Jorden, der grønnes,
himlen derover
kunne ej skønnes,
sand eller vover,
end skulle komme,
endnu ej skabte,
blot i det tomme
afgrunden gabte.
Ginnungagap er naturligvis tohu wabhohu, det ayin, der nødvendigvis må komme før ma. Hertil kommer den så afgørende forståelse af (menneskenes) verden som en niche.
Men i hvad? Her spiller temperaturen givetvis en central rolle.
Nordboerne var som bekendt berejste og vidste, at det blev koldere, jo længere nordpå man kom, og varmere sydpå. Ifølge denne tankegang må det betyde, at der langt i syd er et ildland, Muspelheim, hvor kun jætter kan leve, og hvis høvding – for en sådan må jo selv jætter have – hedder Surt, den sorte eller sværtede.
Ganske tilsvarende må der mod nord findes et frossent øde, indhyllet i tåge. Menneskenes verden ligger på en gang mellem disse yderligheder og er et produkt af dem.
Følgelig må der af Niflheim udgå en flod, Hvergelmir med talrige bifloder eller elivagar, isbølger. Ilden er som bekendt et billede på den alskabende og altødelæggende ånd, mens vandet er det primordiale kaos.
Vandet indeholder en eitr, gift eller kim, der får det til at stivne til is, der langsomt fylder Ginnungagap op. Da den smelter i heden fra Muspelheim, frigøres denne eitr og bliver til den første jætte, Ymer.
Størknet af edder blev urhavet stift,
sidenhen blev af de mange
isfloder afsat den smeltede gift,
derfor er jætter så vrange.
”Afsmeltningen” fortsætter med, at de andre jætter bliver til af Ymers sved. Han næres af koen Audumla, der atter får sin næring ved at slikke på de salte isblokke.
Derved afdækker hun imidlertid kæmpen Buri, der bliver stamfader til en ny guderace. Buri (”avler”) avler Borr (”avlet”), der atter med Bestla, jætten Bøltorns (fallos) datter og Mimers søster, avler de tre sønner Odin, Vili og Ve.
Hvad der af Bøltorn er brygget og bragt,
Bestla os giver at drikke,
nok har jeg dermed om Odrører sagt,
mere jeg siger dig ikke.
De tre guder repræsenterer de tre sider af mennesket, dets fremtrædelsesform eller ”lød”, det til ånden viede (Ve) tempel, denne ånd (Od eller Odin) og den illusoriske vilje (Vili), som også er Høner, menneskets begrænsede kundskab i modsætning til den guddommelige (Mimer). Da de skaber mennesket, er disse tre aspekter deres respektive gaver til det.
Først kom dog asen
Odin den vrede,
hellige rasen,
Ve er hans rede,
skeden og særken.
Ville er både,
Ville er hverken,
derfor kan råde.
Asken og ranken
skabtes, imod hvem
retter sig tanken.
Væren gav Od dem,
livet og døden,
alle tings kilde,
Loder gav løden,
Ville gav snilde.