendige.
En bog af denne størrelse kan af gode grunde ikke være en udtømmende fremstilling. Men hvis den efter endt læsning har givet læseren det indtryk, at hverken Hitler eller ”nazismen” var en invasion fra rummet, men først og sidst et produkt af omstændigheder – selv det demokrati, han foragtede, men som ikke desto mindre bragte ham til magten – har den opfyldt sit formål.