Historien beskriver, hvordan mennesket skridt for skridt har lært at beherske denne natur frem til i dag, hvor det har udvidet sin økologiske niche til et paradisisk tusindårsrige. Aldrig mere behøver mennesket at frygte naturkatastrofer og hungersnød, og hertil kommer, at menneskets betvingelse af sin egen natur til fordel for næstekærlighed og tolerance har gjort krige umulige.
Ikke uden grund ser vi med gru tilbage på vores barbariske fortid. Helst ville vi helt glemme den, brænde dens skrifter og omstyrte dens billedstøtter, selv som en stadig mindelse om, hvor langt vi er nået!
Mennesket er ikke blot endnu et af dyrene i Edens have, det er skabt med det udtrykkelige formål at vogte den og rykke det ukrudt op med rode, der truer dets stilling som skabningens stolte herre. Som Malinowski skriver: ”Myth fulfills in primitive cultures an indispensable function: it expresses, enhances and codifies beliefs; it safeguards and enforces morality; it vouches for the efficacy of ritual and contains practical rules for the guidance of man”, og mere præcist kan historikerens og videnskabsmandens rolle i det moderne samfund vel næppe formuleres.
Det vigtigste våben i kampen mod den fysiske verden er måske de religiøse symboler, der overflødiggør alle overvejelser med hensyn til vore forfædres erfaringsverden.
De mente det ikke!
Men vi lever i en symbolverden, hjernen skaber af den ydre verden – verden uden for hjernen, ikke uden for ”os”, som er en social konstruktion (hvis der var en ydre verden i denne forstand, ville hjernen indgå i den). Den skaber endda symboler for symboler, idet bogstaverne er symboler for ordene, der er symboler for genstandene, der er symboler for elektromagnetiske fænomener, der er symboler for matematiske symboler.
Vi kan således mageligt besvare præsokratikernes spørgsmål om, hvad verden består af. Den består ikke af noget.
Dette betyder dog ikke, at alle symboler er ”lige gode”. Hjernen foretrækker de symboler, der forårsager reaktioner, der favoriserer homøostasen, det vil sige dem, der gør det muligt for os at foregribe det næste symbol.
Virkelighed er prognose. Stolen er virkelig, hvis den stadig er der, når vi sætter os på den.
Nu er redskaber, også de kognitive, specifikke for det, de skal bruges til. Vi kan le ad vores nabo, der spiser med ske i stedet for gaffel, indtil det går op for os, at han spiser suppe.
Vi har udviklet vores kausale spisebestik til en perfektion, vore forfædre ikke ville have turdet drømme om. Men når det gælder akausale fænomener som religion og magi, spiser vi suppe med en gaffel.
Introduktionen i “Indeks til Grimoire” side 197
