Religionen opfattes ofte som naiv i forhold til videnskaben, men strengt taget er intet naturligvis mere naivt end forestillingen om en iagttager, der betragter en præeksisterende verden gennem to huller i hovedet. Virkeligheden, eller rettere de utallige virkeligheder, vi har levet i ned gennem historien, er produceret af hjernen.

En hjerne, der naturligvis som model er en del af denne virkelighed. Lenin protesterer med barnets stædighed imod fysikkens angreb på metafysikken.

We are told that bodies are complexes of sensations; to go beyond that, Mach assures us, to regard sensations as a product of the action of bodies upon our sense-organs, is metaphysics, an idle and superfluous assumption, etc., à la Berkeley. But the brain is a body. Consequently, the brain also is no more than a complex of sensations. It follows, then, that with the help of a complex of sensations I (and I also am nothing but a complex of sensations) sense complexes of sensations. A delightful philosophy!

Men Lenin er heller ikke erkendelsesteoretiker. Det korte af det lange er naturligvis, at vi udmærket kan forestille os vores virkelighed som et spejlbillede af en ”ydre” verden – faktisk er vi nødt til det, igen fordi det er sådan, vores hjerne virker – men i det øjeblik, vi glemmer, at det som alt andet er en teori, det vil sige en huskeremse for procedurer, er vi ovre i metafysikken.

Videnskabens område er målinger og forudsigelse af målinger. Der er ikke nogen natur, forskeren spørger, kun en konstatering af invarianser, der ligesom i hverdagslivet danner grundlag for en teknik.

Materialismen forstår sig selv som en antitese til idealisme og er dermed forklædt idealisme. Begge går ud fra et jeg, der i sidste ende blot er en social konstruktion.

Det betyder således ikke det store, om vi opfatter en immateriel sjæl som oprindelse til den fysiske verden eller en fysisk organisme som ophav til en immateriel bevidsthed – det er blot to udgaver af den samme vrangforestilling. Ikke blot kan noget immaterielt ikke påvirke noget materielt, det, der ikke er fysisk, eksisterer ikke.

Det ”psykologiske” er med andre ord freudiansk overtro, en del af den borgerlige idealisme, der har inficeret socialismen, en fundamentalistisk tro, der ignorerer virkelighedens neurale kilder, den ”underverden”, der var religionens område, inden den forsludredes af kristendommen som legitimering af en monoteistisk, monolitisk stat, der favoriserede en økonomisk overklasse af driftige puritanere. Det er dette ”fremskridt”, socialismen kritikløst har overtaget, ”kommunisme og elektricitet”, verden som noget fjendtligt, der skal ”erobres”, hvilket fører til teorier om ”ubegrænset vækst” og klimakatastrofer, socialdarwinisme og folkedrab.

Vi har kort sagt glemt, hvad vi engang vidste, at verden er fundamentalt menneskelig, eftersom den er et menneskeligt produkt, hvilket bliver klart, når vi skaffer os af med det liberalistiske jeg. Det formåede Hegelianerne Marx og Lenin ikke, men vi er nødt til det, hvis vi vil nå ud over den socialisme på liberalismens betingelser bebyrdet med det liberalistiske verdensbillede, der nødvendigvis må være dødfødt.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF