Fra Erasmus’ dagbog d. 17. februar 2024

Jeg har nok altid været lidt af et nattemenneske, især efter at jeg er blevet pensioneret. Ofte tæller jeg timerne, til jeg kan slå mig ned med et beskedent måltid og en film fra Mint.

Jeg har også altid holdt mest af byen om natten, ikke restaurationslivet, men de øde gader på Frederiksberg. Jeg bliver urolig og må ud og indånde natteluften.

Dertil kommer, at man bliver behageligt søvnig af at gå og se fliserne glide forbi ens fødder, mit eget private nattog. Jeg mærker trangen blive stærkere hos mig, jeg er på vej ind i et forjættende mørke.

Man siger, at bjergtagne må tilbageholdes for ikke at søge tilbage til højen. Jeg har læst op på min egen, den er selvfølgelig kunstig som alt andet i det moderne samfund, men skabt til at stimulere fantasien, og det må man sige, at den gjorde!

I nat gik jeg med fuldt overlæg i den stik modsatte retning og endte ved Søerne. Med lidt af ovennævnte fantasi kan man forestille sig, at husene og haverne på den modsatte bred er skovbevoksede bjerge.

Hvis det ikke er for sent, må man indimellem gå af vejen for en motionist, pustende og prustende som et damplokomotiv, men efter midnat har man gerne stien for sig selv. Og så var det der igen, mørket.

Det var ikke det mørke, der spejlede sig i den svimle vandflade, det var på samme tid mere veldefineret og kompakt. Det var altid foran mig, i et par skridts afstand, ganske uanset i hvilken retning, jeg gik, men altid på stien, så at jeg hele tiden følte, jeg var på vej ind i det.

Når jeg stoppede op, stod det stille og ventede på mig. Jeg tænkte, af det måtte have fulgt mig fra Søndermarken.

Jeg morede mig over det som et synsbedrag, hvilket naturligvis også var, hvad det var. Det var ikke anderledes end at gå i en tåge, der også synes at trække sig tilbage foran en.

Atter løb min fantasi af med mig, og det var et levende, åndende væsen, der betragtede mig og tiltalte mig i toner, der lå under min hørelses rækkevidde. Så hævede det sig og fløj bort på mørke vinger.