FORORD
Jeg har en svaghed for satellitfotos, især den slags, hvor man kan zoome ind og ud. Finde sin plads i verden, leksikonet, historien. Hvor forskelligt er ikke mågens perspektiv fra mandens i jollen!
Min nabo har netop afsluttet arbejdet med at asfaltere sin have på hundrede kvadratmeter, hvorimod min kvarte hektar på ti år er vokset til en egeskov. Den er omgivet af en tornerosehæk af ti meter høje bøgetræer, og dog holder de ikke verden og tiden ude nær så effektivt som hans i hast optømrede plankeværk.
For ham er verden ikke mere påtrængende, end at man altid kan skifte program, og tiden er gået i stå. Enhver antydning af, at i morgen muligvis ikke bliver ligesom i dag eller i går eller sidste uge – medmindre han finder den i et tilbudskatalog – preller fuldstændig af på ham.
At et økonomisk baseret samfund mister sin økonomiske basis, er blot at regne for en krise, og i modsætning til almindelig medicinsk sprogbrug, en, patienten altid står igennem. Naturkatastrofer er noget, man samler ind til, og global opvarmning kun en teori – ligesom evolutionsteorien.
Det betyder heller ikke noget, at et folks højtbesungne pacifisme og tolerance i kraft af et direktiv pludselig forvandler sig til paranoia og krigsvanvid, eller højst, at de bemyndigede, der sikrer, at alt er og forbliver ved det gamle, ikke sover på posten. Argumentet (om nogen skulle føle behov for et sådant) er, at vi står under beskyttelse, af Gud, Fremskridtet og den Gode Vilje.
Klimaflygtninge vil blive afvist ved grænsen – beklager, prøv Sverige! Allersværest er det at forstå, at selve realiteterne, den fælles virkeligheds veltrimmede hæk, som vi har så let ved at tage for horisonten, er et fait accompli.
At ammestuehistorierne om liv og død, forelskelse og raseri, guder og dæmoner, i sidste ende kan vise sig mere virkelige end mødetiderne og festtalerne. Denne bog er ikke skrevet til min nabo, for før eller siden må vi lade de døde begrave deres døde.
Det er ikke populært, og jeg nærer da heller ingen illusioner om, at denne højst aparte bog bliver en bestseller. Der er dog som bekendt ikke noget så galt, at det ikke er godt for noget, og det gælder også skibsforlis.
I det foreliggende tilfælde ligger den formildende omstændighed lige for. Der bliver ingen trængsel i redningsbådene.