Uddrag af appendiks II: Kultur

Cultura betyder agerdyrkning. Det samme gør cultus, med bibetydningen religion.

Vi dyrker guderne, som vi dyrker jorden – de to er uadskillelige. De nære guder er ktoniske.

Kun agerbrugssamfundet er altså i egentlig forstand en kultur. Jægerens religiøse forestillinger er magiske og uadskillelige fra hans øvrige redskaber.

Kun agerdyrkeren har en religion, eftersom kun han har behov for en sådan. Den for agerbrugssamfundet nødvendige konsensus fjerner ham fra den fysiske verden, religionen genforbinder ham med den – re-ligo.

Vi har naturligvis hverken magi eller religion. Vi er idealister, hvor den religiøse er materialist.

Alle religioner er frugtbarhedsreligioner – selv den ganske fiktive Jesus dør og genopstår med vækstkræfterne i påsken. Dette skyldes, at årstidernes skiften er det mest anskuelige billede på transcendens og descendens, verdens neurologiske grund.

Sædekornet må dø og komme i jorden, hvoraf det spirer. Vi må regelmæssigt vende tilbage til den fysiske verden, den natur, som altid er menneskenaturen – fascismens naturromantik (grøn omstilling) og bekæmpelse af menneskenaturen, kristendommens arvesynd (frelse, frigørelse) er to sider af den samme profit.

Derfor er det heller ikke så underligt, at et samfund går under, i det øjeblik det ophører med at være agrart. De merkantile grækere opfandt demokratiet, og den romerske republik gik til grunde, da man ikke længere tog diktatoren fra ploven, ligesom den europæiske feudalisme måtte strække våben over for Opdagelser, Reformation og Oplysning.