9. august 2024

Det var nu blevet mørkere, end jeg havde forventet, og jeg måtte gå langsommere for ikke ustandselig at snuble over blottede trærødder og den slags. Træerne havde i mellemtiden forvandlet sig til søjlerne i en katedral, som jeg hele tiden var på vej ind i.

Jeg følte mig ensom og lidt beklemt som et barn eller en bamse glemt i en ventesal. Så blev det med et næsten lyst lige foran mig, og jeg tænkte, at det var genskæret fra noget gadebelysning, men det virkede mere som en tågebanke, der ligesom sne kan lyse op i natten.

Der var en drejende bevægelse i den, og for en stund lignede det mere lagener på en snor i blæsevejr. Så så jeg dem, eller troede at se dem, først blot blege ansigter som vragstumper i en strømhvirvel, så skikkelser slanke som draperede piletræer.

Ansigterne var ikke andet end øjne og mund, der snart var runde huller, snart vred og vendte sig som bløddyr i vand. Jeg kunne ikke tage øjnene fra dem, jeg mærkede, at jeg lo og græd på samme tid som et barn, når fløjdørene bliver lukket op ind til juletræet.

Jeg følte, at jeg havde ventet på dette øjeblik hele mit liv, og jeg vidste ikke, hvad det var. Så gik der ligesom en rystelse igennem flokken, og den spredtes.

Jeg sad på en træstub og lo stadig. Jeg mærkede, at der stod nogen bag mig, drejede hovedet og rejste mig med et sæt.