Mennesket er ikke fundamentalt og uhjælpeligt afskåret fra verden, dette er en social konvention. Jeget er en forudsætning for den i et samfund nødvendige konsensus, men det er i ekstrem grad kognitivt begrænsende og handlingslammende.

Ingen, der blot har oplevet den psykofarmakologiske halvtranscendens, vil være i tvivl om dette. En sådan erfaring er imidlertid altid transient, vi kryber tilbage i vores udleverede personlighed.

Vi bliver kendte og genkendte uden at kende os selv, det selv, der ikke er et deklamationstema eller et diskussionsemne, men kød og blod, neurologi og genetik. Vi drømmer om at leve i pagt med naturen, men vi er selv denne natur.

Vi søger den uden for os selv, hvor vi burde søge den der, hvor alting har sit udspring, i Mennesket. Dette betyder ikke, at det overnaturlige er psykologisk, men at det tværtimod er vores begrænsede virkelighed, der er det, psykologisk og sociologisk.

Det, vi kalder virkelighed, er konsensus, hvorimod det, vi benævner det overnaturlige, er den fysiske verden. Det er også det farlige, som vi skubber fra os, ind i en anden verden, et efterliv eller en anden planet.

I virkeligheden, den fysiske, er det os imidlertid nærmere end noget andet. Det er os selv, som modsætning til det i samfundet obligatoriske jeg.

Vi taler om det uforklarlige som indslag af det overnaturlige, der undtagelsesvis viser sig for vores blik, men hvad vi i virkeligheden frygter, er, at det gemmer sig bag vores øjne. Det er ikke mere i hjernen end resten af verden, men dybere i den.

Det er det, der gør GRIMOIRE til den eneste bog om sit emne. Det overnaturlige er ikke paranormalt, det er det normale, og vores begrænsede og begrænsende virkelighed aberrationen.

Engle kommer hverken fra rummet – den astronomiske udgave af himlen – eller underbevidstheden (whatever that is). De er fænomener på linje med træer, og hverken mere eller mindre virkelige.

Uddrag fra introduktionen i “Indeks til Grimoire” side 126-27.