”Adam falder som bekendt igennem – han får af kvinden og hendes guddommelige informant ’kundskab om godt og ondt’ og muliggør dermed etableringen af aktualisationsaksen tobh-ra. Det bliver derfor Abraham (’den store fader’ modsat den store moder), der får tjansen som Guds medvider, den første caddiq.
Også dette fremgår af skabelsesberetningen: Da Gud HERREN gjorde jord og himmel (1 Mos.2,4). Behibbaram er præpositionen be (ved) plus en niphal (passiv) infinitiv med tilføjet mandligt suffiks i tredje person pluralis, ’ved deres skabelse’.
BETH HE BETH RESH ALEPH MEM bliver imidlertid ved et rearrangement af ordets bogstaver til BETH ALEPH BETH RESH HE MEM, beabhraham, ved Abraham. På samme måde bliver ALEPH BETH RESH HE MEM til BETH RESH ALEPH MEM HE: Bara ma, Han skabte Ma.
Et andet udtryk for det centrale og primordiale forhold mellem mi og ma er akkusativpartiklen ALEPH TAW (eth). Hebraisk har ikke egentlige kasus, så objekt udtrykkes ved dette lille ord, som det fremgår af det allerførste vers i Bibelen: bara eth hashamayim.
At det er centralt, fremgår alene af, at det består af det første og sidste bogstav i alfabetet. Objektskategorien, at ’vi’ ser på verden, er virkelig erfaringens og virkelighedens Alfa og Omega. Tilføjer vi det feminine princip, får vi endvidere ALEPH TAW HE, atta (’du’). Med andre ord denne verdens ’andre subjekter’, dødelige som udødelige.
Ved samme lejlighed bliver ALEPH YODH NUN (ayin, intet) til ALEPH NUN YODH (ani, jeg). Som vi har set, er Aleph ikke blot en ’åndelyd’, men alfabetets og skabelsens udspring, ruach elohim. I ani kommer Nun imellem denne Ånd og Skaberens hånd som det kausale princip, der hidtil blot har været ’mekanikken’ i skaberværket, og mennesket får en ’vilje’.
Dermed bliver det imidlertid også selv et objekt. Nun er det forbogstav, der gør aktiv til passiv (niphal).”
Gematri er på mange måder vejen til kabbala. og her er det vanskeligt at komme uden om et vist kendskab til hebraisk. I erkendelse heraf indbefatter RELIGION ligeledes en kort indføring i dette sprog med vægten på centrale gloser, både de i Sepher Yecira omtalte shearim og triliteralerne, idet læseren gennem øvelser og eksempler føres frem til en forståelse af den gematriske praksis.
