En rigtig spøgelseshistorie skal være britisk. Den gotiske romance blev måske sået i Tyskland, men det var i England, den spirede.

Og som altid er gyset transcendent, og transcendensen seksuel. I guvernanteromanen er guvernanten prisgivet sin arbejdsgiver i en ekstatisk version af Me Too, og den unge mand en nådesløs femme fatale.

I Dracula og hans vampiresser finder dette tema, ikke en videreudvikling, men sin oprindelse. Frygten er angst, angsten masochisme, og masochismen transcendens – i modsætning til Church of England – le Vice Anglais eller Divine Horror, som vi finder den hos Shelley.

It lieth, gazing on the midnight sky,

Upon the cloudy mountain peak supine;

Below, far lands are seen tremblingly;

Its horror and its beauty are divine.

Denne litteratur nåede ikke overraskende sit højdepunkt under victorianismen, ikke så meget som en befrielse – den forblev rigid i sine ydre former – som en resonansbund. Man byggede et imperium, men sværmede for og i ruiner.

Middelalderen blev mørkere end nogen sinde i dette perspektiv, a lovely Egyptian night. Kipling skrev ikke om kloakering.

Erotisk slumming var en yndet fritidsbeskæftigelse for en engelsk gentleman, og i Stevensons Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde finder den gode doktors primitive duality of man sin opfyldelse i Londons underverden. The far lands, som mrs. Radcliffe bruger hele sider på at beskrive, er en nøjagtig parallel til dette Averna, og når Arthur Machen siger ”evil”, lyder det umiskendeligt som en vinkenders smasken.

Hvor helten er en desorienteret Renfield, er skurken uden undtagelse larger than life, beating the servants. At den ideligt og ulideligt sermoniserende Van Helsings ultimative sejr er et postulat, er en accepteret kendsgerning af forfatter og læser i forening.

Ingen ser frem til, at heltindens bånd løses. Hendes afværgede skæbne er værre end døden, fordi den transcenderer døden.