Vi lever i et trossamfund, et samfund behersket af tro. Det er der flere gode grunde til.

Vi er forenede i troen, hvorimod viden fjerner os fra dem, der ikke er i stand til at tilegne sig den. Ikke alle har de nødvendige forudsætninger for at forstå, men vi kan alle tro.

Uheldigvis bliver tro let til over-tro, fanatisme. Dette sker, når den udfordres af kendsgerninger.

Dermed bliver den viden, der udspringer og bekræftes af erfaringen, i overensstemmelse med troens særlige terminologi til ”fordomme”. Sandhedsværdien af et udsagn afgøres ikke længere af dets beviskraft, men af de mulige konsekvenser af, at det bliver accepteret.

Der ER ikke kun to køn, EFTERSOM dette ville føre til diskrimination af transseksuelle. Den, der hævder noget sådant, er dermed i bedste fald medskyldig i en sådan.

Udsagn er dermed ikke længere sande eller usande, men moralske eller umoralske. Den, der hævder, at der kun er to køn, er TRANSFOB og dermed præcis lige så umoralsk, som homoseksuelle var for et århundrede siden.

En ny tro har erstattet en gammel. I min profession bekender vel omkring halvfems procent sig til den nye tro, og ti procent til den gamle.

Kun Neutzsky-Wulff bekender sig til TVIVLEN. Det virker måske ikke videre konstruktivt, nærmere en smule komisk.

Nogle finder det underholdende modsat det undertrykte gab under salmesangen. En provokatør er han dog ikke, hvilket ville kræve, at han provokerede de rigtige.

Den troende har Gud i baglommen ved siden af tegnebogen, men hvor fører tvivlen hen? Tvivleren kan kun gætte, som troens sønderrevne forhæng afslører en fysisk virkelighed, der ligner en afgrund.

Ikke mange vil føle sig fristet til at følge ham ned i den, eller blot rejsebeskrivelsen. Derimod kan vi alle læse skiltet: HERE THERE BE TYGERS.